Mange kvinder efterspørger alarmer
<p>Politikredsene har i flere tilfælde måtte bestille flere overfaldsalarmer til kvinder, der risikerer at blive udsat for voldelige overgreb. Kun en ud af tre kvinder, der søgte tilflugt på et krisecenter sidste år, fik udleveret en alarm.</p>
Voldsramte kvinder i hele landet efterspørger i stor stil overfaldsalarmer, så de hurtigt kan komme i kontakt med politiet, hvis en voldelig ægtemand eller ekskæreste går amok.
Det viser en rundspørge til landets politikredse. Flere steder har det lokale politi anmodet Rigspolitiet om at sende flere alarmer, fordi alt udstyret er udleveret.
»Der er stor brug for alarmer, og vi har udleveret alle dem, som vi har,« siger vicepolitikommissær Finn Kramer, Sydøstjyllands Politi.
Hos Syd- og Sønderjyllands Politi har der i flere omgange været fokus på alarmerne - ikke mindst i forbindelse med drabet på Anne Pedersen, der i september blev stukket ihjel i landsbyen Sommersted. Hendes eksmand er varetægtsfængslet for drabet.
»Når pressen har fat i emnet, så oplever vi et voldsomt pres på vores vagttelefoner. Vi har i øjeblikket udleveret 25 telefoner af de 30, som vi råder over, og vi har på et tidspunkt måtte bestille 10 ekstra. Vi tager en snak med de kvinder, der anmoder om en telefon, men vi afviser ikke at udlevere dem,« siger politikommissær Christian Østergaard.
Krisecentre
Rigspolitiet oplyser, at der sidste år var 250 alarmtelefoner udleveret i Danmark, men at der i år er indkøbt yderligere 330 alarmer.
Alligevel viser en statistik fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, LOKK, at kun en ud af tre kvinder, der har søgt tilflugt på et krisecenter sidste år fik udleveret en alarm. 187 kvinder havde anmodet om en alarm, mens kun 61 havde fået en.
Flere af kvinderne har fortalt, at de ikke kunne få en, fordi de ikke ville anmelde manden, fordi der ikke var alarmer til rådighed, eller fordi politiet har vurderet, at kvinden ikke var udsat for fare.
I vejledningen om overfaldsalarmer fremgår det, at i de tilfælde, hvor en mand har fået tilhold om ikke at nærme sig kvinden, bør man overveje, om der skal udleveres en alarm. Der udstedes mellem 400 og 500 tilhold hvert år.
Alle bør have
Sekretariatschef i LOKK, Lene Johannesson, mener dog, at alle, der har brug for en alarm, bør have den.
»Det er forkasteligt, at statistikken viser, at ikke alle får en, når de beder om det. Men jeg ved, at politiet har haft ekstra fokus på det, siden det sidst blev gjort op. Min klare overbevisning er, at alle, der beder om en alarm, bør får en. Hellere udlevere et par stykker for meget end et par stykker for lidt,« siger hun.
Pernille Risum Andersen fra Hedensted havde fået udleveret en alarm. Men hun blev slået ihjel af sin ekskæreste stort set samtidig med, at der blev trykket på alarmen.
Overfaldsalarm
Politiet råder over 580 alarmer. Der er midler til at bestille flere efter behov.
Når kvinderne trykker på alarmtelefonen, går der besked til vagtselskabet G4S i Århus, der kan se, hvor der er ringet fra.
Herefter har den vagthavende politimand en sagsmappe, hvor han kan se, hvilke forhold der gør sig gældende for den pågældende kvinde, og hvem der kan tænkes at være mulig overfaldsmand.