Tre skolepiger brændt inde på skitur
En brand i en hytte kostede i går tre danske teenagepiger livet i ferieområdet Hovden i Norge. De øvrige elever og lærere kom i nat hjem til Danmark.
Tre danske teenagepiger fra Vejstrup Ungdomsskole på Fyn omkom natten til tirsdag, da der udbrød brand i deres hytte, mens de var på skitur til Hovden i Setesdal i Norge.
De tre piger var med i en gruppe på i alt 217 elever og lærere fra Vejstrup Ungdomsskole på skitur i Hovden, et kendt rejsemål for mange danske skoleklasser.
I alt ni personer opholdt sig i hytten i Hovden Hyttepark, da der midt på natten udbrød brand - formentlig i stuen. Ifølge politiet lå de alle og sov, da skolekammerater i en nabohytte opdagede ilden og slog alarm.
Seks slap ud i tide ved at springe ud ad vinduerne, mens de tre omkomne aldrig nåede at vågne op. Knut Nomeland fra det lokale politi kunne på et pressemøde ved middagstid i går fortælle, hvordan klassekammeraterne fra nabohytten knuste ruden til det vindue, hvor de tre piger lå og sov, men at røgen inde i rummet var for tæt til, at de kunne gøre noget. Da brandvæsenet 11 minutter senere ankom til stedet, havde ilden fået så godt fat, at det var håbløst at komme ind.
Politi og brandvæsen blev tilkaldt klokken 02.11 og var minutter senere på plads med både redningskøretøjer og en redningshelikopter. Herefter blev en enkelt elev fløjet til sygehuset i Kristiansand på grund af mistanke om røgskade. Men det viste sig senere, at eleven ikke havde lidt alvorlig overlast, oplyser politiet.
Hjælp fra psykologer
Efter tragedien, der rystede den lille bygd ca. fire timers bilkørsel fra Kristiansand, blev eleverne samlet på det nærliggende Hovden Højfjeldshotel, hvor de fik hjælp af krisepsykologer, læger, sygeplejersker, en præst samt politifolk, ligesom de fik adgang til en telefon, så de kunne ringe hjem og fortælle, at de havde det godt.
I løbet af dagen i går ankom kriminalteknikere for at efterforske branden, men ifølge operationsleder Arne Arnesen fra Agder Politidistrikt i Kristiansand, der står for efterforskningen, betragter politiet sagen som en ulykke.
»Der er intet, der tyder på andet end en ulykke,« forklarer Arne Arnesen.
Branden var slukket klokken 03.30 natten til i går, og det var først herefter, at de tre omkomne blev fundet. De omkomne er den 17-årige Rikke Barret Poulsen fra Esbjerg, den 16-årige Rikke Bjerre Larsen fra Nykøbing Falster og den 15-årige Signe Bøjden Mikkelsen fra Gislev på Sydfyn. Lokalt dansk politi underrettede i løbet af tirsdag formiddag de pårørende.
Hurtigt hjem
Den store skolegruppe tog til Hovden den 28. januar og skulle have været der til den 5. februar. I aftes var de alle på vej i bus mod Kristiansand, hvor et chartret fly stod klar til at flyve dem hjem til Danmark.
På Højskolevej i Vejrup, hvor ungdomsskolen ligger, arbejdede de ansatte hele dagen i går med at kontakte pårørende og svare på spørgsmål fra både forældre, pårørende og presse.