Ekspert: Gid de havde stjålet noget andet
<p>Der var tidligere tale om, at røverne fra Antvorskov Kaserne havde taget tunge og lette maskingeværer, og ifølge en ekspert havde det næsten været bedre. De stjålne våben er for nemme at betjene.</p>
De stjålne M95'ere og M96'ere kan ifølge Allan Mergen fra Hærens Kampskole betjenes af enhver. Men ikke alene det, de er også meget nemme at ramme med.
"Det er forholdsvist simpelt at betjene f.eks. M95'eren. Det kan enhver finde ud af, men man kan også finde instruktioner på nettet," siger han og fortsætter:
"Det er et meget taknemmeligt våben at skyde med: Det er rimeligt let, og rekylen er ikke så voldsom. Vi synes, at det er meget simpelt at ramme med."
Skud fra hoften
Dertil kommer, at røverne også fik lasersigter til våbnene med sig. Lasersigter kender man fra film, hvor skurken eller helten pludselig opdager en rød plet mellem øjnene eller andre steder på kroppen. Den røde plet kommer fra et sådan lasersigte.
"Det svære er at skyde et lasersigte ind, og det skal gøres fra gevær til gevær, men når det først er gjort, så har man en rød prik på målet. Det betyder, at man ikke længere behøver at tage et egentligt sigte. Den røde prik bliver dit sigte, og så kan du f.eks. skyde fra hoften," siger Allan Mergen.
Værst tænkelige våben
Meget tyder på, at røverne vidste præcist, hvad de foretog sig, da de røvede kasernen. At de netop valgte at stjæle M95'ere og M96'ere og gik uden om de tunge maskingeværer eller lette maskingeværer er endnu en indikation på dette.
"Det havde næsten været bedre, hvis de havde stjålet tunge maskingeværer eller lette maskingeværer. De er noget sværere at betjene, og især er de sværere at ramme med," forklarer Allan Mergen.
Hvor det lette maskingeværer vejer 11 kilo, vejer M95'eren blot fire kilo. Det betyder, at den er meget nemmere at transportere og skjule.