Fortsæt til indhold
Indland

Forældre betalte dummebøder

Politiet efterlyser ofre for røverbande i Gladsaxe og Herlev.

Af CARSTEN ELLEGAARD

En større gruppe teenagere i Høje Gladsaxe og Herlev har de seneste måneder været ofre for en bande, der med dummebøder har truet dem til at udlevere tøj og penge.

I nogle tilfælde er forældrene trådt til og har betalt for de unge, mener politiet.

Fire mænd er i øjeblikket varetægtsfængslet i sagen, og politiet opfordrer nu flere ofre til at melde sig end de fem sager, som politiet lige nu efterforsker.

»Vi har klare indikationer af, at der er en del flere ofre. Men desværre er der en trend blandt de unge, der hedder, at de ikke vil anmelde forholdene. Formentlig er mange af dem bange for at sende sagen til politiet, men vores signal er altså, at fire er anholdt, og derfor bør man anmelde mulige røverier eller dummebøde-sager til os,« siger kriminalinspektør Niels Larsen, Gladsaxe Politi.

Tusindvis af kroner

Politiet har med byrettens godkendelse valgt at offentliggøre de fire anholdtes fornavne: Abiel, Nasar, Brian og Claus, der er mellem 16 og 19 år. De har ifølge politiet udstedt dummebøder i flere måneder - typisk på et par tusind kroner. Ofrene har været udsat for røveri, ulovlig tvang og ulovlig frihedsberøvelse. Blev der ikke betalt til tiden, voksede bøden til det dobbelte.

Et eksempel handler om en dreng, der var på vej hjem fra skole. Da passede de fire anholdte ham op, tvang ham ind i deres bil og fortalte ham, at han skyldte dem penge.

Drengen, der har forklaret, at han ikke aner, hvorfor han pludselig stod i gæld til banden, havde ikke en krone på sig. Derfor aftalte de at køre hjem til drengen for at hente hans hævekort.

På bopælen sagde drengen til gerningsmændene, at hans konto desværre var tom. Så kom moderen til, drengen lånte 50 kr. af hende, som de fire gerningsmænd fik. Dagen efter mødte de op igen, fordi de ikke havde fået det beløb ud af det, som de havde krævet.

Snittet med skalpel

Et andet eksempel fandt sted ved en fest. Her ville gerningsmændene have fat i en af festdeltagernes specielle trøje, som de vidste, han havde derhjemme. For at understrege alvoren blev drengen snittet i hånden med en skalpel. Drengen hentede trøjen, men det tog for lang tid, og derfor udstedte banden en dummebøde på 2.000 kr. Et beløb, drengen ikke kunne betale - derfor voksede bøden dagen efter til 5.000 kr.

Ifølge politiet har der været andre eksempler på, at ofrene, der alle er mellem 15 og 17 år, har været udsat for forskellige former for vold, trusler og former for mishandling, hvis ikke de har betalt dummebøderne til tiden. Flere gange er dummebøderne blevet fordoblet undervejs.

De fire sigtede blev i al hemmelighed anholdt og varetægtsfængslet i forrige uge.