43-årig soldat anholdt efter sexchat
Politiet i Korsør har anholdt en 43-årig soldat i Søværnet, der igennem halvandet år har forsøgt at indlede et seksuelt forhold med en nu 14-årig pige gennem arto.dk.
Pigen viste sig dog at være en journalist fra Ekstra Bladet, der havde oprettet en falsk profik på arto.dk, under navnet "Babymay".
Den 43-årige blev afsløret, da han aftalte et møde med "Babymay" den 11. maj i Korsør.
I stedet for "May" var det dog Ekstra Bladets journalist og fotograf, der stod parat med en byge af spørgsmål om, hvorfor den 42-årige far til to børn chattede med en mindre-årig om sex.
43-årig anholdt i går
Politiet i Korsør valgte allerede i går at anholde manden og sigte ham for forsøg på at opnå samleje med en mindreårig.
Politiet har afhørt manden i går og skal afhøre ham igen i dag, før de tager stilling til det videre forløb.
"Vi skal have samlet trådene i løbet af formiddagen, og så skal vi vurdere, hvad der yderligere skal ske," udtaler Søren Ravn Nielsen, der er efterforskningsleder ved Sydsjællands- og Lollands-Falsters Politi.
Søværnet: 43-årig stadig ansat
Den 43-årige marinesoldat er fortsat ansat hos Flådestation Korsør. Og det bliver han ved med at være, så længe han ikke er dømt, siger presseofficer ved Søværnets Operative Kommando, Klaus Randrup til DR Sjælland.
"Loven er nu engang sådan. Og vi hverken kan, vil eller må gå ind og kontrollere sådan noget. Det er klart, det kan få konsekvenser for hans karriere i Søværnet, men kun hvis han bliver dømt," siger Klaus Randrup til DR Sjælland.
Meldt til politiet af Arto.dk
Da Ekstra Bladet konfronterede den 43-årige den 11. maj, nægtede han at have aftalt at mødes med pigen, og at deres chat har haft seksuelle undertoner.
Men det er ikke første gang, at den 43-årige, der er konstabel ved Flådestation Korsør, er i kommet i politiets søgelys på grund af sex-chat med mindreårige.
Tidligere i år lukkede Arto.dk mandens profil og meldte ham til politiet, fordi soldaten havde chattet "ualmindelig groft og sexet", men der var ikke beviser nok til at få ham straffet, skriver Ekstra Bladet.
43-årig: Handler ikke om sex
Den 43-årige nægter fortsat, at han har chattet om sex.
"Det handler ikke om sex. Det har jeg jo herhjemme. Selvom jeg faktisk slet ikke har et sexbehov overhovedet," siger den 43-årige til Sjællandske Medier.
I chatten mellem "babymay" og den 43-årige spørger han ellers, om hun "vil lære at sutte pik", og fortæller, at "det bliver dejligt at se dig sidde på mig, så du kan mærke min bule".