Drabet på en politibetjent

Drabsmanden skød for at dræbe. Skuddet, som ramte den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen i øjet, blev ikke affyret som et affektskud fra hoften. Drabsmanden tog geværet op i øjenhøjde, sigtede vandret mod den unge politimand og skød.

Det var essensen af den forklaring, som Gerhard Martens, chef for våbensektionen i politiets tekniske afdeling, havde leveret i Østre Landsret denne dag, tirsdag den 19. februar 1991.

Kriminalassistenten havde dermed afvist forklaringen fra en af de tiltalte, Carsten Nielsen, at der var tale om et affektskud, da en af hans kammerater fra Blekingegade-banden under flugten fra postkuppet i Købmagergade tidligt om morgenen den 3. november 1988 hoppede ud af flugtbilen og dræbte Jesper Egtved Hansen.

På baggrund af opmålinger på gerningsstedet og prøveskydninger havde Gerhard Martens fortalt dommerne og nævningene, at skuddet var affyret fra 20-25 meters afstand, vandret og i en øjenhøjde af 178 centimeter plus-minus fem centimeter.

»Der er lige så fladt i Købmagergade som på skydebanen på Kalvebod Skydeterræn, hvor vi har lavet prøveskuddene,« havde våbensektionschefen forklaret uden skyggen af forbehold eller tvivl.

Nu stod Manfred Petersen, forsvarer for en af de tiltalte i Blekingegadesagen, i Købmagergade med sin cykel, på vej hjem efter retsmødet. Han var ikke i tvivl. Købmagergade var ikke vandret. Med det blotte øje kunne han se hældningen ned mod Højbro Plads.

Ubrugelige
Politiets beregninger af, hvor høj drabsmanden skulle være for at have kunnet affyre skuddet, kunne ikke bruges til noget. Ikke til andet end at fastslå, at drabsmanden skulle være endnu højere end angivet af Gerhard Martens, for at det kunne passe, at han havde sigtet i øjenhøjde, før han skød. Drabsmanden stod nemlig et sted i gaden, som lå lavere end det sted, hvor Jesper Egtved Hansen var placeret.

Allerede efter retsmødet havde Thomas Rørdam, forsvarer for Niels Jørgensen, med tilfredshed konstateret over for pressen, at Gerhard Martens' forklaring udelukkede hans klient som drabsmand, da han var to centimeter for kort til at have kunnet affyre skuddet. Da Thomas Rørdam senere på dagen blev orienteret om Manfred Petersens iagttagelser i Købmagergade, udtalte han:

»Hvis gaden hælder, som jeg har fået refereret, har jeg svært ved at se, at resultatet af nye undersøgelser vil blive korrigeret i en for min klient negativ retning.«

Nægtede at være med
Hvis drabsmanden havde sigtet i øjenhøjde, kunne det ikke være Thomas Rørdams klient med hans 183 centimeter med sko på. Så skulle Niels Jørgensen være betydeligt højere.

Niels Jørgensen nægtede at have deltaget i røveriet i Købmagergade og det efterfølgende drab, men havde ikke desto mindre konstant været i fokus som potentiel drabsmand, siden anklageren, statsadvokat H.C. Abildtrup, var gået i gang med bevisførelsen om de to sidste punkter, røveriet og drabet, for mere end to måneder siden.

Hvis det lykkedes anklageren at bevise de tiltaltes skyld, kunne de ende med at blive idømt fængsel på livstid.

Politiet havde satset alt på opklaringen af drabet. Politiets Efterretningstjeneste, PET, som havde haft kendskab til banden siden slutningen af 1970'erne, begyndte straks efter kuppet at skygge og aflytte den hårde kerne af banden: Niels Jørgensen, Jan Weimann, Torkil Lauesen og Peter Døllner.

Nu sad de på anklagebænken i Østre Landsret sammen med yderligere tre venstrefløjsrevolutionære. Niels Jørgensen var synligt berørt, rødmosset i ansigtet med blanke øjne og flakkende blik, op i loftet eller ned i gulvet, da han fulgte anklagerens præsentation af billederne fra gerningsstedet på en af tv-skærmene i retssalen:

Løvstræde, Købmagergade, patruljevognen, blodpølen på gaden, tjenestepistolen ved siden af patruljevognens dæk.

Der var dødsens stille i retslokalet, da anklageren forelagde sagen. Niels Jørgensen og Jan Weimann, bandens formodede leder, var nævnt i en drejebog fundet i bandens dæklejlighed i Blekingegade, hvortil de begge - i lighed med Carsten Nielsen og Torkil Lauesen, som allerede ved retssagens start havde tilstået at have deltaget i Købmagergade-kuppet - havde nøgler.

De hævdede imidlertid, at planerne drejede sig om et aldrig gennemført røveri mod en af postvæsenets værditransporter få hundrede meter fra postkontoret i Købmagergade. Den plan havde de frivilligt opgivet flere måneder før røveriet i Købmagergade, sagde de.

Som årsag angav Niels Jørgensen, at han havde moralske skrupler ved at skulle bruge våben. Desuden var han sammen med sin søn, da røveriet blev begået i november. Det var fjerde gang, at han brugte sin søn som alibi i forbindelse med de fire røverier, som han var tiltalt for.

Skulle brændes
Politiet havde fundet papirerne hulter til bulter i to sorte tasker i Blekingegade. På taskerne stod »to be burnt« - skal brændes.

Carsten Nielsen havde ikke nået at bortskaffe drejebogen, før han kørte galt nær Birkerød og førte politiet på sporet af dæklejligheden på Amager, hvor der var både kriminelle planer og et kæmpe lager af våben, ammunition og sprængstoffer.

Et af papirerne var en såkaldt mangelliste, der var dateret den 20. oktober, men uden årstal. Det var ifølge politiets skrifteksperter skrevet af Niels Jørgensen.

Han hævdede, at det var fra 1987, mens anklageren påstod, at det var fra 1988. Hvis det var fra oktober 1988, havde Niels Jørgensen et alvorligt forklaringsproblem, for han påstod, at han i juli 1988 - altså flere måneder forinden - trak sig ud af arbejdet med et planlagt røveri mod en af postvæsenets værditransporter nær Købmagergade.

Var det rigtigt, måtte det, som Niels Jørgensen havde skrevet, altså dreje sig om selve Købmagergade-kuppet. Listen opremsede en række opgaver, og ud for opgaverne - bl.a. »sub.mac. renses«, »andre våben«, »bevæbning - hvem«, »knippel«, »N-kørekort« - var angivet bogstaverne G, T og P. Anklageren påstod, at det var røvernes dæknavne for George, Tom og Paul, og Carsten Nielsen havde forklaret, at hans dæknavn var George, og at han var chauffør i flugtbilen, en Toyota Hiace.

Ifølge Niels Jørgensen kunne G betyde ting, der skulle gøres, T kunne betyde, at ting skulle tænkes igennem, mens P kunne stå for parat.

Det ville være det eneste sted i materialet, hvor bogstaverne ikke stod for noget andet end navne.

I Carsten Nielsens egen plan for røveridagen - ”G's plan” - stod navnet Niels i sammenhæng med ordene: »K-gade« og »medbring eget tøj i tasker«.

»Jeg ved ikke, hvad det betyder. Det må De spørge Carsten Nielsen om,« lød det fra Niels Jørgensen, da anklageren foreholdt ham papiret.

Fingeraftryk
Niels Jørgensen optrådte også i Carsten Nielsens kalender for 30. oktober 1988. »Niels, Carst. - park. i gården? Kl. 1.00« Et andet sted på siden stod der: »N car (bil, red.) til hus?«.

»Det siger mig ikke noget,« lød det fra Niels Jørgensen.

Hans fingeraftryk var på et papir med den dialog, som to af røverne forklædt som kriminalassistenter havde brugt i portvagten som optakt til postkuppet. Dem måtte han have sat, før der blev skrevet på papiret, lød hans forklaring.

Hvor tynde forklaringerne end forekom, lykkedes det ikke for alvor anklageren at gennemhulle dem. Men tirsdag den 15. januar 1991 fik han uventet hjælp af en af Niels Jørgensens kammerater, den blinde Carsten Nielsen.

Uventet hjælp
Det skete under afhøringen af Carsten Nielsen om en »mangelliste« fra »20-10«, som Niels Jørgensen havde skrevet. Nogle få ord på listen var ifølge politiets skrifteksperter skrevet af Carsten Nielsen og Torkil Lauesen.

»Er det en fælles plan, De har lavet,« spurgte statsadvokat H. C. Abildtrup.

»Det kunne tyde på, at den har ligget fremme som en slags dagsorden,« svarede Carsten Nielsen, der om den sætning, han selv har skrevet - »tidsur time 2 min.« - forklarede:

»Tidsur diskuterede vi i forhold til, at aktionen ikke måtte vare mere end to minutter.«

Så satte anklageren ind med det afgørende spørgsmål:

»Var der møde i Blekingegade den 20. oktober 1988, hvor De drøftede det her?«

Slet ikke med
Flere forsvarere brød indignerede ind og forsøgte at komme Niels Jørgensen til undsætning med bemærkninger om, at Niels Jørgensen allerede havde forklaret, at han skrev papiret i 1987.

»Ja, ja, det ved jeg godt, men nu spørger jeg Carsten Nielsen om den 20. oktober 1988,« lød det rapt fra anklageren.

»Den 20. oktober 1987 var jeg slet ikke i Blekingegade, men der var en række møder i Blekingegade. Det var først i december 1987, at jeg begyndte at komme i Blekingegade. Jeg blev spurgt i november 1987, om jeg ville deltage.«

»Den 20. oktober 1987 var De slet ikke med i det her?«

»Nej,« lød det fra Carsten Nielsen, der dermed havde trukket tæppet væk under Niels Jørgensen og lænket ham til postkuppet.

Carsten Nielsen havde under en tidligere afhøring sagt, at man måske først fra august 1988 begyndte at bruge dæknavne som ”G” for George.

Der gik et minut, hvor Carsten Nielsen forklarede, at han i flugtbilen havde medbragt et aflangt, digitalt vækkeur, som skulle bippe, når de to minutter, som røveriet måtte tage, var gået.

Så brød Niels Jørgensens forsvarer ind.

»Undskyld, men jeg er nødt til at sige, at jeg er overanstrengt,« lød det fra Elsebeth Rasmussen, mens hun gemte ansigtet i sine hænder.

Klokken var 10.31, og mens retsformanden, landsdommer Bent Otken, straks udsatte retsmødet og fik tømt retssalen for mennesker, blev Elsebeth Rasmussen siddende på sin stol med hovedet gemt i hænderne.

Tredje forsvarer
To af rettens protokolførere hjalp efter er par minutter Elsebeth Rasmussen ud i et lokale bag retten, samtidig med at sikkerhedsvagter via politiets radiotjeneste tilkaldte læge- og hjerteambulance.

De ankom kort efter, men advokaten var da kommet så meget til sig selv, at hun selv kunne gå ud til ambulancen, som kørte hende til skadestuen.

Det var kun Elsebeth Rasmussens andet retsmøde som forsvarer for Niels Jørgensen. Hun havde fulgt sagen fra begyndelsen som reserveforsvarer, og brug for hende blev der, da Niels Jørgensens forsvarer, Jan Schultz-Lorentzen, blev ramt af sygdom. Elsebeth Rasmussen havde da meddelt retten, at hun kun skulle bruge en uge til forberedelse af sit detailforsvar for Niels Jørgensen.

Nu var hun brudt sammen, kun seks dage før bevisførelsen i århundredets retssag forventedes afsluttet. Skulle hele sagen, som havde varet et halvt år, gå om? Skulle sagen fortsætte, mens Niels Jørgensens sag blev udskilt til særskilt afgørelse? Eller skulle han have en helt ny forsvarer, den tredje?

Rørdam på bane
To dage senere mødte Niels Jørgensen igen i retten. Storsmilende på sin 37 års fødselsdag, og i pauserne, da retten forsøgte at finde en løsning på forsvarerproblemet, snakkede han lystigt.

Elsebeth Rasmussen var der ikke og havde bedt sig fritaget som forsvarer. Som et vidnesbyrd om hendes pludselige kollaps var der på hendes tomme plads efterladt seks røde ringbind, mærket ”Blekingegadesagen”, og på gulvet stod en stor, brun kuffert og en grøn rygsæk.

Niels Jørgensen fik en ny forsvarer, advokat Thomas Rørdam. Han skulle sætte sig ind i ca. 8.000 siders materiale og krævede sagen udsat i fire uger.

Det valg skulle Niels Jørgensen ikke komme til at fortryde - og hans kammerater skulle også komme til at nyde godt af det.

Helt skånet blev Niels Jørgensen ikke, da sagen blev genoptaget, og Torkil Lauesen afgav forklaring. Torkil Lauesen fortalte, at han i september eller oktober 1988 skrev dialogen, som blev ført i portvagten som indledning til røveriet. Det skete med andre ord flere måneder efter juli 1988, da Niels Jørgensen påstod, at han trak sig fra projektet på grund af moralske skrupler.

I et andet papir, som ifølge Torkil Lauesen også knyttede sig til postkuppet, var et ”N” - som i alle andre sammenhænge betød Niels - streget ud og erstattet af dæknavnet "John”.

»Hvad er det, der er streget ud foran John,« spurgte retsformand Bent Otken.

»Det vil jeg ikke tolke,« lød det kort fra Torkil Lauesen. Røvernes dæknavne var ifølge drejebogen John, Bob, Paul, George og Tom. Anklageren havde sat navne på tre af dem. ”George” var Carsten Nielsen, ”Tom” var Torkil Lauesen. Begge havde tilstået. ”Paul” var PFLP-manden, Marc Roland Rudin.

Men hvem gemte sig bag dæknavnene ”John” og ”Bob”?

Statsadvokaten fik ingen hjælp til at knække koden, som var nødvendig for at kunne fastslå, hvem der sad på forsædet ved siden af chaufføren. Det var ifølge Carsten Nielsen den person, som skød og dræbte den unge politibetjent under flugten fra røveriet.

Ingen ville sige, hvem der sad på passagersædet. Da anklageren var færdig med afhøringerne af de tiltalte, syntes han stadig at være i tvivl om, hvilken plan røverne havde fulgt. Han havde tidligt vist særlig interesse for en plan, som handlede om et planlagt røveri mod en af postvæsenets værditransporter i Niels Hemmingsensgade, få hundrede meter fra postkontoret.

»Meget passer godt«
Det var den plan, som Niels Jørgensen og Jan Weimann sagde, at de havde været med til at lave, men havde opgivet i juli 1988.

Som anklageren på et tidspunkt, og nærmest uden at forvente svar fra de tiltalte, sagde:

»Meget passer jo meget godt på Købmagergade, selv om det handler om Niels Hemmingsensgade.«

På baggrund af rollefordelingen i Niels Hemmingsensgade-planen havde pressen allerede inden afhøringerne af de tiltalte skrevet, at Niels Jørgensen måtte være manden, som sad på passagersædet.

I den plan optrådte røverne bag bogstaver som N, T, J, C og X - Niels Jørgensen, Torkil Lauesen, Jan Weimann, Carsten Nielsen og en ukendt.

Under det fuldbyrdede røveri mod postkontoret i Købmagergade blev de engelske dæknavne anvendt. Carsten Nielsen og Torkil Lauesen havde de samme funktioner i begge planer, og ud fra vidneafhøringer i retten lykkedes det at fastslå, at forsidepassageren var identisk med den mand, forklædt som kriminalassistent, der stod med et jagtgevær midt i postgården under røveriet. Han talte dansk. Altså måtte udlændingen Paul, alias schweizeren Marc Roland Rudin, have været i lastrummet i flugtbilen sammen med Torkil Lauesen.

Men var det ”John” eller ”Bob”, som sad på forsædet? Og hvem gemte sig bag disse dæknavne?

Ikke i tvivl
Statsadvokat H.C. Abildtrup var ikke det fjerneste i tvivl om, at det var Niels Jørgensen og Jan Weimann, men han var ude af stand til at fastslå, hvem af dem der var henholdsvis ”Bob” og ”John”.

»Jeg tror, at De var ”John”,« sagde anklageren til Jan Weimann, som pure afviste at kende noget som helst til dæknavnene.

Ifølge Niels Hemmingsensgade-planen skulle Jan Weimann være forklædt som uniformeret betjent og klæde om bag i flugtbilen.

De tiltalte ville ikke udtale sig om hinanden, men ifølge Torkil Lauesen var rollefordelingen under det fuldbyrdede kup anderledes end i Niels Hemmingsensgade-planen.

Nederlaget totalt
Så anklageren kunne ikke uden videre gå ud fra, at Jan Weimann også var forklædt som uniformeret politibetjent under Købmagergade-kuppet, og at Niels Jørgensen således måtte være manden, der sad ved siden af chaufføren Carsten Nielsen på forsædet - og dermed var drabsmanden.

Niels Jørgensen eller Jan Weimann?

Det lykkedes aldrig statsadvokaten at nagle en af dem til drabet. Ingen vidner kunne udpege en af dem som drabsmanden. Og på bevisførelsens sidste dag, i det 52. retsmøde den 28. februar 1991, blev nederlaget totalt. Her forsvandt tillige anklagerens grundlag for at påstå, at drabsmanden sigtede for at dræbe - at han tog geværet op i øjenhøjde og sigtede vandret mod politibetjent Jesper Egtved Hansen.

Skuddet blev nemlig affyret i hoftehøjde, forklarede chefen for politiets tekniske afdeling, kriminalinspektør Mogens Plesner Mathiasen, på baggrund af nye tekniske undersøgelser i Købmagergade. Gaden er ikke vandret, men falder 28 centimeter over små 34 meter, kunne han fortælle. Så der var ikke skudt i øjenhøjde, som sektionschef Gerhard Martens fejlagtigt havde forklaret i retten tidligere.

»Det er beklageligt. Han er gået i vandet,« undskyldte Mogens Plesner Mathiasen.

Statsadvokaten stod uden drabsmand, så hans eneste håb var nu, at han under proceduren kunne overbevise nævningene og dommerne om, at røverne på forhånd havde aftalt at skyde for at dræbe, så han kunne få dem dømt kollektivt.

Beviser herfor havde han imidlertid ikke fået antydningen af fra de tiltalte. Og med den seneste forklaring fra chefen for politiets tekniske afdeling om, hvordan det dræbende skud blev affyret, fra hoften, var skandalen en realitet.

Uoverstigelig opgave
I den største mordsag i nyere tid havde politiet begået en gigantisk brøler. Anklageren kunne ikke pege på en drabsmand. Han kunne heller ikke længere påstå, at drabsmanden - hvem han end var - skød for at dræbe med et sigteskud.

Statsadvokaten stod foran en nærmest uoverstigelig opgave, hvis det skulle lykkes ham at overbevise nævningene og de juridiske dommere om, at de skulle dømme de tiltalte kollektivt for drabet.

Han erkendte ligeud i sin procedure, at han ikke kunne bevise, hvem der skød og dræbte Jesper Egtved Hansen.

»Jeg tror ikke, at de havde planlagt at dræbe,« sagde H. C. Abildtrup, som dog alligevel krævede Niels Jørgensen, Jan Weimann, Torkil Lauesen og Carsten Nielsen dømt kollektivt for drabet, da de måtte være klar over, at det var »overvejende sandsynligt, at det ville ende, som det gjorde«.

Statsadvokaten henviste til, at røverne havde aftalt at skyde mod efterfølgende biler med overordentlig kraftige hagl fra et jagtgevær oversavet i begge ender, at det ville give et voldsomt rekyl, som fik skuddet til at gå opad, og at drabsmanden ville vide dette, da han havde prøveskudt med jagtgeværet.

Ud over de papirer, som de fire havde skrevet, og som anklageren relaterede til Købmagergade-røveriet, henviste han til, at de alle fire havde nøgler til dæklejligheden i Blekingegade, som alene blev brugt til planlægning af kriminelle aktiviteter. Ingen andre, underforstået end røverne, havde nøgle til lejligheden, havde Torkil Lauesen på et tidspunkt sagt, og straks han opdagede, at han havde jokket i spinaten, forsøgte han at løbe fra forklaringen, sagde anklageren i sin 10 timer lange procedure.

Nøgleteori
Han ville også have den hårde kerne af banden, Niels Jørgensen, Jan Weimann og Torkil Lauesen, dømt for rullestolskuppet i Herlev og røveriet mod Daells Varehus. Heller ikke her kunne han fremlægge beviser mod hver enkelt, men alene det, at de havde nøgler til dæklejligheden, hvor politiet fandt spor fra røverierne, var tilstrækkeligt til at dømme dem, lød det fra anklageren, der gik efter at få de tre og Carsten Nielsen sendt i fængsel resten af deres liv.

»Statsadvokatens nøgleteori er i åbenbar strid med fundamentale strafferetlige principper. Et strafansvar kan ikke baseres på, hvem der havde nøgler,« sagde advokat Thomas Rørdam i sin procedure.

»Ikke forsæt«
Han fremhævede, at forudsætningen for at kunne dømme de tiltalte for røverierne og drabet var, at der var beviser mod hver enkelt tiltalt. Sådanne havde anklageren ikke fremlagt, heller ikke i Købmagergade-røveriet, argumenterede forsvareren for Niels Jørgensen.

Advokat Thorkild Høyer, forsvarer for Torkil Lauesen, havde på alle forsvarernes vegne påtaget sig opgaven at få de tiltalte frifundet for drabet.

»Der er tale om en dybt tragisk og ulykkelig hændelse, og Jesper Egtved Hansen og hans familie fortjener al mulig sympati. Men der er ikke tale om drab, for de havde ikke forsæt til at dræbe,« sagde Thorkild Høyer.

Han betonede, at det alene var aftalt at skyde efter dækkene på eventuelle forfølgere, at man alene brugte store hagl, fordi de skulle kunne trænge igennem et dæk, de var ikke beregnet til at skyde mod mennesker, at der blev skudt fra hoften og ikke sigtet i øjenhøjde, og at røverne havde gjort sig anstrengelser i øvrigt for at undgå en konfrontation med politiet.

»Det er ikke overvejende sandsynligt, at følgerne af at medbringe et jagtgevær ville resultere i drabet på en politimand. Man kan også se, at der ikke er sigtet efter politimanden, som blev ramt af det yderste hagl i bygen. Hvis man ville skyde ham, var det ikke noget problem at få hele bygen til at ramme ham,« lød det fra Thorkild Høyer, da han opfordrede nævningene til at sige nej til spørgsmålet, om de tiltalte var skyldige i drab.

Denne artikel bygger på retsbøger fra Københavns Byret og Østre Landsret, Morten Pihls samtidige notater fra retssagen, samtaler med implicerede samt artikler fra landsdækkende mediers dækning af sagen.