Hovedet i rummet

Holger Bech Nielsen kan ikke huske fra sin næse til sin notesblok.

Professorens notesblok er spækket med bittesmå bogstaver, der flagrer op og ned ad siderne og minder om kyrilliske og kinesiske tegn.

For ikke at glemme den opbevarer han den sammen med briller og kreditkort i en lille taske på maven.

Til gengæld tager det ham mindre end 10 sekunder at genkende og huske navnet på en ligning, der begynder oppe i venstre hjørne af Niels Bohrs gamle forelæsningstavle og bugter sig hele vejen ned i bunden af højre hjørne.

Den mand er fortrolig med flere ubekendte, end vi andre har bekendte.

Spørg ham om splitsekundet før Big Bang, og hans stemme stiger til en hvinende turbine, spørg ham, hvem han selv er, og hans stemme bliver spag og famlende.

Holger Bech Nielsen er et menneske, der har forsket en hel del mere i det ydre rum end i sit eget indre univers.

Den verdenskendte højenergiprofessor opholder sig ikke så meget ved vores liv, der udfolder sig ved lave energier, som ved de fænomener, der optræder ved høje energier. De opsluger ham, tanken om at finde "teorien for det hele", en teori, der forbinder alle de kendte naturlove. Hans krop er fysisk til stede under hele samtalen, men ligningerne letter i den mindste pause.

Fysikken er ikke bare en videnskab, men hans største lidenskab.

Interviewaftalen står i professorens notesblok, men er svær at øjne i bogstavmyriaderne.

Holger Bech Nielsen har også glemt den. Fire gange tidligere har han ellers sagt, at han lige må tale med sin kone om interviewet først. Til sidst falder aftalen på plads, men da jeg på dagen ringer for at minde ham om interviewet, er hans første reaktion, at han lige må spørge sin kone, om hun nu også synes, at det er en god idé.

»Han har det svært sammen med jer machomænd. Han er meget sky. Meget skal du gætte dig til, men hvis du gætter rigtigt, ler han hjerteligt. Hvis du kan få noget ud af ham, er du en meget dygtig journalist,« forklarer hans hustru i telefonen.

Mødet med ham fjerner den sidste rest af min faglige selvtillid. Spørgsmål om, hvordan han er som menneske, besvares med et blik på kuglepennen - der som en evighedsmaskine drejes mellem fingrene - og et næsten uhørligt:

»Naaaah, jaaaaah, jahaaaa, sagen er nok, at jeg ikke har tænkt så meget over det.«

Han trækker vokalerne ud i lange sproglige ranker, måske for at få ordene til at fylde lidt mere, så han kan vinde tid. Privatmennesket Holger Bech Nielsen er som en sky på himlen, umulig at fastholde, og synet sløres, hvis man forsøger at trænge dybere ind. Derfor måtte jeg have hans hustru gennem otte år, Klara Pavicic, til at lave research for mig. Hun synes næsten heller ikke, at hun kender ham, for han taler helst ikke om sig selv. Andet er vigtigere.

Fysikken blev hans kone og hans børn.

Intet ville være lettere end at tegne billedet af en halvtosset professor. Sådan tror han også, at mange danskere ser ham. Men på tomandshånd virker Holger Bech Nielsen først og fremmest som et elskeligt menneske, hvis man i dag kan sige det, uden at det kommer til at lyde som en fornærmende svaghed.

Han er med hustruens ord blottet for aggressioner, et forsvarsløst menneske, der møder fortrædeligheder med venlighed i et forsøg på at få det til at stoppe uden at geråde ud i en konflikt. Som ven og kollega vil han stille sig op ved siden af og tage sin del af tæskene, men han kaster sig aldrig ind i et verbalt slagsmål for at beskytte andre, for han kan end ikke beskytte sig selv.

Med sine 171 centimeter var han et let offer, da han på vej til en konference i Madrid for et par år siden blev overfaldet med et kvælertag bagfra og slået bevidstløs forfra, hvorpå røverne forsvandt med alle hans ejendele. De kunne ikke stjæle hans tillid til det gode i mennesket.

Måske er han et menneske uden svig. Han ønsker ikke tale ondt om andre.

Barndomslandet

Holger Bech Nielsen blev født den 25. august 1941 på kanten af Frederiksberg. Hans far var uddannet inden for manufaktur, men levede af at forhandle ure inde på Åboulevarden. Faderen fandt sin 13 år yngre kone, da han ansatte den unge kvinde som medhjælp i butikken.

Holger og hans et år yngre søster voksede op i en toenhalvværelses lejlighed på fjerde sal på Falkonervænget - en lejlighed, som Holger har den dag i dag.

Familiesammenholdet på moderens side var tæt. Børnenes far døde af kræft, da Holger var fire år. Holgers mor overtog urbutikken, og hendes søster og bror, som dengang boede sammen, passede Holger og hans lillesøster om dagen. De to børn legede og arrangerede torsdagsshows for deres mor, onkel og tante.

»Så fik vi bolsjer. Vi havde en hel liste over forskellige morsomheder - så som at lave små byer, hvor hver solgte noget. Vi kunne måske også lave en lille forestilling for dem,« fortæller Holger Bech Nielsen.

Hvilken opdragelse fik du?

»Vi blev opdraget ret frit og sådan ...«

Nu sidder jeg med en internationalt anerkendt professor. Jeg vil gerne vide, hvordan hans barndom var i forhold til min?

»Aarh. Jeg tror ikke, at det var sååå forskelligt. Jeg var et isoleret barn på mange måder. Men min søster og jeg legede med den slags ting, vi fandt på, og klistrede og klippede.«

Hvornår kunne du læse?

»Aarh, jeg kom sent i skole, men min mors søster underviste os en smule i at læse, så det kunne jeg lidt inden skolen. Men jeg kunne regne meget tidligt. Jeg kunne brøkregne, da jeg var meget mindre - længe før jeg kom i skole. Jeg kunne regne med fireogtresindstyvedele. Det var mest noget, jeg snappede op rundt omkring.«

Du har tidligt været fascineret af matematikken?

»Ja, på en måde, uden at vide, hvad matematikken var.«

Havde du legekammerater?

»Nej, jeg legede mest med min søster. Vi var forholdsvis isolerede.«

Men man fornemmer ikke, at Holger Bech Nielsen var ensom i sin barndom, snarere lykkelig. Han lærte et hav af børnesange, som han stadig kan synge, selv om han synger falsk. Han var det stille barn i klassen, ligesom de fleste andre i familien. Han har aldrig holdt en fødselsdag for sine klassekammerater, men blev ikke mobbet og »egentlig pænt behandlet« af de andre. Han beskriver sin belæste mor som en blid og begavet kvinde, der var meget dygtig i skolen og sprang et år over.

»Min mor gik ind for, at vi skulle have en god uddannelse. Det arbejdede hun hårdt for. Det tror jeg nok, at man skal sige.«

Hvor længe vidste du, at du skulle være noget med matematik?

»Det har på en måde været ret oplagt meget længe.«

Havde du ingen fritidsinteresser?

»Nej, jeg gik til dans, men det havde jeg vist meget dårligt talent for. I mellemskolen begyndte jeg at gå på biblioteket og hentede en favn bøger. Jeg læste mest Einstein. Han er ikke så dårlig en pædagog, og jeg læste med stor energi "The meaning of relativity.«

Var det en øjenåbner?

»Ja, den var skrevet på et niveau, så jeg kunne forstå den. Jeg læste også "Der allgemeine Relativitätstheorie" i mellemskolen og i begyndelsen af gymnasiet, men det var anderledes hårdt.«

Havde du jævnaldrende ligesindede, som du kunne dele din fascination af fysikken med?

»Neeej, det tror jeg ikke. Ikke så mange læste den slags bøger i den alder. Jeg havde ikke nogen større diskussion med nogen om det. Jeg drømte om at lave en teoretisk opfindelse - måske et tog.«

Var du også sky som barn?

»Ja, ja.«

Endnu mere end i dag?

»Ja, ja,« siger han og ler højt.

Hvorfor er du sky?

»Det er jeg nok af naturen.«

Er du bange for at blive såret?

»Det er vel alle, men jeg tror ikke, at jeg er specielt nervøs for det i forhold til andre. Jeg tror egentlig ikke, at det er sagen.«

Har du aldrig tænkt over, hvorfor du er sky?

»Nej, det har jeg måske i virkeligheden ikke. Jeg er nok lidt tilbageholdende.«

Men når du står oppe foran tavlen, er du ikke længere sky?

»Nej, nu det er også altid rart at vide, hvad man vil fortælle folk. Hvis man er mere overbevist om, hvad man vil sige, kan man bedre sige det med større vægt og stemme, end hvis man ikke er sikker i sin sag.«

Både grundskole og gymnasium gennemførte Holger Bech Nielsen på Johannesskolen på Frederiksberg, og selv om han mildt sagt ikke var nogen kaptajn Jespersen i idræt, fik han alligevel ug i samlet studentereksamen.

Var det klart for dig, at du efter gymnasiet skulle læse fysik på universitetet?

»Nej, jeg overvejede faktisk at søge ind på Polyteknisk Læreanstalt og blive elektroingeniør, men jeg erkendte, at jeg var for upraktisk til at klare det. Jeg har altid været upraktisk. Jeg havde ellers udfyldt ansøgningen.«

Når du ser tilbage på dit liv, hvad har så drevet dig?

»Jeg har altid været fascineret af fysikken og forskningen. Der er en vis ramasjang i det - som i "teorien for det hele". Min ambition har været at finde noget rigtigt og sandt.«

Er ambitionen at afdække en sandhed?

»Det er jobbet, at vi skal finde noget sandhed. Noget, der er interessant, men allervigtigst: Sandt.«

Sin største sandhed fandt Holger Bech Nielsen for godt 30 år siden som en af fædrene til den såkaldte strengteori, hvori naturens grundlæggende enheder er strenge i stedet for punktpartikler.

»Men jeg er nok en dårlig far til strengteorien, for jeg har måske andre modeller på markedet, som jeg har større tillid til.«

Hvilke?

»Jeg har en kæledæggeteori om tilfældig dynamik. Det er en slags filosofisk princip om, at de grundlæggende naturlove er umådeligt komplicerede, men at det ikke spiller nogen rolle, fordi vi kun ser partikler med meget lave energier og meget lange bølgelængder, og at vi er meget store i forhold til de grundlæggende byggestens enheder. Derfor ser vi kun et lille, simpelt hjørne af hele den sande teori.«

Har din langvarige forskning i fysikken gjort dig klogere på livet?

»Nej, den er meget lidt nytte til i livet. I det meste af livet har vi netop brug for de lavere energier. Det er kun halen af højenergifysikerens arbejde. Med opdagelser er der altid et vist element af tilfældighed. Det vil altid være lykketræf, hvad du finder. Det var også et meget stort lykketræf, at jeg fandt min kone.«

Hvornår mødte du hende?

»Jeg boede jo hos min mor og var meget gammel, da jeg mødte hende. 45 år.«

Det skete i 1985 i forbindelse med 100-året for Niels Bohrs fødsel. Den 45-årige, kroatisk fødte Klara Pavicic var cand.mag. i sammenlignende litteratur og fransk, men fungerede som skolelærer og freelancejournalist og skulle skrive om jubilæet. Hun talte med nobelpristagere, og da hun lyttede båndet af, forstod hun, at hun måtte have hjælp til at forstå fysikkens univers.

Hun blev henvist til Holger Bech Nielsen, en venlig mand, der tydeligvis ikke bekymrede sig om sin påklædning.

Hendes historie blev aldrig trykt, fordi danskerens forklaringer var for højtflyvende. Men et stykke tid senere ringede Holger Bech Nielsen, og de drak en kop kaffe sammen. Hun så ikke mere til ham og havde glemt ham, indtil han et par måneder senere ringede:

»Min mor er død.«

»Jeg kondolerer. Er der noget, jeg kan gøre?«

»Nej, tak.«

»Vil De gerne have en kop kaffe?«

»Ja, tak.«

Holger blev nærmest adopteret af Klara Pavicic og hendes mor. Han gik i gang med at lære bedre sociale manerer og en tøjstil, som passede til hans distingverede og forfinede indre. Det ydre interesserede ham ikke.

Klara forsøgte at rydde op i hans liv. Men da hun også bad ham om at smide sine Jan-bøger og alle bamserne ud, sagde han nej. Han har haft en hel bamsefamilie med navne på alle bamserne. I dag sidder en brun bamse tilbage på hans kontor på Niels Bohr Instituttet i København.

I sin research for at indkredse sin mand til dette interview bad hun ham sætte sig ved papiret, og så dikterede hun 18 håndskrevne sider om, hvem Holger Bech Nielsen er. Et par gange er hans håndskrift lidt gnidret, fordi han blundede undervejs i nedfældningen af små fortællinger, beskrivelser og anekdoter:

Klara vidste, at Holger ikke kunne synge. Men da hun så ham komme slæbende med tre forskellige plasticposer proppet med overheads og holde et foredrag for 200 mennesker, oplevede hun et musikalsk og energisk menneske; en krydsning mellem Tina Turner og en vindmølle. Farvebladene fløj ned blandt publikum, som venligt rakte dem tilbage til Holger Bech Nielsen.

Det var, som om han sang og malede sine tanker. En bly natur, som holdt af smukke ting, og for hvem en formel ikke bare skulle være en formel, men også smuk og elegant.

Holger var et blidt og kærligt menneske, der i 10 år hjalp med at passe Klaras lamme mor, gav hende sondemad og vendte hende i sengen. Ofte skubbede han hendes kørestol foran sig ud i parken eller ned til Svanemøllebugten, hvor han skrev sine beregninger ned og sørgede for, at solen ikke ramte hans svigermor i ansigtet. Han lærte kroatisk for at kunne tale med hende, da hun blev lam.

Han kom også og hjalp Klaras elever, når de havde problemer med matematik. Det var en overraskelse, at fysikprofessoren faktisk godt kunne bruge en boremaskine, kunne sætte et skab sammen og sy en knap i. Han var bare sjældent så nærværende, fordi han kørte i et andet gear, i fysikkens.

Klara lærte ham at høre P1 for at få ham til at orientere sig om vejret og verden udenfor. Da han en dag klædte sig varmt på for at gå ud i en varm forårsdag, spurgte hun, om han da ikke lyttede til radioen:

»Jo.«

»Hvorfor lytter du til radioen?«

»Du sagde, at jeg skulle.«

Han var uhyre flittig og uden grænser, når man bad ham skrive, oversætte eller forklare noget. Til gengæld skulle han trues på livet, før han samlede noget tabt op fra gulvet.

Når han følte sig presset til at gøre noget, gjorde han det så langsomt, at han blev taget fra opgaven igen. Som da det tog ham en halv time at vaske en kvadratmeter af et større gulv. Et stykke steg kunne han derimod skære over i to dele og sluge dem nærmest uden at tygge, for derefter at arbejde med grøntsagerne i en evighed, uden at det svandt i dem.

Han er så flegmatisk, at han ikke engang vil flytte noget, der ligger på en stol, men i stedet sætter sig på det lille frie hjørne - eller oven på hele bunken.

Når hustruen kritiserer ham, kalder han det kærlighed og udtryk for, at hun engagerer sig i ham. Han bærer aldrig nag.

Han er meget nysgerrig, spørger aldrig om noget, men stirrer utilsløret på interessante ting og mennesker. Fruen måtte indskærpe ham, at man ikke glor på smukke kvinder, vender sig om og småløber efter dem for ligesom at undersøge dem nærmere på bagsiden. Man skæver ud af øjenkrogen.

Vil man pine Holger Bech Nielsen, skal man bede ham om at vælge mellem to ting, som ikke er fysik. Man vil få et kor af ja og nej. Han kan ikke vælge fra.

Professoren er altid i sidste øjeblik og ofte 20-30 minutter for sent til aftaler. Han nåede heller ikke Oslo-båden, da Videnskabernes Selskab skulle modtage ham i Norge. Da han nåede frem, ville han bukke for kongen, men bukkede for den forkerte. Norges konge så det og vinkede venligt professoren hen: Her var den rette konge at bukke for.

Bare Holger Bech Nielsen har papir og blyant til at fastholde sine tanker, irriterer det ham ikke at vente foran Magasin eller ved et busstoppested.

Han beskrives som et på én gang lykkeligt og ensomt menneske. Lykkelig, fordi han beskæftiger sig med det, han elsker. Ensom, fordi han ikke er god til at danne sociale netværk. I fysikken er han som et barn i en sandkasse, der bliver glad, når en anden dreng kommer for at bygge slotte sammen med ham. Han føler ikke, at han giver noget bort på den måde. Han deler.

Som en kat går han sine egne veje - og som en kat strejfer professoren væggene, når han går.

Hvordan er du til at administrere dit liv?

»Hvad?«

Hvor var du henne nu?

»Naarr,« ler professoren. »Det ved jeg ikke. Jeg tror ikke, at jeg hørte dig.«

Din kone sagde, at jeg skulle huske at spørge, hvor du var henne. Var du i gang med noget fysik?

»Naahj, jeg tror ikke rigtigt, at jeg nåede det.«

Er du god til at administrere dit liv?

»Nej, det er jeg nok ikke, men det er heller ikke så nemt,« hvisker Holger Bech Nielsen.

Du er meget distræt. Er det, fordi du har så travlt med at løse fysikkens gåder.

»Aarrh, jeg tror, at det er en overdreven undskyldning. «

Er tasken med briller, notesblok og kreditkort ikke et tegn på din distraktion?

»Naaj, det ved jeg ikke. Når jeg ikke må have det i lommerne, må jeg jo have det et andet sted.«

Siger din kone, at du ikke må have det i lommerne?

»Hehe ... hehe ... hehe. Åh, nu griner jeg, hæ, hæ, hæ, hæ.«

Så passer det, fortæller din kone. Men jeg får også indtryk af, at de små ting bekymrer dig meget lidt?

»Næh, og om de ligger i tasken eller i mine lommer er jo kun et spørgsmål om, hvorvidt mit tøj får nogle skrammer.«

Din kone siger, at hun har spurgt dig, hvorfor du ikke får dig en ung kone, så du kan få nogle børn.

»Det er meget venligt af hende.«

Har du drømt om at få børn?

»Jeg ved ikke, om jeg ligefrem har drømt om at få børn, men det ville selvfølgelig være godt.«

Ville du være der som far?

»Det ved jeg heller ikke, men det kunne da være.«

Du ville ikke glemme dem uden for bageren?

»Det kunne nu godt være, men det må man da ikke håbe.«

Er der valg, du har truffet i dit liv, som du bedre forstår i dag?

»Nu er det måske netop det, at man også træffer valg, når man ikke vælger. I virkeligheden har jeg ikke gjort så meget. Det er kommet til mig på den måde, at jeg forholdsvis let har fået job. Jeg var kun formelt arbejdsløs i en måned, efter at jeg fik min eksamen.«

Hvad er det bedste valg i dit liv?

»Jeg har ikke truffet så mange, det er nok fejlen. Jeg har været glad for mine erhvervsvalg. Sandheden er nok, at jeg ikke kunne have tjent mere andre steder. Jeg ville nok bare være kommet i problemer. Det kunne være, at jeg ikke kunne klare det, hvis jeg skulle have været praktisk.«

Hvilke livsholdninger har du?

»Vi vil vel alle sammen påstå, at vi har en kristen inspireret livsholdning: At vi skal være gode mennesker. Men det er let nok at sige. Det siger folk ofte uden ...«

Hvad går livet ud på?

»Vi er alle sammen nogle samfundsdyr. Til syvende og sidst arbejder vi for menneskeheden og vores formering. Den er jeg så ikke heldig med, når jeg ikke har fået nogen børn. Så kan jeg håbe på, at jeg kan uddanne nogle af de andres børn.«

Er meningen med livet, at vi skal sørge for at reproducere det?

»Det er det vel. Det har nok inspireret til noget af det, vi mennesker gør. Det er derfor, vi skal passe på hinanden. Vi støtter den samlede beskyttelse af menneskeheden.«

Livet har altid været en kamp for at overleve. Nu bliver kampen måske mere sofistikeret?

»Ja, nu er der nogle af os, som spiser for meget,« smiler Holger Bech Nielsen og fører hånden over maven.

»Det vil måske også være en kamp at finde ud af, hvad vi skal undgå at spise. På længere sigt er der sikkert også mange vanskeligheder for menneskeheden. Jeg tvivler på, at vi når at overleve så længe. Det kan godt være, at vi er i større fare med en større teknisk udvikling.«

Du sagde engang, at vi næppe vil overleve i 1000 år. Var det mere end en provokation?

»Jeg opfatter det som et rigtigt argument. Det kan godt være, at det er bekymrende, men ud fra mange betragtninger er det måske ikke alt for lovende, at menneskeheden skulle overleve så længe.«

At vi skulle destruere os selv?

»Ja. Vi skal tænke os, at vi hver især er tilfældige mennesker. Du har et nummer i rækken, og hvis det skal være et tilfældigt nummer, er det et eller andet sted midt i rækken af mennesker. Der skal ikke være forfærdeligt mange størrelsesordener flere i fremtiden end i fortiden. Vi kan estimere, hvor mange der var i fortiden - måske 10 i 11., så der skal nok også kun være 10 i 11. i fremtiden. Det rækker med den nuværende befolkning kun til 1000 eller 1400 år. Det ser lidt mørkt ud.«

Du opererer med det sandsynlige. Men er hele historien om livets og Universets opståen ikke teorien om det usandsynlige - om at livet er opstået og har overlevet på trods af alle odds?

»Det skulle helst ikke være teorien om det usandsynlige. Hvis teorierne om fysikken og Big Bang er meget usandsynlige, er de også dårlige.«

Tror du på Gud i alt det her?

»Ja, som en abstrakt størrelse. Der er selvfølgelig mange fysikere, som bliver lidt bekymrede ved at tro på Gud ud fra en betragtning om, at han kunne starte Universet og bestemme tingene.«

Tror du, at Gud har startet Universet?

»Det må han vel have. Men han er der vel stadig. Han er nok tidløs. Jeg tror ikke, at du skal opretholde tidsbegrebet. Det er allerede nærmest dødt i fysikken.«

Det forstår jeg ikke?

»At give Gud et tidspunkt er overdrevet, for tidsbegrebet er blevet ret molesteret i fysikken. Først er der Einsteins relativitetsteori, hvor vi gør samtidighed relativt, så samtidigheden afhænger af, hvor hurtigt det tog, du kører med, kører. Dermed har du lavet ret drastisk om på den intuitive forståelse af tid. Den almene relativitetsteori gør det endnu værre. Og du har små ormehuller i Universet og babyuniverser, som er vanskeligere at bortforklare end at forklare. Hvis vi skulle tilbyde en ny himmel, skulle vi nok bruge rumtidsskummet - uden at vi dog skal tage det for alvorligt.«

Hvad er det?

»Vi har små babyuniverser, der løsriver sig fra et univers ét sted og tilslutter sig vores univers et andet sted og måske til en anden tid - tidligere eller senere. Babyuniverset er uhyre lille, men kan i princippet også være stort. Så har vi foruden vores eget univers og tid noget rumtidsskum, en masse små universer, der ikke befinder sig i vores univers, men udenfor.«

Som noget, vi ikke kan nå?

»Som noget, vi måske indirekte kan få informationer fra, fordi de tilslutter sig vores univers af sig selv, så vi får et lille stykke rum indsat et sted.«

Jeg ser et billede af en stikkontakt, der tilsluttes? Jeg kan ganske enkelt ikke forstå det.

»Det kræver en indføring i den almene relativitetsteori. Da er det sådan, at man kan få geometrien ændret - at en arm i et bestemt område pludselig kunne blive længere og deformeret. Hvis man begynder at få de ændringer i geometrien, kunne man forestille sig, at man nogle steder kunne udvide rummet og få en helt ny verden der, som måske var forbundet med en lille tunnel. Det kan forestilles matematisk.«

Kunne du godt forestille dig en himmel på den måde?

»Ja, det kunne godt være et sted, som ikke er noget sted. En masse babyuniverser, eller store babyer. Det rum kunne godt være endnu mere omfattende end det univers, vi kender. Det ville stadig kunne påvirke verden, hvis stumper af den tilknyttede sig vores rum. Hvis den forbindelse til vores verden var meget kraftig, havde du pludselig et stort maskineri af en anden natur, som kunne påvirke os. I den afdeling af universet ville der være gået fuldstændig kludder i tiden, så fremtiden meget vel kunne komme til at påvirke fortiden. Maskineriet ville have adgang til alle tider og steder på én gang og kunne få informationer ud. Det begynder at minde om Guds position. Nu er du lige ved at have en Gud i rumtidsskummet. Det ville være et godt sted at anbringe Gud i en himmel, hvis han ville bryde sig om sådan en.«

Hvis du tror på Gud, tror du vel heller ikke på, at vi nogensinde får afdækket hele sandheden om Universet?

»Jeg er ikke sikker på, at det ene behøver at udelukke det andet. Selv om vi fik afdækket hele fysikken, er der altid ting, vi ikke ved. Egentlig kan jeg heller ikke se, at det ville udelukke Gud. Det kan lige så godt være, at det gav en lille støtte,« ler professoren forsigtigt.

Få dage før interviewet vendte Holger Bech Nielsen tilbage fra en tur til Japan, hvor han og japanske forskere så nærmere på naturens egen tidsmaskine.

»Det er måske næsten til at skamme sig over, men i virkeligheden var det, hvad vi gjorde,« forklarer han.

»Historien om, at Universet skal starte på et tidspunkt, virker umiddelbart utiltalende i populære forelæsninger. Da vil folk altid spørge, hvad der var før Big Bang. Hendes Majestæt Dronningen kalder det utiden. Det er på en måde en uregelmæssighed, at du siger, at der var et tidspunkt, da vi ikke kunne gå længere tilbage. Det er ikke nogen vanvittig tanke, at tiden ikke skulle have nogen begyndelse eller slutning. Det kunne være en slags tidsmaskine, at Big Bang var en knopskydning af Universet.«

Nu taler du om tidsmaskiner. Hvilket råd ville du give dig selv, hvis du mødte dig som 18-årig?

»Det er farligt at rådgive folk. Jeg havde nok brug for nogle råd, men det er ikke sikkert, at jeg ville følge dem og tage den gamle Holger så alvorligt. Jeg ville nok fortælle ham om Klara.«

Så du ikke først skulle møde hende, når du blev 45 år?

»Jah, sådan noget.«

Hvordan vil du gerne have, at andre skal se dig?

»Jeg ville ikke have noget imod at være et forbillede, men jeg ville være bekymret for dem, der valgte mig som forbillede,« ler professoren højt.

Hvad betyder anerkendelse?

»Jeg vil gerne anerkendes. Det kan godt være en drivkraft. I videnskaben håber man på anerkendelse og på, at folk vil citere én.«

Er du tilfreds med dit liv?

»Ja, det må man jo hellere være.«

Hvad betyder mest for dig?

»Jeg bruger det meste af min tid på fysik. Det bliver dominerende i tilværelsen.«

Men du har også en kone derhjemme?

»Ja, hun er fantastisk.«

Synes du, at du er et godt menneske? Det mener din kone jo?

»Joh, det gør hun jo. Spørgsmålet er, om hun også siger det til mig. Problemet er, om jeg tænker nok over det i hverdagen. Man skal prøve på at være et godt menneske, når chancerne er der,« siger han.

Holger Bech Nielsen holder lange pauser og vrider sig i stolen.

»Nu føler jeg det næsten helt pinligt. Vores samfund er jo også organiseret på en sådan måde, at mange ting bliver ordnet ved, at vi betaler skat. Så slipper vi for visse af bekymringerne. Men det er selvfølgelig en dårlig undskyldning.«

Er du tilfreds med dig selv som menneske?

»Jeg kan bedre være tilfreds. Spørgsmålet er, om mine stakkels medmennesker kan holde mig ud.«

Er det din kone, der bestyrer dit liv.

»Det kan man måske godt sige.«

Hvem bestemmer, hvilket tøj du skal have på?

»Det bestemmer hun jo nok dybest set, men jeg tager som regel tøjet på, inden hun er stået op. Hun har for eksempel bestemt, at jeg skulle have denne sløjfe på. Ellers ville jeg ikke have haft den på en almindelig dag.«

Mørket har sænket sig. En studerende kommer forbi for at få hjælp, en kollega vil gerne have en snak med Holger Bech Nielsen, som også skal nå Netto, inden butikken lukker.

Hans aftensmad består som regel af varer, han har købt i Netto og spiser på sit kontor. Var han kun sig selv, ville forskeren sidde ved computeren på kontoret indtil klokken 03.00.

Men hans kone har fået sat skik på ham, så om aftenen skal han være hjemme senest kl. 22.30.

Det overholder han, for der er kæde på døren.

Professoren har ikke lyst til at sove på gulvet - end ikke i videnskabens og sandhedens tjeneste.

jens.grund@jp.dk