Fordelen ved global opvarmning

I Athen dør flere end fem gange så mange mennesker i dag af kulde som af varme. Det samme er tilfældet i det sydlige Finland. I Baden-Württemberg i Tyskland koster kulde næsten 18 gange så mange menneskeliv som hedebølger.

Ifølge Bjørn Lomborg er der hvert år syv gange så mange europæere, der dør af kulde end af varme. Således fryser halvanden million europæere angiveligt ihjel årligt. Derfor er mere varme om vinteren én af de positive - men ofte oversete - sider ved den globale opvarmning, mener den danske miljødebattør og provokatør.

I sin nye bog retter han næsten udelukkende fokus mod, hvad den globale opvarmning vil betyde for os mennesker. Lomborg fremhæver selv fire vigtige konklusioner i bogen. Samtidig lægger han ikke skjul på, at der er en global opvarmning i gang, og at vi mennesker er skyld i den:

»Den globale opvarmning er virkelig, og den er menneskeskabt. Men reaktionerne og forudsigelserne af konsekvenserne er vildt overdrevne. Vi har brug for mere forskning og udvikling, så vi kan få skabt nogle smartere, bedre og mere fornuftige løsninger på de problemer, som den globale opvarmning skaber,« lyder det fra den danske statistiker, der arbejder på halv tid på Copenhagen Business School i København og resten af tiden farter Jorden rundt for at fortælle om sit syn på klimaet og den globale opvarmning.

Derudover er han leder af Copenhagen Consensus, et forum hvor internationale økonomer kommer med deres bud på, hvilke af klodens problemer det er vigtigst at gøre noget ved.

Ifølge Lomborg handler klimakampen ikke længere om faglig uenighed, men derimod om at mange af de etablerede miljøforkæmpere mener, at den danske miljødebattør med sine synspunkter underminerer deres forsøg på at redde menneskeheden.

»De kalder min bog for et snigløb mod menneskehedens fremtid. Det har jeg svært ved at se. Men det hænger formentlig sammen med, at jeg hellere vil bruge penge på at bekæmpe malaria, sult og oversvømmelser end på at gennemføre en Kyoto-aftale, der koster 180 milliarder dollars om året og kun vil udsætte den globale opvarmning med syv dage i 2100. Jeg vil redde 36.000 mennesker fra malaria, hver gang Kyoto-aftalen vil redde én. Jeg vil redde 5.000 mennesker fra sult, hver gang de vil redde én. Jeg vil redde 800 isbjørne, hver gang de vil redde én. Jeg har svært ved at se, at det skulle være et snigløb mod menneskeheden.«

Ét svar på alle problemer
Bjørn Lomborg mener, at der er noget grundlæggende galt i debatten, fordi mange mennesker kun har ét svar på alle problemerne:

»Der er noget galt, hvis alle svar er, at vi blot skal skære ned i CO -2 -udledningen. I 2002 talte den tyske kansler Schröder om oversvømmelser i Dresden og sagde ved den lejlighed, at det var beviset på, at vi skal gennemføre Kyoto-aftalen, fordi vi stadig oftere vil blive ramt af oversvømmelser. Han kunne i stedet have sagt, at vi skulle etablere flere vådområder, plante flere træer, hvor floderne løber ud, bygge flere diger og bygge husene på mere fornuftige steder, hvilket ville have hjulpet langt mere.«

»Det er så barokt. Se på malaria. Den globale opvarmning vil give tre pct. flere malariatilfælde om 100 år. Kyoto-aftalen vil betyde, at 0,2 pct. færre får malaria om 100 år. Hvorfor bekymrer vi os så meget om de 0,2 pct. og så lidt om de 100 pct.? Vi kunne hjælpe mange fattige lande langt bedre ved at gøre noget ved malariaen.«

Som noget nyt melder Lomborg sig nu også som tilhænger af en form for afgift eller skat på udledning af CO -2 .

»På baggrund af studier af, hvor stor skade et tons CO -2 forvolder, har man regnet sig frem til, at en afgift på mellem to og 14 dollars pr. tons CO -2 vil være fornuftigt, med to dollars som det mest realistiske. I Kyoto-aftalen taler man om en afgift på 20-40 dollars pr. tons. Det er alt for meget. Én af mine hovedpointer er i virkeligheden, at man ifølge Kyoto-aftalen betaler 30 dollars for at undgå at udlede et tons CO -2 , men at man kun får fordele for to dollars.«

Lomborgs forslag er, at man ved at pålægge udledning af CO -2 en lille afgift kan bruge, hvad der svarer til mellem 0,05 og 0,1 pct. af verdens samlede bruttonationalprodukt til at forske i og udvikle nye teknologier.

»Det ville være 10 gange billigere end Kyoto-aftalen og samtidig være en måde at få lande som Kina og Indien med i processen.«

Der udledes hvert år omkring 28 mia. tons CO -2 . En afgift på to dollars pr. tons ville give 56 mia. dollars eller knap 300 milliarder kroner. For Danmark ville det betyde en årlig udgift på 500-600 mio. kr. Den nuværende klimaindsats er væsentligt dyrere.

Billigere solceller, tak
Ifølge Lomborg er solceller et godt eksempel på, at der ikke forskes og udvikles nok.

»Solceller er lige nu måske 10 gange så dyre til at skaffe energi, som hvis man benytter fossile brændsler. Det betyder, at det kun er de rige, der sætter solpaneler op. De fattige i de rige lande gør det ikke, og de fattige i de fattige lande gør det slet ikke. Derfor skal solceller gøres billigere gennem forskning og udvikling. Hvis de bliver billigere end fossile brændsler, vil hele klimaproblemet være løst,« mener Bjørn Lomborg, der ligesom både den danske regering, EU og det meste af det internationale samfund allerede har rettet søgelyset mod det klimatopmøde, der i december 2009 skal holdes i København. Her er det planen, at man skal vedtage en afløser for Kyoto-aftalen - vel at mærke en aftale som både USA, Kina, Indien og alle de andre store lande kan skrive under på.

»Jeg synes, at en Københavneraftale skal indeholde investeringer på 0,05 pct. af hvert enkelt lands bruttonationalprodukt i ikke-CO -2 -udledende energi som vind, sol, bølger, energibesparelser, CO -2 -lagring, lagring af energi, atomkraft og fissionsenergi,« lyder det fra Lomborg.

Han ser de største muligheder i såkaldt fornybar energi og i lagring af CO -2 nede i undergrunden, så man på den måde kan fortsætte med at fremstille strøm produceret af kul - uden at skade klimaet.

»Kineserne har så meget kul, at det vil være svært at undgå, at de også bruger løs af den. Derfor kan lagring af CO -2 i undergrunden være en vigtig løsning. Kul har ligget i jorden i tusindvis af år, og hvis vi lægger CO -2 tilbage ned i jorden, kan det ligge der i en million år.«

Siden verdens lande mødtes i 1992 i Rio de Janeiro i Brasilien og tog hul på hele klimadiskussionen, er der sagt rigtig mange pæne ord om alt det, der bør gøres. Til gengæld kniber det mere med resultaterne, mener Lomborg.

»I 1992 sagde man, at man i 2000 ville være nede på samme udledning som i 1990. Man endte med at ligge 12 pct. over. I 1997 sagde man i Kyoto, at de rige lande skulle skære fem pct. af CO -2 -udledningen inden 2012. Her ender man formentlig 20 pct. over. Tilsvarende lovede tidligere premierminister Tony Blair i 1997 at skære 15 pct. af CO -2 -udledningen - siden er den steget med tre pct. Det er ikke en god opskrift.«

»Det fungerer dårligt nok i EU, der ellers er den mest ambitiøse politiske blok. Her vedtog man for nylig at reducere udledningen af CO -2 med 20 pct. i 2020. Samtidig bekræftede man i Lissabon-erklæringen, at midlerne til forskning og udvikling skal øges fra to til tre pct. Men fakta er, at forskningsmidlerne fra 2000 til 2005 er faldet fra 1,93 til 1,91 pct. EU snakker enormt højt, men nu må vi se, om de også kan nå de høje mål.«

Lomborg, der ellers har vadet i amerikansk succes, har med sin nye bog ”Cool it” fået en noget mere blandet modtagelse i USA. F.eks. satte Washington Post én af Lomborgs argeste modstandere, Tim Flannery, til at anmelde bogen, hvorefter den blev haglet ned. Samtidig mener en del mennesker, at Lomborg har udspillet sin rolle, der på et tidspunkt fik Time Magazine til at sætte ham på listen over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

Andre medier som New York Times og The Economist har været mere positive. Og i disse dage står internationale medier som The Guardian, Bloomberg, Daily Mirror og Daily Express på nakken af hinanden for at interviewe den danske miljøskeptiker, ligesom han deltager i tv-shows, holder foredrag og skriver kronikker.

Politikeren Lomborg
Mange har anklaget Bjørn Lomborg for at rejse rundt med et højreorienteret budskab om, at vi ikke skal være så bekymrede for den globale opvarmning, men blot kan fortsætte vores overdådige livsstil ufortrødent.

»Det er rigtigt, at jeg er blevet anklaget for at være konservativ. Men jeg stemmer altid selv på SF eller på De Radikale. Derfor ville jeg i USA formentlig blive betragtet som latterlig venstreorienteret,« lyder det fra Lomborg. Han erkender dog, at flere politiske partier har forsøgt at få ham til at stille op.

»Jeg har fået opfordringer fra forskellige partier, men har sagt nej til alle. Jeg vil hellere føre en fornuftig debat og sige, hvordan tingene burde være, end stå og tale for at gennemføre bestemte partipolitiske holdninger.«

Lomborg vil dog ikke fortælle, hvilke partier, der har kontaktet ham.

Coca Cola Light
Den danske miljøskeptiker, der ikke ejer en bil, er vegetar og har Coca Cola Light som sin favoritdrik, er de senere år blevet et ikon for dem, der mener, at det ikke står helt så galt til, som mange af miljøforkæmperne hævder. Og han er da også fortsat skeptisk over for snakken om truede dyrearter, isbjørne, der vil drukne, når isen smelter, og træarter, der uddør, fordi det bliver varmere.

»Mange tror, at dyrearterne er meget skrøbelige. Men vi har haft 20-30 istider med en kilometertyk iskappe over det nordlige kontinent. Alligevel er kun meget få arter blevet udryddet. I Nordamerika er det kun en træart, der er uddød over de seneste 2,5 millioner år. Det indikerer, at den biologiske sammensætning er mere robust.«

»Omkring isbjørnen hævder nogle, at den allerede er gået tilbage og snart vil uddø. Det er simpelthen ikke rigtigt. I Nunavut i arktisk Canada viser en opgørelse, at antallet af isbjørne på 10 år er vokset fra 850 til omkring 3.000,« siger Bjørn Lomborg.