Torturcenter: Fogh skal klage til Bush
<p>USA's forsatte brug af omstridt forhørsmetode bør medføre dansk reaktion, mener Det danske Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT)</p>
Det danske Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) opfordrer statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at protestere mod den amerikanske præsident George W. Bushs accept af forhørsmetoden "waterboarding". Opfordringen kommer, efter at George W. Bush netop har nedlagt veto mod en lovforslag fra Kongressen, der ville have forbudt efterretningstjenesten CIA at bruge denne og andre omstridte forhørsmetoder.
- At bruge disse afhøringsmetoder er i strid med de amerikanske forpligtelser i henhold til FN's Konvention mod Tortur og den internationalt anerkendte definition, som fremgår af konventionen. Brugen af disse afhøringsmetoder er endvidere med til at underminere det absolutte forbud mod tortur, som følger af FN's Konvention mod tortur, og som også gælder i krigssituationer, herunder i kampen mod terrorisme, skriver RCT's direktør Bengt H. Sjölund i et brev til Anders Fogh Rasmussen.
Forbudt i militæret
Ifølge CIA har waterboarding været brugt af amerikanske forhørsledere mod tre terrormistænke. Det skete i 2002 og 2003. Borgerrettighedsorganisationer mener dog, at forhørsmetoden har været anvendt langt oftere. Ved waterboarding bliver den mistænkte lagt ned med en klud over ansigtet. Herefter hældes der vand på kluden, og det giver personen fornemmelsen af at blive kvalt ved drukning.
Waterboarding har siden 2006 været forbudt i det amerikanske militær - men ikke i efterretningstjenesten.
Anders Fogh Rasmussen hyldede for nylig under sit besøg hos George W. Bush denne for sin kamp for at udbrede "frihed og værdighed for den enkelte", og RCT's direktør henviser til, at netop det lægger et særligt ansvar på den danske statsminister.
- Danmark har i en lang årrække haft en rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur, og det gode forhold til USA, som senest blev understreget under Deres nylige besøg i USA, før det særligt vigtigt, at Danmark klart tager afstand fra den amerikanske præsidents veto, skriver Bengt H. Sjölund.
Uacceptabel metode
George W. Bush har forklaret, at det er farligt, hvis ikke CIA "har de metoder til rådighed, som er nødvendige for at stoppe terroristerne".
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har tidligere gjort det klart, at forhørsmetoden waterboarding er "uacceptabel".
- Det er regeringens opfattelse, at en genindførelse af forhørsmetoden "waterboarding" ville være uacceptabel. Skulle dette ske, vil regeringen naturligvis tage afstand herfra, oplyste udenrigsministeren i februar - inden den amerikanske præsident havde nedlagt sit veto.