Fortsæt til indhold
Indland

Abortpille i søgelyset efter flere dødsfald

Fire dødsfald efter blodforgiftning sætter fokus på abortpillen Mifegyne, som mellem 3.000 og 4.000 danske kvinder bruger hvert år.

Fire amerikanske kvinder er de senere år døde af blodforgiftning efter at have brugt pillen, og det får nu EU's Bivirkningskomité til at se nærmere på pillen under et møde i denne uge, siger overlæge Doris Stenver fra Lægemiddelstyrelsen. Hun opfordrer alle læger til at være ekstra opmærksomme på symptomer på infektion, hos kvinder der bruger pillen.

- Man skal være opmærksom på, at det kan ske. Det skal indskærpes over for lægerne, at de skal være hurtige på aftrækkeren med antibiotika, hvis der er tegn på infektion. For det kan altså blive alvorligt, forklarer hun.

Overlægen fortæller, at Mifegyne, der også går under navnene RU-486, Mifeprex og Mifepreston, er det eneste middel til medicinske aborter herhjemme. Og ingen danske kvinder har tilsyneladende oplevet bivirkninger med blødninger og infektioner, som det er set i USA.

/ritzau/