Fortsæt til indhold
Indland

Berømt hotel omdannes til boliger

Ejerkredsen bag det økonomisk trængte Hotel Trouville i Hornbæk prøver endnu en gang at få hotellets økonomi op at køre. Byrådet i Helsingør har vedtaget en ændring af lokalplanen, så hotellet kan udstykkes til 27 ejerlejligheder, hvoraf den dyreste koster 15 mio. kr.

Af MIE STAGE

Danskere med en solid bankkonto kan nu erhverve sig en feriebolig på det tidligere luksushotel Trouville i Hornbæk.

Efter års økonomiske nedture for hotellet på den mondæne kystvejsadresse med udsigt til strand og vand har Helsingør Kommune netop sagt ja til at udarbejde en ny lokalplan. Den ophæver kravet om, at Trouville skulle drives som hotel, og i stedet kan det sælges til private som helårs- og ferieboliger.

»Det kan efterhånden kun gå fremad. Vi nåede til den erkendelse, at man ikke kan drive hotel i den klasse i Danmark,« siger erhvervsmægler Thor Stevnss, som har det primære ansvar for salget af de 27 luksuslejligheder i det nye Residence Trouville.

Han indledte dialogen med Helsingør Kommune i januar i år, mens håndværkerne endnu arbejdede på at skabe hjemlige omgivelser på det tidligere hotel. 135 mio. kr. har alene ombygningen stået i, og Thor Stevnss påregner at sælge lejlighederne med tab, indtil salget er kommet op at køre.

Vaklende økonomi

Det økonomisk dårligt kørende hotel har gennem årene hyppigt skiftet ejere, indtil Juristernes og Økonomernes Pensionskasse købte ejendommen i begyndelsen af 1980'erne. I 1997 overtog den nu afdøde tæppehandler Ole Lindberg Jensen kontrollen over hotellet og drev det gennem anpartsselskabet Otin ApS, mens ombygningen gik i gang.

Helsingør Kommune gav for fire år siden en byggetilladelse til at lave hotelejerlejligheder, dvs. at private kunne købe lejlighederne under forudsætning af, at de fortsat blev drevet som hotel med reception, restaurant og servering af morgenmad, som lokalplanen krævede.

Meningen var, at lejlighederne allerede skulle stå klar i foråret 1999, men i dag mangler der stadigvæk at blive installeret badeværelser og køkkener, selv om den første og eneste handel blev gennemført for to år siden.

I dag ejes bygningen stadigvæk af Otin ApS, som består af en blandet skare af udenlandsdanskere, som har postet penge i projektet i håbet om, at det engang vil få økonomisk medvind. Heller ikke som hotellignende ferielejligheder lykkedes det nemlig at få afsat lejlighederne.

En mio. kr. per etage

»Der var to grunde til, at salget vaklede. For det første lagde Ole Jensen ud med ekstremt høje priser, fordi han ville have high society-lejligheder. For det andet var papirerne ikke i orden, så det blev muligt at sælge lejlighederne som almindelige ejerlejligheder. Det er på plads nu,« siger Thor Stevnss og understreger, at folk ikke vil købe, hvis de ikke regner med at kunne komme af med dem igen.

Han oplyser, at de tidligere priser er sat 35 pct. ned for at hælde lidt mere realisme på projektet.

En typisk lejlighed i Trouville er på ca. 110 kvm med to soveværelser. En pent-houselejlighed på tredje sal koster 5,3 mio. kr., men falder en mio. kr., for hver etage man bevæger sig ned mod jordhøjden.

Thor Stevnss mener ikke, at han overdriver, hvis han antager, at 15-20 af de godt 50 henvendelser, han på det seneste har fået på lejlighederne, er klar til at skrive under på kontrakten.

Bygningsinspektør i Helsingør Kommune Karsten Outzen virker godt tilfreds med udfaldet af byrådets vedtagelse i mandags.

»Nu har hotellet stået tomt i nogle år, og der var ingen grund til at tro, at der ville komme liv i det, hvis ikke der skete noget specielt. Politikerne ville gerne have liv i området, og det store sorte hus var ikke flatterende for nogen,« siger han.

I den kommende tid skal teknisk forvaltning i samarbejde med bygherren Otin ApS udarbejde lokalplanen, som derefter sendes i offentlig høring.

mie.stage@jp.dk