Livgarden affyrer varselsskud ved Kastellet
Vagterne omkring Københavns Kastel affyrede i nat varselsskud mod en uidentificeret person, der forsøgte at trænge ind ad Norgesporten.
Københavns historiske fæstningsværk huser bl.a. forvarschefen, general Jesper Helsøs embedsbolig og er også hjemsted for Forsvarets Efterretningstjeneste
Vagten der er fra Den Kongelige Livgarde, anråbte den uidentificerede person ved tretiden, men fik intet svar. Herefter tog vagten ladegreb og affyrede et varselsskud ud over Øresund.
Ifølge kaptajn Morten Biel tog den mistænkelige person flugten ved skuddet, hvorfor livgarden ikke ved, hvad der var hans ærinde.
De foreløbige undersøgelser af optrinet har afdækket, at vagten efter al sandsynlighed har handlet i overensstemmelse med de udstukne instrukser, oplyser Forsvarskommandoen.
Politiet og Forsvarets Auditørkorps har nu overtaget sagen, og politiet har inddraget det anvendte våben for at undersøge det nærmere.
Kastellet bevogtes sædvanligvis om natten af seks kampklædte soldater fra Livgarden.