Drab og knivstik indledte nytåret
Årsskiftet blev på mange måder en voldsom aften og nat med mange småbrande og flere alvorlige knivstikkerier samt et drab. 43 har fået alvorlig fyrværkeriskader.
Et af knivstikkerierne kostede en 37-årig mand livet i København, da han blev dræbt under en nytårsfest på dansestedet Søpavillonen.
En 43-årig mand blev også stukket med kniv ved samme lejlighed. Han blev efterfølgende kørt til operation på Rigshospitalet, og politiet oplyser, at han er uden for livsfare.
Flere andre steder i landet var knivene også oppe af lommerne - bl.a. i Århus, hvor en 27-årig kvinde var i livsfare, efter at hendes ekskæreste stak hende adskillige gange med kniv.
Politiet anholdt kort efter den 40-årige eks-kæreste, der skal starte det nye år i et grundlovsforhør, hvor han vil blive sigtet for drabsforsøg og krævet varetægtsfængslet.
I Aabenraa kom kniven også frem, da en 23-årig mand opfordrede en anden ung mand til at sige "godt nytår". I stedet fik han et voldsomt knivstik i maven og blev indbragt til operation.
Råbte af en kvinde
Den 23-årige kom som del af en gruppe gående, da en enlig, forbipasserende mand ifølge politiet kom med en kommentar om en af kvinderne i gruppen.
- Den 23-årige sagde derefter, om den anden ikke bare kunne have sagt godt nytår i stedet for. Men det fik ham, der havde råbt af kvinden til at trække en kniv og stikke den i maven på den 23-årige, siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Efter knivstikkeriet fulgte flere vidner efter gerningsmanden, og han blev hurtigt anholdt af politiet.
Knivstikkeren er en 28-årig mand fra Give, og han sigtes nu for drabsforsøg.
Offeret var ifølge politiet stabilt, da han kom ind på hospitalet, hvilket vil sige, at han umiddelbart er uden for livsfare.
Knivstik i Jomfru Ane Gade
Også i Aalborg kom knivene frem. Det var med nød og næppe, at en ung frederikshavner fik det nye år at se, efter han nytårsnat blev stukket flere gange med en kniv på diskoteket Gas Light i Aalborg.
Den 20-årige mand blev stukket i bryst og lysken og punkterede bl.a. en lunge.
- Men han er uden for livsfare nu, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi.
De drabelige stik faldt i forbindelse med en batalje med en gruppe unge, men politiet har endnu ikke anholdt gerningsmanden.
Det stærkt blødende offer blev kørt på sygehuset af venner, og først herefter blev politiet alarmeret.
Skuddrama ved Viborg
En nytårsfest på Grønhøjvej i Tjele øst for Viborg udviklede sig dramatisk, da en 45-årig mand besluttede at følge et skænderi med tre mænd til festen op med en skudsalve.
Efter at have været oppe at toppes med de tre mænd til festen hentede den 45-årige et jagtgevær.
Da han kom tilbage skød han ifølge politiet gennem en glasdør mod den ene mand fra trioen, der mirakuløst ikke blev ramt af de susende hagl.
Flere festdeltagere blev ramt af glassplinter, men ingen kom ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi alvorligt til skade.
Efter skudafgivelsen overmandede flere folk til festen den skydeglade 45-årige, der nu kan se frem til en tur i retten, hvor han vil blive krævet varetægtsfængslet.
Travlt som forventet hos Falck
Falck havde også nok at se til med 268 registrerede brande på landsplan, hvoraf ca. halvdelen var containerbrande.
Flere steder i landet fik folk skader på hænder på grund af krudt. Blandt dem var en 42-årig mand fra Vig. Han mistede tre fingre, og en 14-årig dreng fra Slagelse blev alvorligt forbrændt efter nærkontakt med et raketbatteri, siger politiet. Ialt blev der registreret 43 slemme fyrværkeriskader.
Samlet kørte Falck 704 ambulanceture på årets sidste aften, hvilket er lidt flere end sidste år.
Desuden har der i år været rekordfå slemme øjenskader, nemlig blot fire.
FAKTA:
Opgørelse over de seneste nytårsaftener
|
2006/07 |
2007/08 |
2008/09 |
Fyrværkeriskader |
48 |
40 |
43 |
Ambulanceture |
900 |
650 |
704 |
Brande |
157 |
278 |
268 |
Kilde: Falck