Fortsæt til indhold
Indland

Enhedslisten fordømmer mordplaner

Enhedslisten fordømmer eventuelle mordplaner mod bladtegner Kurt Westergaard, men understreger, at ingen er skyldige, før de er dømt.

”Det er naturligvis totalt uacceptabelt at planlægge mord på andre personer, og hvis der er tale om planer, som er et led i at bekæmpe ytringsfriheden, er det om muligt endnu værre. Derfor må sådanne planer fordømmes,” siger Per Clausen, kulturordfører og fungerende gruppeformand for Enhedslisten og fortsætter:

”Vi ved endnu ikke noget konkret om baggrunden for PET’s aktion. Derfor har vi ingen mulighed for at bedømme den konkrete sags indhold og alvor. Ingen er skyldige, før de er dømt. Derfor vil vi være meget opmærksomme på, at de anholdtes retssikkerhed sikres. Under alle omstædigheder tager vi skarpt afstand fra vold, mordtrusler og planlægning af mord som redskaber i den politiske kamp,” siger Per Clausen.