Fortsæt til indhold
Indland

Ung Rejs meldt til politiet

<p>Der skal sættes en stopper for rejseselskaber, som lokker unge til druk på ferien. Derfor melder Forbrugerombudsmanden nu selskabet Ung Rejs til politiet. Trods flere advarsler har selskabet ikke ændret sin markedsføring.</p>

Flokke af berusede danske teenagere, som hærger feriedestinationerne Lloret de Mar i Spanien og Sunny Beach i Bulgarien, har der været masser af billeder af i danske medier, men trods forargelsen fortsætter Ung Rejs med at markedsføre de våde ungdomsrejser.

På selskabets hjemmeside kan man f.eks. under punktet Partycruise se billeder af teenagere, som solbader og råhygger med ølflasker i hånden. Af teksten fremgår det bl.a.:

"Vi går om bord på skibet ”Mystery”, hvor kaptajnen byder os velkommen med en kold forfriskning. Herefter sejler vi ud på Sortehavet og nyder solen på dækket. Under hele turen får du også rig mulighed for badning fra båden. På vejen hjem til Sunny Beach fyrer vi op for musikken, og dækket bliver hurtigt lavet om til dansegulv. Der er snacks med drikkevarer, og i baren er der happy-hour med øvrige drinks og cocktails. Nyd en eftermiddag på havet med heftig aktivitet og god musik."

Advarsel og frist

Forbrugerombudsmanden har flere gange advaret selskabet, uden at det har haft nogen effekt, og nu er det ifølge forbrugerombudmand Henrik Øe nok. Han har derfor meldt Ung-Rejs/Viby Ungdomsrejser og Dansk Ungdomsferie ApS for i markedsføringen af bureauernes ungdomsrejser at opfordre unge til at drikke alkohol.

Markedsføring af ungdomsrejser med billeder af unge mennesker, der indtager alkohol og beskrivelser af aktiviteter, der har alkoholindtagelse som et væsentligt element, er i strid med markedsføringslovens § 8, stk. 2 - og strafbart - når markedsføringen er rettet mod børn og unge under 18 år.

Allerede sidste år gav Forbrugerombudsmanden rejsebureauerne en advarsel, samt en frist indtil den 1. februar 2008 til at fjerne alt materiale på deres hjemmesider, der indeholdt opfordring til at indtage alkohol.

Men til trods for Forbrugerombudsmandens advarsel annoncerede rejse-bureauerne herefter i marts og april måned i ungdomsmagasinerne Chili og Tjeck med opfordringer til druk. Bureauerne henviste i deres annoncer til selskabernes hjemmesider, hvor der fortsat var billeder og beskrivelser af aktiviteter med alkoholindtagelse som et væsentligt element.

Forbrugerombudsmanden har derfor politianmeldt selskaberne, og det er nu op til politidirektøren at vurdere, om der skal rejses tiltale mod selskaberne.