Operation Good Caesar

Peter Døllner tog plads i stolen bag skranken foran dommerne i Østre Landsrets 1. afdeling. Til højre for ham rejste statsadvokat H. C. Abildtrup sig iført sin sorte kappe med lilla revers over den hvide skjorte.

Anklageren skulle i gang med en afgørende afhøring.

Den 42-årige tømreruddannede Peter Døllner havde engang tilhørt den hårde kerne af Blekingegade-banden, men han havde forladt banden og sine politiske kampfæller for flere år siden.

Han var en af de frafaldne, og i retten var han ikke en del af det ubrydelige fællesskab, der knyttede de seks andre mænd på anklagebænken sammen. Han holdt sig for sig selv. Desuden havde Peter Døllner vist åbenlyse svaghedstegn, og det havde anklageren tænkt sig at udnytte, når han tog Peter Døllner under behandling.

Peter Døllner virkede ikke alene skræmt over anklagerens aggressive facon. Han havde også spillet anklageren gode kort i hånden ved at åbne munden over for politiet allerede under efterforskningen.

Belastende forklaring
Mens Jan Weimann, Niels Jørgensen og Torkil Lauesen - alle en del af den hårde kerne - kategorisk havde nægtet at udtale sig om sagen, før de afgav forklaring i Østre Landsret, hvor alle de andre tiltalte kunne høre det og indrette deres forklaringer efter hinanden, havde Peter Døllner indtil flere gange over for politiet og i indenretlige forhør i Københavns Byret fortalt, hvorfor banden i januar 1985 opgav at kidnappe den svenske rigmandssøn Jörn Rausing for at skaffe 25 mio. dollars svarende til 280 mio. kr. til PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse.

Peter Døllners forklaringer var stærkt belastende for ham selv og hans tidligere kammerater i banden.

Nu var tidspunktet kommet, da anklageren skulle banke sømmene i kisten, der skulle sende de tiltalte mange år i fængsel.

Næst efter drabet på den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen under Købmagergade-røveriet, var kidnapningen sagens alvorligste. Den kunne sende de tiltalte i fængsel i op til 18 år.

Alle de tiltalte tilstod at have forsøgt at kidnappe Jörn Rausing, men de påstod, at de opgav planen, fordi de fik moralske skrupler, og derfor krævede de at slippe for straf. Når man frivilligt opgiver at begå en forbrydelse, fordi man kommer på bedre tanker, kan straffen bortfalde.

I Østre Landsret havde både Niels Jørgensen og Bo Weimann afgivet forklaring, før Peter Døllner blev udspurgt. De havde forklaret, at de opgav på grund af moralske skrupler.

Jörn Rausing skulle kidnappes fra sin lejlighed i Lund, Sverige, den 7. januar 1985 om morgenen. Han skulle bedøves, bæres ud til en bil i en hjemmelavet trækasse og transporteres til Norge, hvor han skulle skjules i en specialindrettet celle i en fjeldhytte. Banden vidste, at Jörn Rausing havde en kæreste, og det var planen, at hun skulle bedøves og efterlades lænket til en seng i lejligheden, hvis hun overnattede hos Jörn Rausing, lød forklaringen fra Niels Jørgensen og Bo Weimann. Kæresten kom derfor ikke som nogen overraskelse for dem hin januarmorgen.

Statsadvokat H. C. Abildtrup troede ikke på deres forklaringer. De var opfundet til lejligheden og blev brugt i et forsøg på at unddrage sig staf. Det var Jörn Rausings kæreste, som kom på tværs af banden og spolerede kidnapningen, mente anklageren:

Kæresten kom i vejen
Umiddelbart før den planlagte kidnapning opdagede banden nemlig, at Jörn Rausings kæreste overnattede hos ham i lejligheden i Lund. Og det kom bag på dem, fordi de i planlægningen ikke havde taget højde for, at hun også ville være til stede. Da det gik op for dem, at hun også var der, opgav banden derfor.

Det var med andre ord en udefrakommende begivenhed, en fysisk forhindring - og ikke moralske skrupler - som fik banden til at opgive, og så kan man ikke slippe for straf. Det var dette, som anklageren nu ville bøje i neon for nævningene, da han spurgte Peter Døllner, hvad man skulle gøre, hvis kæresten var til stede.

»Det skulle ikke udføres, hvis hun var til stede i lejligheden,« svarede Peter Døllner, mens han missede med sine mørke øjne.

Da De tager af sted fra København den 7. januar, må De altså have gået ud fra, at hun ikke var til stede?

»Ja.«

Og det var en aftale?

»Ja, sådan har jeg opfattet det.«

Statsadvokaten havde taget sit første stik hjem. Han havde fået underbygget sin tese om, at banden var taget fra København mod Lund for at kidnappe Jörn Rausing, da banden - formentlig fra et medlem af banden, som observerede uden for lejligheden - havde fået at vide, at kæresten overnattede der.

Naglet fast
Den 266 sider lange drejebog, som politiet havde fundet i de tiltaltes dæklejlighed i Blekingegade, og som detaljeret beskrev, hvordan den svenske rigmandssøn skulle kidnappes og løslades efter betaling af en stor løsesum, naglede dem fast til forbrydelsen, og derfor havde de tilstået forsøg på kidnapning.

Nu var anklageren godt i gang med at prikke hul på de tiltaltes sidste forsvarsværk - forklaringen om, at de opgav på grund af moralske skrupler.

Det var tilsyneladende også gået op for Peter Døllner, at han netop havde udleveret sig selv og sine medtiltalte, og han slog nu ind på den forklaring, som de øvrige tiltalte havde afgivet: Da banden var samlet uden for Lund om morgenen den 7. januar og skulle kidnappe Jörn Rausing, havde en af de tiltalte sagt, at han ikke ville deltage.

»Der var ikke de store argumenter. Det resulterede i, at vi hurtigt sagde, at vi ikke kunne gøre det. Det var en lettelse,« sagde Peter Døllner.

Statsadvokaten troede ikke en døjt på Peter Døllner, og han var langt fra færdig med sit krydsforhør.

Nu skulle det tidligere kernemedlem af banden spiddes for alvor.

På pulten foran anklageren lå papirer med Peter Døllners tidligere forklaringer.

De gik alle ud på, at kidnapningen blev opgivet på grund af »tekniske vanskeligheder«.

Anklageren spurgte igen og igen Peter Døllner, hvorfor han havde angivet »tekniske vanskeligheder« som årsag i sine forklaringer til politiet og i byretten, når han nu sagde noget andet, men det kneb med forklaringerne.

Til sidst lød det fra Peter Døllner:

»Det er også et forkert udtryk at bruge,« forsøgte Peter Døllner.

Hvorfor skifter De forklaring?

»Nu ønsker jeg at fortælle det, som det er.«

Hvorfor først nu? Det er jo et uhyre vigtigt punkt!

»Jeg kan ikke udtrykke det nærmere.«

Kan det hænge sammen med, at De om morgenen fik at vide, at Jörn Rausing ikke var i lejligheden alene?

»Nej, bestemt ikke. Da vi tog over Øresund, var alle forudsætninger i orden.«

Bo Weimann siger, at man vidste, at Rausing ikke var alene. Var det den »tekniske vanskelighed?«

»Nej«, sagde Peter Døllner og forsøgte nok engang at lægge mest mulig luft til forklaringen om, at banden opgav, fordi man pludselig opdagede, at kæresten overnattede hos Jörn Rausing, og så skulle man, ifølge Peter Døllners første forklaring denne dag, ikke gennemføre kidnapningen.

Anklageren slap sit kvælertag og lod Peter Døllner forklare i ro og mag, at banden flere gange i tiden efter den 7. januar mødtes i dens daværende dæklejlighed på A. F. Beyers Vej på Frederiksberg for at tale om en gennemførelse af planen på et senere tidspunkt, men at det endte med, at man opgav. Han fortalte, at han havde meddelt de andre, at han meldte sig ud af det politiske arbejde og ”organisationen”.

»Jeg må have været desillusioneret over det arbejde, jeg deltog i. Selv om motiverne var ædle, var det moralsk forkert,« lød det fra Peter Døllner.

Og når en deltager forlod gruppen, var det urealistisk at gennemføre planen?

»Ja, vi skulle være seks,« svarede Peter Døllner.

Forsvar blev skadet
Selv om Peter Døllner under statsadvokatens krydsforhør havde forsøgt at rette sin forklaring ind, så den passede med de øvrige tiltaltes, havde den skadet alle de tiltaltes forsvar så meget, at den 36-årige Niels Jørgensen fandt anledning til i samme retsmøde at kommentere Peter Døllners forklaring.

Peter Døllner sagde, at hvis Rausings veninde var til stede, så skulle man ikke gennemføre planen. Mener De det samme, spurgte H. C. Abildtrup.

»Nej, overhovedet ikke.«

De mener, at hun skulle bedøves og bindes til sengen i lejligheden?

»Jeg tror ikke, at Peter Døllner kan huske det. Der er så mange andre ting, han ikke kan huske,« lød det fra en tydeligt irriteret Niels Jørgensen.

Torkil Lauesen var lige så afvisende over for Peter Døllners forklaring om, at kidnapningen ikke skulle gennemføres, hvis kæresten var i lejligheden.

»Det er noget vås,« lød det fra Torkil Lauesen.

Læs videre i morgen om dramaet i retten om Operation "Good Caesar"

Denne artikel bygger på retsbøger fra Københavns Byret og Østre Landsret, Morten Pihls samtidige notater fra retssagen, samtaler med implicerede samt artikler fra landsdækkende mediers dækning af sagen.