Fortsæt til indhold
Indland

Hjemløse kan ikke få bankkonto

En hjemløs person får hver måned en check fra socialforvaltningen, men den kan være meget svær at indløse, når man ikke har en konto i en bank. Og det kan en hjemløs ikke få uden pas eller kørekort. Socialministeren vil se på sagen.

Af JENS-ARNE SØRENSEN

Mange hjemløse ender i et håbløst dilemma: De kan ikke få udbetalt deres retmæssige månedlige førtidspension eller kontanthjælp i et pengeinstitut. Og socialforvaltningerne udbetaler ikke kontanter, kun crossede checks.

Pengeinstitutterne vil ikke udbetale crossede checks, når den hjemløse ikke har billedlegitimation - eller en indlånskonto i et pengeinstitut.

Og da man ikke kan oprette en indlånskonto uden legitimation med billede - et sygesikringsbevis er ikke nok - befinder de hjemløse sig i en ond cirkel.

»Som om de hjemløse ikke har problemer nok med misbrug, skiftende hjem og et rakkerliv,« siger informationsmedarbejder ved De Hjemløses Hus, Thomas Hye-Knudsen.

Ingen penge

Han har konkrete eksempler på, at op mod 15 hjemløse om måneden, der har tilknytning til De Hjemløses Hus på Falkevej i Nordvestkvarteret, har store problemer med at få deres eksistensgrundlag udbetalt.

»Vi må løse det på den måde, at vi udbetaler beløbene til dem, og så er vores bank gået med til at indløse de hjemløses checks, så vi får pengene hjem igen,« fortsætter Thomas Hye-Knudsen.

Han skønner, at op mod 10.000 personer årligt er hjemløse i Danmark i kortere eller længere tid.

De hjemløses blad, Hus Forbi, har skrevet om den hjemløse Jørgen, som bliver afvist i tre banker med sin check på 7113 kr. Det kræver kørekort eller pas med billedidentifikation at få en konto, får de hjemløse at vide i bankerne.

De to dokumenter koster 5-600 kr. stykket, og det har en hjemløs ofte ikke råd til, eller også bliver de fristet til at sælge passet for at vedligeholde deres misbrug af narko eller alkohol.

Skal have legitimation

Pengeinstitutternes brancheforening, Finansrådet, siger, at bankerne er forpligtet til at lade alle borgere oprette en indlånskonto, medmindre der er saglige grunde til at afvise en kunde, som f.eks. at en person enten er anstødelig eller voldelig over for personale eller kunder. At man er registreret som dårlig betaler kan ikke forhindre, at man opretter en konto.

Jurist i Finansrådet Kim Busck-Nielsen siger til JP København, at han ikke mener, at personer får afslag på oprettelse af en konto uden billedlegitimation:

»De hjemløse afvises ikke, det er ikke et problem uden billede. De skal blot have et ifølge direktivet »retskraftigt dokument«, men ellers må socialforvaltningen jo udstede en særlig legitimation, så vi kan sikre os deres identitet. Men banken overtræder loven, hvis vi opretter en indlånskonto uden legitimation uden CPR-nummer. Sådan er retningslinjerne,« siger Kim Busck-Nielsen.

Han vil ikke kommentere konkrete sager, men mener, nogle må have talt forbi hinanden i sagen om Jørgen.

Det får ikke de hjemløses repræsentant, Thomas Hye-Knudsen, til at tro, at bankpraksis ændres:

»Det er sikkert ganske i tråd med, hvad man skal mene, når man er bankernes talerør. Noget andet er, hvad man oplever i praksis. Bankerne henviser til et EU-direktiv, der skal hindre hvidvaskning af penge - og så bruger bankerne det til at afvise en subsistensløs på førtidspension. Hvis ikke det er et problem, så ved jeg ikke ...«

Det ville glæde Thomas Hye-Knudsen, hvis Finansrådet indskærpede retningslinjerne for alle deres medlemmer, så de hjemløse havde noget at henvise til - uanset hvilken filial i landet de i påkommende tilfælde troppede op i.

Håbløs situation

Socialminister Henriette Kjær (K) siger til Hus Forbi, at hun finder situationen håbløs for de hjemløse.

»Jeg kunne godt forestille mig, at man udarbejdede en særlig billedlegitimation for særligt udsatte grupper. Jeg vil derfor tage kontakt til Rådet for Socialt Udsatte, der skal komme med et forslag,« siger hun ifølge bladet.

Ministerens forslag vækker begejstring hos Kim Busck-Nielsen, der finder, at det er den rigtige løsning.

Men det er som bekendt fortsat umuligt for de fleste at få indløst en check i et pengeinstitut, hvor man ikke er kontohaver.

jpk@jp.dk