Hoteller laver regler for at bremse prostitution
Ansatte på en række københavnske hoteller får nu klare retningslinjer for, hvordan de skal håndtere prostitution på arbejdspladsen.
Prostituerede, der samler kunderne op i baren eller benytter sig af ansatte som mellemmænd, hører under ingen omstændigheder hjemme på et hotel.
Sådan lyder meldingen fra ejerne af en række hoteller i hovedstadsområdet, der nu har sat sig for at formulere en egentlig politik på området.
Det sker, efter det for nylig kom for en dag, at receptionister og natportierer på seks københavnske hoteller var parate til at supplere timelønnen med en givtig tjans som kontaktformidlere mellem hotelgæster og escortbureauer.
I Scandic-Hilton Danmark, der driver syv hoteller i København, har man fået medarbejderne til at skrive under på en kontrakt, der kortlægger hotelkædens retningslinjer i forhold til prostituerede.
Vasker hænder
»Denne her sag må aldrig nogen sinde gentage sig. Derfor har vi fået nedfældet nogle klare regler, som ikke er til at misforstå. Vi vil ikke acceptere, at medarbejdere fremmer prostitution, ligesom vi heller ikke vil se prostituerede på vores hoteller,« siger personaledirektør Marianne Bedsted.
Da afsløringerne kom frem i begyndelsen af december, vakte de stor harme og forundring hos hotelledelser og arbejdsgiverorganisationen Horesta, der karakteriserede forholdene som skandaløse.
Det fik de hotelansattes forbund, RBF, til beskylde arbejdsgiverne for at vaske deres hænder, idet det ifølge RBF var almindelig kendt, at prostituerede drev forretning fra hotellerne - med ledelsens vidende. Derfor opfordrede forbundet hotellerne til at præcisere deres holdning til prostitution og hoteldrift.
»Så det er glædeligt, at man nu klart beskriver, hvordan ansatte skal håndtere prostitution. Jeg håber bare, at de resterende hoteller følger trop. I dagligdagen opstår der masser af situationer, hvor den ansatte selv skal vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. Og det er ikke rimeligt i et spørgsmål, der er så vigtigt som dette her,« siger Jan Mathiesen, faglig sekretær for RBF's københavnske afdeling.
Ikke til at misforstå
Formand for Horesta i hovedstaden Jens Zimmer Christensen bifalder ligeledes initiativet. Han mener dog ikke, at det er et anliggende, Horesta skal blande sig i.
»Det bør være op til de enkelte medlemmer at afgøre. Men det er en god idé, og vi kan kun opmuntre hotellerne til at lave retningslinjer på områder, hvor der kan opstå tvivl om, hvad man som ansat skal gøre i en given situation. Men det er altså vigtigt at understrege, at den oprindelige sag drejer sig om formidling af prostitution, og der er ikke noget at misforstå: Det er ulovligt,« siger Jens Zimmer Christensen.
Ud over Scandic-Hilton-hotellerne er blandt andre Arp-Hansen Hotel Group, der driver ni hoteller i København, i færd med at formulere en personalepolitik, som ansatte og lokale ledelser skal rette sig efter.