Danske soldater får morfinslikkepinde
Når danske soldater frem over skal sendes ud i verdens brændpunkter, vil de ud over M16-rifler og skudsikre veste også medbringe slikkepinde som en del af deres standardudstyr.
Det skriver Dagbladet Holstebro Struers netavis.
Slikkepindene, der indeholder det syntetisk morfinlignende stof fetanyl, vil blive en fast bestanddel af soldaternes nye personlige førstehjælpssæt. Ideen er, at de sårede soldater med slikkepinden i munden selv kan dosere mængden af smertestillende medicin.
Tidligere brugte danske soldater en automatisk morfinsprøjte, der betød, at soldaten fik en fast dosis - uanset om det var nødvendigt eller ej.
Amerikanske soldater benytter allerede den personlige morfinslikkepind i både Irak og Afghanistan.