Operation Good Caesar (2)

Den var ikke til at komme uden om, den 266 sider lange drejebog, der detaljeret beskrev, hvordan den svenske milliardærsøn Jörn Rausing skulle kidnappes fra sit hjem i Lund, Sverige, den 7. januar 1985 om morgenen for at skaffe 25 mio. dollars svarende til 280 mio. kr. til PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse. Derfor tilstod de tiltalte kidnapningsforsøg.

Alligevel krævede de at slippe for straf. Man kan nemlig blive straffri, hvis man frivilligt har opgivet at gennemføre en forbrydelse, og det var præcist, hvad de gjorde. De opgav på grund af moralske skrupler, havde både Niels Jørgensen og Bo Weimann forklaret i landsretten.

Statsadvokat H.C. Abildtrup troede ikke på deres forklaring. Den var, mente han, opfundet til lejligheden og skulle bruges til at slippe for straf. Ifølge anklageren opgav banden, fordi den i timerne før den planlagte kidnapning opdagede, at Jörn Rausings kæreste var i lejligheden, og den tese fik han underbygget under sit nådesløse krydsforhør af Peter Døllner.

Peter Døllner havde til politiet og i indenretlige forhør i byretten forklaret, at man opgav på grund af »tekniske vanskeligheder«, og nu havde han over for nævningene bekræftet, at banden havde aftalt, at kidnapningen ikke skulle gennemføres, hvis Jörn Rausings kæreste var i lejligheden. Dermed kunne de tiltalte ikke slippe for straf, for så var det en teknisk forhindring - og ikke moralske skrupler - som fik banden til at opgive.

»Det er noget vås,« lød det da også straks efter fra Torkil Lauesen.

Var ikke enig
Torkil Lauesen var ikke enig med de øvrige tiltalte om, at der var fem mand i bilen uden for Lund om morgenen før den planlagte kidnapning 7. januar 1985, da Bo Weimann sagde, at han ikke ville være med. De var seks, for Torkil Lauesen var der også, forklarede han. Torkil Lauesen havde indtil kort før midnat holdt Jörn Rausings lejlighed under observation og konstateret, at både rigmandssønnen og hans kæreste var der.

Da det var meget koldt, valgte Torkil Lauesen at tage tilbage til bandens dæklejlighed i København og få et par timers søvn, før han ved firetiden om morgenen kørte med resten af gruppen til Lund, forklarede han.

Trods måneders minutiøs planlægning lod banden altså ifølge Torkil Lauesen offeret, som skulle løskøbes for 280 mio. kr. til fordel for PFLP, være uden opsyn fra kl. 23 til kl. 7.30, da gidseltagningen skulle finde sted.

»Der var ikke en, der var i Lund og kom og sagde, at nu er pigen der? Det tror jeg nemlig,« tordnede anklageren uden at forvente et svar.

Sædvanen tro blev bandens formodede leder, Jan Weimann, afhørt som den sidste af de tiltalte. Han havde ikke tidligere villet afgive forklaring om sagen. Nu havde han hørt, hvad de øvrige fem tiltalte havde forklaret. Han overvejede nøje statsadvokatens spørgsmål, før han i korte sætninger svarede.

Jan Weimann forklarede, at man i sidste halvdel af december 1984 blev klar over, at Jörn Rausing havde en kæreste, som af og til overnattede hos ham, og at man havde forberedt sig på, at hun også skulle bedøves.

Skulle bedøve begge
»Vi fandt ud af, at det var reglen, at hun overnattede,« forklarede Jan Weimann.

»I januar, mellem den 1. og 7.?«

»Ja,« svarede Jan Weimann, der oplyste, at hans opgave var at bedøve Jörn Rausing og hans kæreste.

Jan Weimann løj.

Allerede i det næste retsmøde fik anklageren skudt forklaringen ned. Fløjet ind fra London, hvor han siden den 1. november 1985 havde været bosat, og eskorteret af politi mødte Jörn Rausing som vidne i retten.

Han forklarede, at hans kæreste Karin, som han nu var gift med, første gang overnattede hos ham fra midten af december 1984, og at hun fra slutningen af december var på skiferie i Schweiz. Hun kom først hjem fra skiferie via London den 5. januar 1985, mente han. Senere, da kærestens kalender blev fremlagt som bevis i retten, viste det sig, at hun først kom til Lund den 6. januar, dagen før kidnapningen skulle finde sted.

I foråret 1985 flyttede kæresten ind hos Jörn Rausing, og fra marts til august var han ofte ude at rejse, i alt 10 rejser foretog han i perioden, så det var vanskeligt at få fat på ham alene, hvis han overhovedet opholdt sig i Lund.

Jörn Rausings kæreste optrådte ikke et eneste sted i den detaljerede drejebog, og ingen af de tiltalte havde i indenretlige forhør i byretten før selve retssagen nævnt kæresten.

Forklaringen var usand
Med Jörn Rausings forklaring var det altså usandt, når Jan Weimann påstod, at banden havde set Jörn Rausings kæreste overnatte i rigmandssønnens lejlighed i perioden fra 1. til 7. januar 1985.

Samme dag, som Jörn Rausing afgav forklaring, mødte hans nabo i Lund som vidne. Hans forklaring gik lodret imod de tiltaltes påstande om, at de opgav kidnapningsplanen.

Naboen forklarede, at han i maj 1985 - flere måneder efter at banden påstod at have opgivet kidnapningsplanen - så to mystiske personer, som så ud til at være i kontakt med hinanden via walkie-talkies skjult under jakkerne, holde Jörn Rausings lejlighed under observation fra et skjul i Botanisk Have overfor.

Da naboen opsøgte den ene af dem og spurgte, hvad han lavede, blev der svaret på dansk:

»Hvad rager det dig?«

»Jeg stak ham en hvid løgn om, at jeg var ansat i Botanisk Have og trak kameraet op. Han dukkede sig og løb i høj hastighed forbi mig og hoppede over porten. Jeg fulgte efter ham, men han forsvandt,« forklarede Jörn Rausings nabo.

Han havde kontaktet en kvindelig bekendt og bedt hende om at køre rundt i sin bil og holde øje med en bil med danske nummerplader.

Kvinden forklarede som vidne, at hun havde set et Folkevognsrugbrød på danske plader forsvinde i høj fart fra Östra Vallgatan, hvor Jörn Rausing boede.

Forsøgte at så tvivl
Forsvarerne forsøgte at så tvivl om, hvorvidt vidnerne var sikre på, at det var foråret 1985 og ikke foråret 1984. Det var de. Det var efter april 1985, fortalte kvinden, for hun fik først sin Golf i april samme år.

»Nu er året 1985 så fastcementeret, som det nogensinde kan blive,« skar retsformanden, landsdommer Bent Otken, igennem.

Oplysningerne faldt i tråd med tekniske beviser, som anklageren tidligere havde fremlagt:

Banden forlængede lejemålet af den fjeldhytte i Norge, hvor Jörn Rausing skulle skjules, til 15. juli 1985. Og den Mazda 626, som han skulle have været smuglet til Norge i, blev først forsøgt solgt i sommeren 1985.

I 1987 havde banden indsamlet oplysninger om Rausing-familien, viste politiets analyser af et engangsfarvebånd til en IBM-skrivemaskine, som blev fundet i dæklejligheden i Blekingegade. Her fandt man også en videooptagelse fra september 1987 om Rausing-imperiets pengemaskine, emballagefirmaet Tetra Pak.

Før proceduren afsluttede anklageren bevisførelsen med afhøring af Knud Jessen, generallæge i Forsvarskommandoen og speciallæge i bedøvelse.

»Det kan være livsfarligt,« fastslog lægen om den bedøvelsesmetode, som de tiltalte havde tænkt sig at bruge den 7. januar 1985.

Det så sort ud for de tiltalte, da bevisførelsen om kidnapningen sluttede, og anklageren fortsatte med de næste forhold i anklageskriftet.

Anklageren følte, at den var så godt som hjemme, men det skulle vise sig at være ganske forkert.

Retssalen var stuvende fuld af pressefolk og tilhørere, der spændt ventede på, at statsadvokat H.C. Abildtrup skulle gå i gang med sin procedure. Det var fredag den 8. marts 1991.

Ind i retssalen kom retsformand Bent Otken med sine meddommere. Han havde et skævt smil om munden, da han satte sig i stolen. Først da skruede han den bekymrede mine på.

Sagen udsat
»Det er med dyb beklagelse, at vi ser os nødsaget til at udsætte sagen,« sagde Bent Otken og henviste til et krav fra forsvarerne.

De ville have sagen udsat, mens der blev indhentet oplysninger om de svenske regler om forsøg og frivillig tilbagetræden fra en forbrydelse. Manden bag kravet var Thomas Rørdam, en relativt ukendt og ung advokat, som meget sent i bevisførelsen var blevet forsvarer for Niels Jørgensen, da hans forsvarer, Elsebeth Rasmussen, var brudt sammen af overanstrengelse. Da var sagen også blevet udsat, så Thomas Rørdam kunne sætte sig ind i den.

Da kidnapningen skulle være sket i Sverige, skulle nævningene også tage hensyn til de svenske regler om forsøg og frivillig tilbagetræden, lød kravet. En forudsætning for at kunne dømme var, at forholdet var strafbart ifølge både danske og svenske regler.

»Vi burde have set det tidligere. Omvendt kan man glæde sig over, at fejlen kan rettes. Hvis vi først havde opdaget det efter sagens afgørelse, skulle hele sagen gå forfra,« lød det fra Thomas Rørdam.

Mere end fem uger senere kunne statsadvokaten endelig gå i gang med sin procedure.

Opgav ikke frivilligt
De tiltalte opgav ikke frivilligt kidnapningen, tordnede anklageren og sagde, at Peter Døllner forklarede sandheden, da han forklarede, at banden havde aftalt, at den ikke skulle gennemføre kidnapningen, hvis Jörn Rausings kæreste var i lejligheden om morgenen 7. januar 1985.

Det var hun.

Statsadvokaten henviste til Jan Weimanns forklaring om, at kæresten i ugerne op til aktionen »næsten hele tiden var i lejligheden«.

»Hans forklaring er løgn,« tordnede anklageren og henviste til, at kæresten først kom hjem fra skiferie dagen før den planlagte kidnapning.

Det var hende, en fysisk forhindring, og ikke de tiltaltes moralske skrupler, som forhindrede »denne forfærdelige ugerning« i at blive gennemført, sagde statsadvokaten.

Oplysninger indsamlet om Rausing-familien efter januar 1995 og møder med PFLP om alligevel at kidnappe Jörn Rausing på et senere tidspunkt var andre af statsadvokatens argumenter for, at de tiltalte løj, når de påstod, at de frivilligt opgav planen.

Heller ikke de svenske regler kunne redde de tiltalte, sagde anklageren.

»Der er snarere tale om, at de svenske regler er strengere end de danske,« sagde anklageren med henvisning til, at der skulle mindre til at blive dømt i Sverige end i Danmark.

Købmagergade-kuppet var groft, sagde anklageren, men kidnapningsplanen endnu grovere.

»Jeg har aldrig set noget lignende i nyere dansk retshistorie,« sagde H.C. Abildtrup, der ikke gav meget for de tiltaltes moralske skrupler. Han mindede om, at få måneder senere begyndte banden at planlægge et røveri mod Amagerbanken, og rullestolskuppet i december 1985 havde også forbindelse til folkene med adgang til dæklejligheden i Blekingegade.

Toppræstation
Så blev det Thomas Rørdams tur til at opsummere sagen set fra forsvarernes side. Det gjorde han på en måde, som ikke alene alle tiltalte kunne være tilfredse med, men som samtidig blev selve affyringsrampen for hans kometkarriere som feteret stjerneadvokat og siden højesteretsdommer.

Hans præstation huskes den dag i dag med noget nær ærefrygt af politifolk og forsvarerkolleger.

»Det er et ganske kompliceret juridisk problem, vi står overfor,« sagde Thomas Rørdam og tog dommerne og nævningene med på en rejse ud i de fjerneste afkroge af dansk og svensk ret om forsøg og frivillig tilbagetræden. Stod billedet klart for dem før, var det - i hvert fald for nævningene - mudret godt til, da forsvareren var færdig med sin rundtur.

Til topkarakteren 13 havde han udført den klassiske forsvarerstrategi at røre så meget rundt i gryden, at der blev skabt maksimal tvivl hos nævningene.

Thomas Rørdams konklusion var ikke overraskende modsat anklagerens: De svenske regler om frivillig tilbagetræden var ikke så skrappe som de danske, hvorfor de tiltalte skulle være straffri. De tiltalte opgav rent faktisk kidnapningsplanen på grund af moralske skrupler. Jörn Rausings kæreste havde de kendskab til, de ryddede op efter sig, og forhandlingerne med PFLP om en senere gennemførelse af gidseltagningen blev alene ført på skrømt, lød det.

Thomas Rørdam sagde, at reglerne om frivillig tilbagetræden og straffrihed var af stor samfundsmæssig interesse, idet de kunne betragtes som en gulerod for folk, der fortrød en planlagt kriminel handling.

»Det er netop den situation, vi står i her. De skal belønnes for, at de trods alt lod være at gøre det,« lød appellen fra Thomas Rørdam til de 12 nævninge.


Denne artikel bygger på retsbøger fra Københavns Byret og Østre Landsret, Morten Pihls samtidige notater fra retssagen, samtaler med implicerede samt artikler fra landsdækkende mediers dækning af sagen.