Fortsæt til indhold
Indland

Strømper fra dengang mormor var ung

I en kælder i Studiestræde bliver der solgt retro-undertøj i stor stil: ægte nylonstrømper, korsetter og hofteholdere fra 1950'erne. JP København besøgte den specielle butik og dens lige så specielle ejere.

Af JESPER STEIN LARSEN

Søs fra Krøniken havde dem på, Marilyn Monroe ligeså og måske din mor eller endda din mormor har båret strømper af den slags, som butikken Femme Fatale i Studiestræde 18 har som et af sine specialer.

Det er ægte nylonstrømper, som de er blevet produceret gennem det meste af forrige århundrede, syet på maskiner, men efterhånden helt forsvundet fra markedet i de seneste årtier udkonkurreret af de masseproducerede strømpebukser.

I kælderforretningen er der nylonstrømper nok til mange års feberhede julefantasier, og drømmer man om at se lillemor i samme antræk som pinup modellen Betty Page fra 1950'erne, så er der også mere end rig mulighed for det.

»Det er ikke unormalt, at der kommer en kvinde oppe i årene ind i butikken og får tårer i øjnene, når hun ser vores udvalg af strømper og hofteholdere. "Sådan nogle gik jeg med i min ungdom," siger hun så. Der er måske ti maskiner tilbage i verden, der laver ægte nylonstrømper. I dag er alt jo blandingsprodukter. En ægte nylonstrømpe er glattere, den er ikke elastisk, den har oftere søm, og så har den en helt speciel glød,« siger Sandy, som har butikken sammen med sin kæreste Annette, som ud over interessen for retro-lingeri opdrætter hårløse katte.

Transseksuel

Sandy er transseksuel. Hun er født som mand og lever som kvinde. Butikken og dens produkter er en livsstil for parret, som overtog lokalerne i marts i år og begyndte med at sælge korsetter og corsager. Så udvidede de med hofteholdere i 1950'er-stil og ægte nylonstrømper. I dag har de også undertøj og sko.

Optaget af retro

Røde og sorte hofteholdere med brede bånd og metalklemmer hænger på række ovenover korsetter og snøreliv i baglokalet, mens strømper i alle farver, modeller og mønstre fylder det forreste lokale. De koster mellem 80-500 kr. og fås til kvinder i alle størrelser.

Nøgleordet i Femme Fatale er "vintage" - et engelsk begreb, der egentlig betegner en særligt god vinårgang, men som i stigende grad bruges om mærkevarer og specielle produkter, der ikke er så gamle, at man vil kalde dem antikke, men heller ikke lige er af nyere dato. Og Sandy kan med et ganske henført tonefald berette, om hvordan det er at bære en Christian Dior-strømpe fra 1952 til omkring 500 kr., eller fortælle om de originale strømper fra 1940'erne med påskriften "Real Chic 100 % Nylon" broderet ind i båndet, som er udstillet i en montre i lokalet.

»Vi er begge meget optaget af retro og af halvtredserne. Mange af vores produkter er udtryk for en længsel mod svundne tider. De er erotiske, men de er også funktionelle og beregnet til, at man kan have det på hele dagen uden at føle sig besværet. Det er altså ikke noget, man bare lige skal have på for at opfylde mænds fantasier, selv om jeg ikke er i tvivl om, at mange mænd ville ønske, at kvinder gik sådan klædt døgnet rundt,« siger Sandy.

Ingen pornobutik

At hun ikke lige ligner den traditionelle undertøjsekspedient, skaber ikke problemer i forhold til kunderne.

»Der er ikke nogen, der er løbet skrigende bort på grund af mig. Vi overfalder ikke kunderne, men lader dem kigge stille og roligt, og vi har altså også almindelige stay-ups og undertøj, så der er altså plads til alle ønsker og behov,« siger hun.

Der kommer alle typer kunder i butikken, som har prøverum, plyssofa i baglokalet og en lille skål med pebernødder ved siden af kasseapparatet.

»Det er både helt unge piger, som vil have noget til nytårsaften, kvinder, som skal have hvide nylonstrømper til deres brudekjole, og folk, der har en fetich med nylonstrømper og ikke kan få dem andre steder. De fleste kunder er par og kvinder, der køber til sig selv, eller mænd, der køber til deres partnere, men vi har også mænd, som køber til sig selv. De siger dog som regel, at det er til kæresten, men når de så beder om en størrelse 44, så ved man jo godt, hvordan det hænger sammen, men det må folk jo selv om,« siger Annette.

Butikken er ikke en pornobutik på nogen måde, understreger de to indehavere. Der er hverken sexlegetøj eller blade.

»Da strømperne, hofteholderne og korsetterne forsvandt i 1970'erne blev de overtaget af pornoindustrien, og man kan jo ikke købe en pornofilm, uden at de har det på, men det er forkert, for en ordentlig kvalitetshofteholder er i virkeligheden en yderst komfortabel og samtidig sensuel ting at bære for en kvinde. Og det er synd, at det mest har ry for noget lummert. De hofteholdere, vi sælger, er lavet til at blive båret. Man prøver det her, så det sidder, og så tager man det altså sjældent af efter en halv time. Det er stærkt vanedannende,« siger Sandy, som naturligvis selv går i ægte nylonstrømper.

jesper.stein@jp.dk

Femme Fatale

Studiestræde 18, kld. th.

1455 København K.

www.femme-fatale.dk