Fortsæt til indhold
Indland

Kun de farligste får forvaring

Brønderslev-far kommer med sin tidsubestemte internering tæt på landets farligste forbrydere.

Da Harry Antoft Larsen, den dømte far fra den såkaldte Brønderslev-sag, tirsdag aften modtog sin straf, blev han samtidig medlem af et særligt kriminelt selskab.

Forvaring eller tidsubestemt internering er nemlig en strafferetlig særforanstaltning, som kun tilfalder ganske få mennesker hvert år.

Yderst sjælden sanktion

Straffen anvendes typisk over for lovovertrædere, som er særligt farlige for andre mennesker; i sager om grov sædelighedskriminalitet eller i særlige alvorlige sager, hvor man frygter, at gerningsmanden vil gentage sin forbrydelse.

Straffelovens paragraf 70 forudsætter direkte, at dommere kun yderst sjældent anvender forvaring som straf.

Forvaringsdømte anbringes som regel på Anstalten ved Herstedvester, et fængsel med særligt uddannet behandlingspersonale. Her er der i almindelighed anbragt 15-20 forvaringsdømte.

Egnede til afsoning

Modsat en anbringelsesdom, hvor den dømte for eksempel kan afsone på en psykiatrisk afdeling, er forvaringsdømte egnede til at afsone i et fængsel.

Det er anklagemyndigheden, der har pligt til at holde øje med, at en dom til forvaring ikke varer længere end højst nødvendigt.

Efter tre år - og derefter en gang om året - har anstalten derudover pligt til at tage stilling til, om forvaringen skal fortsætte.

Hvis en person får en forvaringsdom, kan den imidlertid kun ophæves ved en retskendelse.

Utilfreds med dom

Harry Antoft Larsen er blandt kendt skyldig i at have voldtaget sin steddatter og sin egen datter.

Forsvarer Anne Mette Ovesen sagde imidlertid efter strafudmålingen i byretten i Hjørring, at Harry Antoft Larsen har valgt at anke dommen til landsretten.

"Jeg havde håbet på, at han var blevet idømt syv-otte års fængsel og ikke forvaring. Nu må vi have prøvet beviserne igen. Han har nægtet sig skyldig hele vejen igennem, og nu vil vi se, om landsretten har samme holdning til beviserne som byretten," siger hun.

Listen over forvaringsdømte rummer en række af de seneste års alvorligste forbrydelser. På listen finder man blandt andet adskillige sexforbrydere og sågar en pyroman.

  • Juni 2011: 21-årig voldtægtsforbryder dømt for to sexovergreb på kvinder i Haslev og Vestamager. Han var tidligere dømt for tre voldtægter.
  • Marts 2011: En 34-årig pyroman for fire tilfælde af brandstiftelse i Holbæk, bl.a. i den lejlighed, hvor hans kæreste lå og sov.
  • Januar 2011: En 18-årig mand blev formentlig den yngste, der har fået forvaring, da han i København blev dømt for at have voldtaget en 14-årig pige i Holbæk og for et voldtægtsbesøg på en af hans mors veninder.
  • Juni 2010: En bankrøver for at have stukket en kniv i halsen på en kunde under et røveri mod posthus i Lyngby.
  • Maj 2010: En 52-årig mand fra Vestsjælland blev for fjerde gang fundet skyldig i sexkrænkelser, denne gang af to drenge i Svebølle.
  • December 2009: Østre Landsret stadfæster forvaringsdommen over 21-årig mand, der spærrede 19-årig kvinde inde i et skur i Sydhavnen og mishandlede hende.
  • Oktober 2009: Rumænsk mand for grov voldtægt af kvinde i en tunnel i Aarhus. Hun fik sat en kniv for struben, og der blev taget kvælertag på hende.
  • September 2009: Efter et overfald på en kvinde i et solarium på Nørrebro i København straffes en 24-årig mand med forvaring.
  • Maj 2009: En 47-årig mand dømmes for at have tilbageholdt og ydmyget en kvinde seksuelt i flere timer i hendes hjem i Odense.