Stemmerne fra Blekingegade-banden

Han ved, hvem der skød Jesper Egtved Hansen med et haglgevær i hovedet. Hvert et moment af flugten fra røveriet, som kostede betjenten livet, kan han referere detaljeret og minutiøst. Var det Jan eller Niels? Han kender morderens identitet. Måske er det endda ham selv, der affyrede det dræbende skud.

Men det er ikke vigtigt. Ikke for ham. Ikke sammenlignet med palæstinensernes blodige lidelser og den vestlige verdens udbytning af de fattige lande i Afrika.

Hans retsfølelse er krænket, skriver han - men ikke af Blekingegade-bandens drab på en 22-årig politiaspirant under Købmagergaderøveriet den 3. november 1988 og den tavshedens lov, som han selv og de andre røvere skjulte sig bag for at undgå at blive dømt for drab.

Nej, hans retsfølelse har det skidt med det, han betegner som »israelsk terror« og røveri af palæstinensernes land. Og i det perspektiv er et menneskeliv - Jesper Egtved Hansens - ligegyldigt:

Beder om imødekommendhed over for banden

»For drab er der ingen forældelsesfrist. I graver på 20. år og graver grøften dybere hver dag. Prøv at grave lidt i Palæstinas historie. Forsoning er sundere for alle parter. Men det kræver imødekommenhed, hvilket ikke har præget holdningen til ”Blekingegadebanden” og vores motiver. Forsoning nås ikke gennem en hetz.«

Ordene stammer fra et anonymt kernemedlem af Blekingegade-banden, men der er ikke tale om historiske synspunkter fra dengang for snart 20 år siden, da de udførte grove personfarlige forbrydelser og drab for at støtte den palæstinensiske terrorgruppe PFLP. Ytringerne er så friske som fra februar 2008 og er trykt i det venstreorienterede blad Det Ny Clarté under overskriften ”Fjendebilleder og mælkebøtter”. Retorikken fra dengang er pudset op med nutidige eksempler som rydningen af Ungdomshuset, krigen i Afghanistan og Irak og sågar en henvisning til den omdiskuterede julekalender fra Yallahrup Færgeby, men meningen er ikke til at tage fejl af.

Danskerne er et passivt folkefærd, en samling aftenkaffemoralister, der har lukket øjnene for verdens uretfærdigheder, og i det store perspektiv er drabet på betjenten for intet at regne mod undertrykte folkeslags lidelser rundt omkring på kloden og de uretfærdigheder, som »uetniske danskere« udsættes for i Danmark.

»Til jer, som så USA's My Lai-massakre på fjernsynet, uden at det ændrede jeres liv... I, som mente, at danske soldater skulle hjælpe folkene i Afghanistan og Irak ved først at lade bomber regne over dem, og så genopbygge (...) Til jer, som, mens det skete, kunne nyde kaffen med chokoladedessert og sydfrugter (...) Jeg kan se, at I mener, at målet helliger midlet!«

Forsvarer drab på betjent
Der er tale om den helt store relativering, hvor der med henvisning til den nazistiske »Endlösung« skrives, at det ikke vil lykkes Dansk Folkeparti at rense landet for uetniske danskere, ligesom unge indvandreres optøjer i Gellerupparken i Århus hyldes og føjes ind i helheden:

»I kan knægte drengenes sunde oprør i Gellerup og kækt kaste palæstinenserne i fængsel, så israelere kan få banen og venskabskampen i Parken. I kan jage de unge fra Jagtvej, mens I freder den største fisk ved navn Møller, selv om han i mands minde har sejlet olie og våben til banditter overalt. Med rettidig omhu (f.eks. Operaen som aflad) slipper han for nærmere tiltale. Lovens lange arm er for kort til at nå den slags.«

Et sted er det dog meget konkret.

Og det er i forsvaret for drabet på Jesper Egtved Hansen, som samtidig er et angreb på den tidligere efterforskningsleder Jørn Moos, der har været fremme i medierne og bedt morderen om at gå til bekendelse.

Her fremgår det, at politiet selv var ude om det, for da politiet skød mod flugtbilen fra Købmagergade-røveriet, forsøgte »din kollega at slå os ihjel«. Og Blekingegade-medlemmet, der skød, kunne slet ikke se, hvem han skød mod, hedder det. Jesper Egtved Hansen var simpelthen usynlig for ham, da han affyrede »advarselsskuddet«, som det dræbende skud er kommet til at hedde i indlægget.

Med andre ord, der er ikke noget regnskab at gøre op.

Den holdning deler han med bandens andre medlemmer. Der er ingen af dem, der har haft behov for at bruge deres berømmelse til at føre sig offentligt frem, siden de i slutningen af 1980'erne blev landskendte som kernemedlemmer af Blekingegade-banden. Ingen, der har villet gøre op med fortiden i et offentligt forum. Tværtimod har de alle holdt meget lav profil. De fleste har holdt sig helt uden for offentlighedens søgelys, flere har ændret navn, er flyttet, har skiftet branche og fået ny familie, men et par af de syv har ved enkelte lejligheder løftet sløret for, hvordan de ser på samfundet, på deres forbrydelser og på spørgsmålet om skyld og soning.

Stemmerne fra Blekingegade
Indlægget i Det Ny Clarté er det nyeste af den type udmeldinger. Årsagen til det skal findes i den megen opmærksomhed og efterfølgende debat, som Peter Øvig Knudsens to bøger om banden har skabt. Øvig kaldes i indlægget hånligt for politiets lille ”Bukse-Marius” - et udtryk, der stammer fra Scherfigs roman ”Frydenholm” og henviser til en nazistisk medløber med forkærlighed for at gå i dameundertøj!

Personen bag ordene kalder sig ”Den anden stemme fra Blekingegade 2, 1. t.h.” og henviser direkte til ”Stemmen” fra Peter Øvig Knudsens bøger. Denne stemme, som vi for nemhedens skyld kalder ”Den første stemme”, har været igennem et opgør med fortidens gerninger og har revideret sit syn på bandens handlinger, som han klart fordømmer i dag.

”Den første stemme” forklarer i Øvigs bøger, at han først efter mange år har kunnet se konsekvenserne af sine handlinger i øjnene, og at han klart fortryder den smerte og lidelse, hans handlinger har medført for mange mennesker. Han er nået frem til, at en handling må vurderes ud fra dens konkrete konsekvenser. Derfor vil målet aldrig hellige midlet.

»Intet kan forsvare eller undskylde ofrenes lidelser,« hedder det et sted.

»Jeg ved ikke, om det rigtige ord er fortrydelse, men jeg er oprigtigt ked af, at vi har forvoldt så meget sorg og lidelse, både blandt vores egne familier og nærmeste og især blandt ofrene for vores forbrydelser. Jeg må se i øjnene, at vores aktiviteter har haft voldsomme negative konsekvenser, både direkte og indirekte, for mange menneskers liv,« siger han.

Nyttesløse resultater
Selve det politiske projekt har han også måttet revidere.

»Jeg støtter ikke den praksis, vores politiske projekt blev udmøntet i. Resultaterne af vores operationer var i realiteten ganske små og forekommer mig i dag nyttesløse. Palæstinenserne har ikke fået deres land tilbage, PFLP er en forsvindende lille organisation, og islamisterne har overtaget det palæstinensiske oprør. Vores tøjsendinger til Afrika har nok i virkeligheden haft en større positiv effekt end de relativt få millioner kr., vi støttede PFLP med,« forklarer han.

En helt afgørende brik i hans erkendelsesproces skete i fængselstiden, da han læste en artikel af historikeren Morten Thing, der skrev, at kommunisterne havde guddommeliggjort sig selv.

”Den første stemme” genkender Blekingegade-bandens selvopfattelse i det udsagn, fordi de i deres selvforståelse havde ret til at træffe vidtgående beslutninger for andres liv, fordi de så sig selv som bedre mennesker end andre. Og etiske overvejelser frøs de ned og gemte væk. De arbejdede ud fra den grundtanke, at små lidelser hos få mennesker var en lille omkostning i forhold til alt det gode, de gjorde for mange mennesker i den tredje verden. En tanke, gruppens medlemmer fik banket ind i hovedet af læremesteren Gotfred Appel.

Ender som kraniebrud hos en vagtmand

»Konsekvensen er, at når vi arbejder for bedre forhold for den tredje verdens milliarder af undertrykte og fattige mennesker, bliver et kraniebrud hos en vagtmand eller et psykisk sammenbrud hos en portvagt betydningsløst,« forklarer han.

Eller et drab på en betjent, kunne man fristes til at sige.

For så langt går ”Den første stemme” nemlig ikke selv. Han forholder sig til meget, og han angrer stort set alt, han har foretaget sig, men drabet på Jesper Egtved Hansen - den gerning, som får så mange mennesker til at hade Blekingegade-banden og dens retorik - går han som sine bandevenner helt uden om. En årsag kan være, at manden bag stemmen i virkeligheden er Bo Weimann, som ikke var med til røveriet i Købmagergade - og derfor dårligt kan angre drabet.

Det er der en del, der taler for, da ”Den første stemme” er ganske udførlig i sin omtale af Z-file, registeret over danske jøder og zionister, som blev sendt til PFLP. Han har frygtelig dårlig samvittighed over den angst, det har skabt hos gamle jøder og tidligere kz-lejrfanger. Arkivet var Bo Weimanns værk.

Lidelse kan ikke vejes op mod hinanden

Følgende udsagn fra ”Den første stemme” er det tætteste, vi endnu er kommet på et direkte formuleret opgør med bandens relativering af forbrydelser i en højere sags tjeneste:

»Der findes ikke ligegyldige ofre. Ét offer, tyve ofre, hundrede ofre - det er ét offer, tyve ofre, hundrede ofre for meget. Min egen selvkritik handler om, at jeg forvandlede verden til et moralsk system. Jeg tillod mig den tanke, at menneskelig lidelse kan vejes på en guldvægt, hvor jeg godt kunne lægge lidt mere lidelse på den ene vægtskål, fordi der var masser af lidelse på den anden.«

Bo Weimann er i dag it- og udviklingsdirektør i en større, delvist offentligt ejet dansk virksomhed og formand for en boligforening nord for København.

Medlemmer forsvarer handlinger
Kun en eneste gang er medlemmerne af Blekingegade-banden stået frem ved navn og har ytret sig om deres handlinger. Det skete i bogen ”Blekingegade 2, 1. t.h.” fra 1994 af journalisterne Betina Bendix og Lene Løvschall. Den er baseret på interviews med de fire kernemedlemmer, der blev dømt for Købmagergade-røveriet. På det tidspunkt var de ikke kommet på bedre tanker. De forsvarer deres handlinger indædt - Torkil Lauesen og Niels Jørgensen som de mest forbenede, mens Jan Weimann er mærket af skilsmisse og anger over sit dobbeltliv i forhold til børn og kone, og Carsten Nielsen er præget af den voldsomme ulykkes konsekvenser for hans liv.

»Jeg har gjort, hvad jeg synes er rigtigt, selv med 10 års fængsel in mente. Der har været en mening med mit liv, jeg har haft klare mål at kæmpe for. Samtidig havde min person en betydning. I nogle situationer var det ikke ligegyldigt, hvor jeg var henne, eller hvad jeg gjorde. Jeg har haft et rigt liv,« siger Niels Jørgensen.

Han har ikke noget imod at ytre sig om den døde betjent - og han bruger meget karakteristisk fuldstændig samme retorik og logik, som stemmen fra 2008, der står bag indlægget i Det Ny Clarté:

»Jeg må leve med, at betjenten døde. Men det var politiet, som åbnede ild. De skød, og det var tæt på, at flugtbilens chauffør blev dræbt. Det var en pludseligt opstået situation, hvor der lå en død betjent bagefter. Det var en kampsituation og selvforsvar. Skuddet var et varselsskud, som uheldigvis ramte betjenten i øjet. Det er ikke for at skyde ansvaret fra vores gruppe, men noget af ansvaret ligger også i politiuddannelsen. Betjentene skal lære, at det er dumt at skyde på bevæbnede røvere,« siger den på det tidspunkt psykologistuderende Niels Jørgensen.

Weimann: Det kan ikke sammenlignes

Jan Weimann slår en noget anden tone an og siger, at den unge betjents død ikke kan vejes op mod de 13 mio. kr., som røveriet indbragte PFLP:

»De to ting kan simpelthen ikke sammenlignes, og ingen i vores gruppe er så kyniske, at de kalkulerede med et sådant regnskab før et røveri.«

Om den fælles tavshed, der beskyttede og den dag i dag stadig beskytter morderen mod straf, er Niels Jørgensen, der sammen med Jan Weimann var anklagemyndighedens to bud på en drabsmand, den, der ytrer sig mest. Han kan ikke se, hvorfor han skulle hjælpe politiet med at opklare forbrydelsen. Ofrets slægtninge nævner han slet ikke:

»Vi dækkede os, så godt vi kunne, i retssagen. Når det meste af Danmark ikke har gjort en skid for at ændre det skæve verdensbillede, skal jeg - som nu ofrer flere år af mit liv - så lægge mig åbent frem og tage fem år mere? Hvem i alverden har gavn af det?«

Udsagnet er af flere blevet set som en indirekte indrømmelse af, at han var manden, der trykkede på aftrækkeren.

Livet efter løsladelsen
Af bogen fremgår det, at Jan Weimann, Torkil Lauesen og Niels Jørgensen alle hurtigt blev stærke og respekterede fanger i fængslet i Vridsløselille. Torkil Lauesen blev talsmand for de indsatte, læste statskundskab og skrev speciale om isolationsfængsling. Jan Weimann læste pædagogik på Københavns Universitet, mens han sad inde, og Niels Jørgensen forsøgte altså at uddanne sig til psykolog under sin afsoning.

Den 13 december 1995 blev de alle tre løsladt - som de sidste fra banden. Siden da er de dukket op i ny og næ.

Torkil Lauesen er den, der oftest har været fremme - både frivilligt, når han har ytret sig politisk i venstreorienterede tidskrifter, som oplægsholder i forbindelse med antiglobaliseringsbevægelsens storhed i begyndelsen af dette årtusind eller eksempelvis som medforfatter til bogen ”Revolutionære visioner anno 2005”. Heri skriver han bl.a., at »... noget er rykket nærmere siden da. Den kristne fundamentalisme - En hellig treenighed af racisme, antikommunisme og fascisme. I Den Ny Verdensordens Vaterland er det USA, fysisk repræsenteret ved præsident Bush og hans sortskjortede slæng i Det Hvide Hus, Pentagon, rustnings- og olieindustiren og i en strategisk alliance med det zionistiske Israel, der længe har ført an i et fælles jødisk/kristent fundamentalistisk korstog mod islam, der skal skafe Lebensraum på det palæstinensiske folks bekostning, gennem aggression, ulovlig besættelse, fordrivelse og ulovlig udrensning«. Bogen er udkommet på Oktober Forlag, og der er også bidrag af bl.a. Patrick MacManus, der er kendt som talsmand for Foreningen Oprør, der har været tiltalt for støtte til terrororganisationer ved åbent at sige, at der er sendt penge til PFLP i Mellemøsten og FARC i Colombia.

Torkil Lauesen har siden løsladelsen også gæsteundervist på Københavns Universitet, og han har holdt foredrag med Niels Jørgensen. Han sad isolationsfængslet i 14 måneder, hvor han begyndte at læse statskundskab og er i dag cand.scient.pol. Han skrev speciale om fængselsvæsnet, der resulterede i bogen ”Fra forbedringshus til parkeringshus”.

Torkil Lauesen er i dag ansat i et kvarterløfts-projekt i Københavns Kommune, hvor han arbejder med kulturdage og boligforbedringer. Da det for tre år siden kom frem, at han arbejdede i kommunen, medførte det et ramaskrig på Københavns Rådhus, men arbejdsgiverne beskrev ham som humoristisk og punktlig, og han er altså forsat ansat i kommunen.

Den blinde Carsten Nielsen, der blev idømt otte års fængsel, var i 1995 bannerfører ved en demonstration for løsladelse af den fire-dobbelte politimorder Palle Sørensen. Året forinden havde Morgenavisen Jyllands-Postens korrespondent i Afrika tilfældigt mødt ham i Namibias hovedstad Wind- hoek, hvor han besøgte hovedkvarteret for SWAPO-partiet.

Den tidligere modstandsbevægelse SWAPO hørte til i rækken af revolutionære bevægelser, som Blekingegade-banden støttede, og som medlemmerne af banden besøgte under rejser i det sydlige Afrika. I dag har Carsten Nielsen folkeregisteradresse i Højbjerg ved Århus, hvor han voksede op. Han har skiftet fornavn. På et tidspunkt læste han idéhistorie på Aarhus Universitet.

To mulige politimordere
Niels Jørgensen, der i dag har et nyt efternavn, bor nær Kartoffelrækkerne i København. Det ellers så engagerede Blekingegade-medlem er siden løsladelsen kun trådt offentligt frem en enkelt gang. Det skete ved et foredrag på Matthæusgades Skole i København, hvor han tryllebandt en hel gymnastiksal sammen med Torkil Lauesen. Niels Jørgensen, der aldrig gennemførte sin uddannelse som psykolog, er udpeget som en af to mulige politimordere.

Også Karsten Møller Hansen har opretholdt total tavshed, siden han blev idømt tre års fængsel og straks løsladt af landsretten, fordi han allerede havde siddet så længe varetægtsfængslet, at straffen ansås for afsonet. Karsten Møller Hansen, der er uddannet som elektrotekniker, bor fortsat i en haveforening i Københavns sydvestkvarter, hvor han også boede, da banden begik sin kriminalitet.

Peter Døllner, der som den første af de tiltalte bandemedlemmer forlod banden efter det mislykkede kidnapningsforsøg mod den svenske milliardærsøn Jörn Rausing i 1985, bor fortsat på Østerbro i København. For få år siden ernærede Peter Døllner sig ved at køre hyrevogn - ganske som da han blev anholdt i sin tid. Han, der sammen med Jan Weimann var med i bandens tidligste dage, har siden løsladelsen været helt anonym.

For 11 måneder siden skiftede Jan Weimann adresse og flyttede tilbage til Herlev, hvor han også boede, da han blev anholdt. Han har i dag skiftet til et almindeligt, anonymt sen-navn og bor i et socialt boligbyggeri få kilometer fra Gladsaxe Gymnasium, hvor han i sin tid oplevede sin politiske vækkelse. Han har tidligere boet i rækkehus i Farum, men skiftede altså adresse, kort efter at Peter Øvig Knudsen udgav sin første bog om Blekingegade-banden i foråret 2007. Jan Weimann er udpeget som den anden af to mulige politimordere.

Morgenavisen Jyllands-Posten kender de nye navne og adresser på samtlige medlemmer af kernegruppen. Ingen af de dømte har ønsket at tale med avisen i forbindelse med denne artikel.