Århundredets retssag 2

Under et sikkerhedsopbud, der aldrig tidligere var set, indledtes retsopgøret mod Blekingegade-banden den 3. september 1990. Hvad skete der i retten, og hvorfor gik det, som det gjorde? I seks kapitler fortæller Morgenavisen Jyllands-Posten højdepunkterne fra retsdramaet. Dette er anden del af beretningen om den første dag i retten.

De syv tiltalte i Blekingegade-sagen var kørt til Østre Landsret under bevogtning af maskinpistolbevæbnet politi. I området omkring landsretten lå skarpskytter på tagene. På gaden var civilklædt politi og kampklædt politi. Inden for i landsretten var der også politi overalt. Aldrig tidligere havde der været så massivt et sikkerhedsopbud i forbindelse med en retssag.

En efter en var de tiltalte med forbindelse til international terror blevet ført ind i retssalen eskorteret af hver sin politivagt. Først Bo Weimann, siden Niels Jørgensen, Torkil Lauesen, den blinde Carsten Nielsen, Karsten Møller Hansen, Jan Weimann og til sidst Peter Døllner, alle medlemmer af Blekingegade-banden.

I halvandet år havde de siddet varetægtsfængslet. Nu var de samlet til det første retsmøde i ”århundredets retssag”.

Anklageren H. C. Abildtrup havde læst det 20 sider lange anklageskrift med 15 anklagepunkter op. Politidrab, røverier, kidnapningsforsøg, dokumentfalsk, våbenhæleri og meget mere.

Så var øjeblikket kommet, da de tiltalte skulle sige, hvordan de forholdt sig til anklagerne, der kunne sende dem i fængsel på livstid. Der var helt stille.

Tavsheden brydes
Jan Schultz-Lorentzen, forsvarer for Niels Jørgensen, brød tavsheden, da han erklærede, at hans klient krævede frifindelse på alle punkter. Niels Jørgensen havde ikke deltaget i forbrydelserne - heller ikke røveriet i Købmagergade. Han kunne erkende få tilfælde af dokumentfalsk, forsøg på tyveri af våben fra et norsk militærdepot og forsøg på kidnapning, men han skulle frifindes eller slippe for straf på grund af forældelse, og fordi han opgav planerne om at stjæle våben og kidnappe en svensk rigmandssøn.

Dette mønster fortsatte, da de tre næste forsvarere afslørede, hvordan deres klienter stillede sig til de alvorlige anklager. De var uskyldige og skulle frifindes eller slippe for straf.

Thorkild Høyer, forsvarer for den blinde Carsten Nielsen, fortsatte i samme spor som sine kolleger med krav om frifindelse i de første otte forhold.

Men så kom overraskelsen.

»Carsten Nielsen erkender medvirken til røveriet i Købmagergade,« sagde Thorkild Høyer.

De tiltalte fortrak ikke en mine.

Mens journalisterne griflede løs, var anklageren ved at bide sin pen over, for han havde ingen anelse om, at tilståelserne var på vej, da Carsten Nielsen ikke havde villet udtale sig om kuppet under efterforskningen.

Tunge beviser
Men beviserne mod ham var så tunge, at de ikke var til at komme uden om. Han kunne dog ikke erkende formuleringen i anklageskriftet om, at der deltog en sjette mand i røveriet.

De var kun fem, og han var en af dem.

Hvad så med det sidste anklagepunkt: Drabet på den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen, der blev skudt af røverne under flugten fra postkuppet?

»Frifindelse«, lød det fra Thorkild Høyer, der satte sig ned på sin stol bag pulten.

Hans kompagnon i advokatfirmaet, Niels Forsby, forsvarer for Torkil Lauesen, rejste sig og lagde ud med at fortælle, at hans klient erkendte sig skyldig i anklageskriftets fire første forhold. Han ville også erkende, at han havde leveret oplysninger til den såkaldte Z-file - indsamlingen og systematiseringen af Israel-sympatisører - men han ville frifindes, fordi han mente, at det ikke var ulovligt, da oplysningerne ikke skulle bruges af PFLP i Danmark.

Så udløstes dagens anden bombe. Torkil Lauesen »erkender medvirken til røveriet i Købmagergade«, meddelte Niels Forsby og sluttede med et krav om frifindelse for drab.

Som den første forsvarer havde lagt ud, sluttede den sidste, Niels Fredsted, forsvarer for Jan Weimann.

»Frifindelse«, lød det til anklagepunkterne fra 1 til 15.

Jan Weimann kunne erkende forsøg på dokumentfalsk og forsøg på røveri mod Amagerbanken, men ville frifindes, fordi det ikke var strafbart i lovens forstand. Han kunne også erkende forsøg på tyveri af våben fra et norsk militærdepot og kidnapningsforsøg, men krævede at slippe for straf, fordi han frivilligt opgav.

Under isolationsfængslingen havde de sigtede og senere tiltalte kun i meget begrænset omfang udtalt sig til politiet eller i indenretlige forhør om anklagerne. Jan Weimann, Torkil Lauesen og Carsten Nielsen havde opretholdt total tavshed, og det samme havde Niels Jørgensen om de alvorligste forhold.

91 anklagepunkter
Nu havde de for første gang - og alle i overværelse af hinanden - offentligt fortalt, hvordan de forholdt sig til de i alt 91 anklagepunkter.

Kun i 9 af anklagerne kunne de erkende sig skyldige. Det meste småtterier. Kun to af tilståelserne gik på noget, som kunne straffes hårdt: Købmagergade-kuppet.

Statsadvokaten havde, da han skrev anklageskriftet, barberet kraftigt i de oprindelige sigtelser, som blev rejst mod banden, da den blev anholdt i foråret 1989.

Terrorparagraf overtrådt
En af de sigtelser, som ikke var kommet med i anklageskriftet, handlede om, at banden med sit samarbejde med PFLP havde overtrådt straffelovens såkaldte terrorparagraf, paragraf 114. Det var denne sigtelse, som bandt sagen sammen - som var det mørtel, der holdt murstenene sammen - havde politiet sagt igen og igen under efterforskningen og i retten, når man havde krævet de sigtede fortsat varetægtsfængslet.

I sin forelæggelse efter frokostpausen kom statsadvokaten ikke ind på, hvorfor 114-forholdet ikke var med i anklageskriftet.

Forbindelsen til PFLP lagde han i sin forelæggelse i retten dog ikke skjul på, om end han lige ud erkendte, at »det er vanskeligt« at sige, hvad PFLP er for en organisation.

»Jeg er ikke i stand til at beskrive PFLP,« sagde H.C. Abildtrup og oplyste, at det ville vidner senere forsøge at gøre.

I sin forelæggelse beskrev anklageren de tiltaltes placering på den yderste venstrefløj - som medlemmer af Kommunistisk Arbejderkreds, KAK, ungdomsafdelingen KUF og senere Manifest-KA.

H. C. Abildtrup var kun få sekunder inde i forelæggelsen, da retten fik det første signal om anklagerens strategi og tankegangen bag de rejste anklager.

»Selv om der ikke er tekniske beviser mod alle tiltalte i samtlige forhold, så er der rejst tiltale mod dem i det omfang, som de var medlemmer af KAK eller Manifest-KA. Det knytter dem sammen. Disse forbrydelser er så nøje planlagt, at en eller to ikke kan gøre det alene. Det må gøres meget nøje, derfor den kollektive tiltalte. Der er så tunge indicier mod dem, at der kan føres bevis mod dem.«

Denne strategi, der var kontroversiel og ikke uproblematisk, da den umiddelbart var i strid med grundprincippet i dansk ret om, at der skal være individuelle beviser for at kunne dømme, skulle i de kommende måneder stå sin prøve.

Men inden da havde statsadvokaten flere dages forelæggelse foran sig, hvorunder nævningene skulle se de ting, som var fundet i dæklejligheden på Amager, bl.a. våben og sprængstoffer, radioer til at aflytte politiet, rumaflytningsudstyr skjult i små æsker camoufleret som lappegrej og magnyl, spionkameraer, detektor til afsløring af rumaflytning, walkie-talkies, professionelt teater- og sminkeudstyr, en mobil nøglefræsemaskine, udstyr til forfalskning af kørekort og andre id-papirer.

Et fransk tip
Denne mandag, den 3. september, nåede anklageren kun at fortælle om de tiltaltes revolutionære opdragelse og forbindelsen til PFLP og politiets kendskab til banden. Politiets Efterretningstjeneste, PET, kom på sporet af den hårde kerne af banden - Jan Weimann, Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Peter Døllner - efter et tip fra franske kolleger i 1975. De havde efter et skudopgør i en formodet PFLP-dæklejlighed i Paris, hvor terroristen ”Carlos” havde dræbt to politifolk og en libaneser, fundet noter med oplysninger om en dansk postboksadresse, som tilhørte en PFLP-celle, og denne viste sig at have kontakt til ”æblerne”, som banden blev kaldt efter KAK's stifter Gotfred Appel.

Siden slutningen af 1970'erne havde PET løbende holdt øje med banden, men det var aldrig, lod anklageren forstå, lykkedes politiet at bevise, at den stod bag alvorlig kriminalitet. Det var først lykkedes, efter at PET og politiet gik i tæt samarbejde for at opklare postkuppet i Købmagergade og politidrabet.

I sin gennemgang af gruppens kontakter til PFLP sagde H.C. Abildtrup, at PFLP-manden Marwan El-Fahoum var en af hovedpersonerne, som ”æblerne” allerede i 1979 havde kontakt med.

Dybt involveret
Marwan El-Fahoum var dybt involveret i planen om at kidnappe den svenske milliardærsøn Jörn Rausing. Bortset fra politidrabet, som kunne give fængsel på livstid, var kidnapningsplanen det forhold i anklageskriftet, som kunne straffes hårdest. Strafferammen var på 12 års fængsel, og hvis nævningene fandt de tiltalte skyldige i dette forhold samt andre forhold, kunne straffen forhøjes til 18 års fængsel.

Den første dag i retten havde gjort det lidt lettere for anklageren. To af de tiltalte havde tilstået, fordi de ikke kunne komme uden om beviserne.

Men ellers lød kravet på frifindelse eller straffrihed. Det var trods tilståelserne op ad bakke for H. C. Abildtrup.

Anklageren havde forsøgt at gribe chancen, da den bød sig. Han spurgte de to, som havde tilstået røveriet i Købmagergade, Carsten Nielsen og Torkil Lauesen, om de ville lade sig afhøre af politiet inden det næste retsmøde.

Det afviste de kategorisk. De ville først udtale sig senere. Og kun i retten, hvor deres kammerater kunne høre, hvad de forklarede. Dermed ville det være muligt for de tiltalte at afstemme deres forklaringer med hinanden.

Læs i morgen retssagsdramaet om Operation ”Good Caesar".

Denne artikel bygger på retsbøger fra Københavns Byret og Østre Landsret, Morten Pihls samtidige notater fra retssagen, samtaler med implicerede samt artikler fra landsdækkende mediers dækning af sagen.