København opsiger aftale med sprogskole
Københavns Kommune afbryder med øjeblikkelig virkning sit samarbejde med den ellers så populære sprogskole Kiss.
Sprogskolen Kiss i København skylder Københavns Kommune millioner af kroner, og derfor har kommunen besluttet sig for at opsige aftalen med sprogskolen.
Kiss, som står for Københavns Intensive Sprog Skole, har eksisteret i mere end 35 år, og er anerkendt for at have landets mest effektive kursus for udlændinge. Men på trods af den faglige succes har Kiss oparbejdede en gæld til Københavns Kommune på 4,5 millioner kroner. En gæld i samme størrelsesorden skylder Kiss også til andre kommuner.
Ifølge Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har skolen misligholdt de økonomiske aftaler.
Kommunen overvejer i øjeblikket om der skal være et retligt efterspil for at få så mange penge hjem som overhovedet muligt.
Eleverne, som går på skolen, får tilbud om fortsætte undervisning på andre sprogskoler, som kommunen samarbejder med.