Et tilfældigt mord

Barcelona

En stille ceremoni på kirkegården ved Fredens Kirke i Viby i Århus torsdag den 22. august markerede slutningen på otte bevægede uger for Karin Sloth.

Uger præget af sorg, frustration og magtesløshed. De begyndte, da Paul Pedersen - Karin Sloths eksmand og far til hendes to piger, 19-årige Mai og 21-årige Katja - blev fundet dræbt i sit telt på en spansk campingplads ved Barcelona.

Parret blev skilt for 15 år siden, og Karin Sloth har stort set kun haft forbindelse til sin eksmand gennem pigerne. Men denne sommer kom Paul Pedersen igen til at fylde meget i Karin Sloths liv.

»Det har været meget underligt at blive blandet så meget ind i Pauls død. Men jeg kunne ikke gøre andet, især for mine børns skyld, for der var ikke andre. Pigerne kunne ikke overskue det,« forklarer Karin Sloth.

Hele sommeren har hun kæmpet for at få svar på, hvad der skete med eksmanden i Spanien og få hans lig hjem til Danmark, så døtrene kunne sige ordentligt farvel til deres far.

Det var samtidig en kamp mod tiden, da den yngste datter, Mai, 2. august skulle rejse til Australien på et års ophold.

Til Spanien

Sidste kapitel i Paul Pedersens liv begynder søndag den 2. juni. Den 52-årige førtidspensionist fra Samsø flyver fra Kastrup til Barcelona. Ud over at ville holde ferie har Paul Pedersen planlagt at sondere området, fordi han overvejer at rykke til sydlandske himmelstrøg for at få pensionen til at række lidt længere.

»Han havde alligevel ikke ret stor tilknytning til noget herhjemme. Ud over pigerne havde han kun en halvbror på Samsø,« forklarer Karin Sloth.

Fra Barcelonas internationale lufthavn ved El Prat de Llobregat begiver Paul Pedersen sig til campingpladsen Tres Estrellas, som ligger i den lille by Gavá 12 kilometer syd for Barcelona.

Tres Estrellas har plads til 1200-1500 besøgende. Pladsen breder sig gennem et skovområde ned til Middelhavet, og om sommeren myldrer det med gæster fra hele Europa. En tæt bevoksning giver campisterne ideelle muligheder for at finde en nogenlunde uforstyrret plet.

Da Paul Pedersen ankommer til Tres Estrellas, er pladsen hovedsagelig beboet af pensionister.

Efter at have været i Spanien i to en halv uge, ringer han til Karin Sloth. Det er sidste gang, familien hører fra Paul Pedersen.

Fire dage senere undrer andre på campingpladsen sig over, at de ikke ser nogen gå ind og ud af danskerens telt.

De får en af campingpladsens vagter til at kigge ind i teltet, og han finder liget af Paul Pedersen.

Alfonso Ruiz, der er receptionist på campingpladsen, var på arbejde den juniaften, liget blev fundet.

»Politiet fortalte først, at han var død af sygdom, så det tænkte vi ikke så meget over,« fortæller Alfonso Ruiz. »Senere hørte vi, at han var blevet dræbt. Det er meget uhyggeligt. Vi har aldrig før oplevet noget lignende, for det her er et meget fredeligt område. Det er skræmmende,« siger Alfonso Ruiz.

Familien underrettes

Dagen efter nåede den triste nyhed til Danmark. Politiet tog ud for at underrette de to døtre om faderens død.

»Politiet fortæller Mai, der er alene hjemme, at hendes far er fundet død på en campingplads i Spanien, og at han har været død omkring to døgn. Jeg får det at vide senere og ringer til min ældste datter i Slagelse. Hun var ikke hjemme, da politiet kom, så jeg fortæller hende, hvad der er sket. Derefter kontakter jeg Århus Politi for at høre, hvad de har fået at vide, men de har ikke hørt mere fra udenrigsministeriet,« forklarer Karin Sloth, som derefter lignede et stort spørgsmål.

»Hvor i alverden skal jeg henvende mig? Hvad skal jeg gøre, når det nu er sket i udlandet?«

Hun får kontakt med Samsøs bedemand, Jens Peter Mikkelsen, som foreslår hende at ringe til udenrigsministeriet. Selv vil han kontakte Europæiske Rejseforsikring, som skal stå for hjemtransporten, fordi dødsfaldet er sket indenfor den første måned af ferien, og så dækker det gule sygesikringsbevis.

»Efter jeg har været i forbindelse med udenrigsministeriet, går der et par uger, uden at der sker noget. På et tidspunkt ringer jeg så for at rykke, og Charlotte Duelund fra ministeriet vender tilbage efter at have været i forbindelse med generalkonsulatet i Barcelona. Det spanske politi har behov for nogle oplysninger om Paul. For der er formodning om, at der kan være sket en forbrydelse. Senere viser det sig, at han er blevet kvalt,« erindrer Karin Sloth.

Hun vælger i første omgang ikke at fortælle sine to døtre, at deres far måske er død som offer for en forbrydelse.

»Når det kun var en formodning, syntes jeg ikke, at de skulle have det at bekymre sig om. Det var hårdt nok for dem i forvejen.«

9. juli bliver Karin Sloth igen ringet op af udenrigsministeriet. De spanske myndigheder har problemer med at identificere Paul Pedersen. Danskerens eneste identifikationspapirer er en kopi af pas og sygesikringsbevis.

Derfor bliver Karin Sloth sat i gang med at finde ud af, hvilken tandlæge hendes eksmand havde, så de spanske myndigheder kan få røntgenbilleder af tandsættet.

»Så går der igen en uge til halvanden, inden de ringer fra Europæiske Rejseforsikring for at spørge, om Paul Sloth og Paul Pedersen er den samme mand. Der står Paul Sloth på røntgenbillederne og Paul Pedersen i passet. Han har taget sit gamle navn Pedersen igen. Hvorfor ved jeg ikke, og jeg er kun blandet ind i sagen for mine børns skyld.«

Kalenderen er efterhånden nået til de sidste blade af juli, og Karin Sloth ringer gentagne gange til udenrigsministeriet for at finde ud af, hvornår liget kan blive frigivet. Den yngste datter skal til Australien den 2. august, og det ligger hende meget på sinde at nå at deltage i sin fars begravelse.

Liget skal hjem

29. juli bliver liget endeligt identificeret, og Karin Sloth begynder at arbejde på at få det transporteret hjem i en kiste. Blandt andet tilbyder bedemanden at køre til Spanien i sin rustvogn og hente det hjem i en tilloddet zinkkiste.

»Det betød utroligt meget for mine piger at kunne sige farvel til deres far i en kiste, så de kunne få en form for afslutning. For det savnede de.«

1. august får familien imidlertid at vide, at liget ikke må transporteres ud af Spanien. Det er efterhånden i så dårlig forfatning, at det ikke kan balsameres, som spansk lovgivning kræver. Karin Sloth og hendes to døtre får valget mellem at lade det kremere i Spanien, så asken kan komme hjem i en urne, eller lade faderen og eksmanden lokalbegrave og så få knoglerne hjem om to år.

»Det var et hårdt slag, for vi havde kæmpet som gale, så vi kunne få ham hjem, inden Mai skulle rejse,« sukker Karin Sloth.

I kampen for at få liget hjem i kiste havde Europæiske Rejseforsikring allieret sig med Odense Begravelsesforretning, som transporterer adskillige afdøde hjem fra udlandet hvert år.

»Så vidt jeg ved, er der ingen krav om balsamering, hvis vi kører som landtransport. Det er kun, hvis kisten skal med fly. Så det lyder lidt underligt i mine ører,« siger Erik Skree, bedemand og direktør for Odense Begravelsesforretning.

1. august bød desuden på en anden ubehagelig besked til Karin Sloth og hendes to døtre.

»Da jeg taler med Euroalarm (selskab under Europæiske Rejseforsikring, red), får jeg pludselig at vide, at dødsårsagen var kvælning. Det kom frem på en meget mærkelig måde. Vi kommer til at snakke om, hvad der skete dernede i Spanien, hvorefter hende, jeg taler med, spørger, "ved du ikke det?" For det stod på hendes skærm. Det var en meget mærkelig fornemmelse at få det at vide sådan, selv om jeg jo godt nok havde hørt, at det måske var en forbrydelse.«

Den udlægning af sagen er Jakob Bender, som er underdirektør og presseansvarlig i Europæiske Rejseforsikring, ikke helt enig i.

»Så vidt jeg er orienteret, har vi fortalt familien dødsårsagen, så snart vi fik den at vide, og jeg tvivler på, at det bare er sket i en bibemærkning,« siger han.

I stedet for at rejse til Australien efter at have begravet sin far, måtte 19-årige Mai tage af sted med en viden om, at hendes far ikke blot var død, men også havde været offer for en forbrydelse.

Den ældste datter skal nu beslutte, om faderen skal lokalbegraves eller kremeres.

»Vi vælger kremeringen. Euroalarm vil sende besked til Spanien med det samme fredag aften, så de mandag morgen kan gå i gang med at få ham kremeret og sendt hjem,« erindrer Karin Sloth.

7. august lyder meldingen så fra Spanien, at det er blevet besluttet at foretage endnu en obduktion.

I den efterfølgende uge har hun stort set daglig kontakt med Euroalarm for at finde ud af, hvornår liget kan komme hjem.

»Vi trængte efterhånden bare til at få ham i jorden, så vi kunne få sagen afsluttet og komme videre i vores liv. Det hele stod jo nærmest stille for os i de uger, især for min ældste datter. Det har godt nok ikke været en særlig rar sommer,« forklarer Karin Sloth.

14. august lyder meldingen fra Euroalarm, at urnen kan komme hjem enten torsdag eller fredag i samme uge. Men da torsdagen er helligdag i Spanien, forlyder det så, at det i hvert fald bliver senest i løbet af weekenden.

»Så snakker jeg med Euroalarm fredag, som siger, at urnen helt sikkert kommer hjem mandag aften. Derfor arrangerer vi urnenedsættelse 21. august, så bedemanden har en dag til at ordne papirerne,« siger Karin Sloth.

Mandag aften vil bedemanden fra Samsø, Jens Peter Mikkelsen, hente urnen i Kastrup. Lige før han kører ombord på færgen, ringer han til SAS for at sikre sig, at urnen er med flyet.

»Det var den ikke. Ham, som skulle aflevere urnen i lufthavnen, var kommet for sent. Euroalarm lover så, at urnen kommer med tirsdag aften, og selvom jeg presser på, er det ikke muligt at få den med et tidligere fly, for Euroalarm foretrækker deres samarbejdspartnere, som de stoler på,« fortæller Karin Sloth.

Urnen sendt til Tenerife

På Samsø har bedemanden en anden bisættelse onsdag, så derfor får han Odense Begravelsesforretning til at hente urnen i Kastrup lufthavn tirsdag aften. Men onsdag morgen ringer Euroalarm til Karin Sloth og fortæller, at urnen ikke nåede til Kastrup aftenen før. I stedet var den havnet på Tenerife.

»Der flød bægeret for alvor over for mig og min ældste datter. Det hele ramlede bare sammen, og vi kunne næsten ikke mere. Nu skulle jeg finde de personer, som skulle komme til urnenedsættelsen, på deres arbejdsplader og sige, at de ikke skulle komme og at de skulle aflyse deres blomster. Det er lidt umenneskeligt,« fortæller Karin Sloth. Bedemand Erik Skree, som skulle have hentet urnen i Kastrup Lufthavn er også rystet.

»Godt nok kan en kuffert havne et forkert sted eller blive væk, men det her er et menneske. Det er utroligt, at man ikke har mere respekt for det, for en urne er jo stadig noget utroligt følelsespræget,« siger Erik Skree.

Hos Europæiske Rejseforsikring indrømmer man, at der er begået fejl.

»I den uge er der nogle ting, som kunne have været gjort bedre, også fra vores side. Det skal ikke tage så lang tid, og det er selvfølgeligt beklageligt for familien,« siger underdirektør Jakob Bender.

22. august landede Paul Pedersens urne endelig i Kastrup lufthavn, og den blev transporteret til Fredens kirke i Viby.

Hvad skete der egentlig?

Tilbage sidder familien med spørgsmålet om, hvad der egentlig skete på campingpladsen Tres Estrellas.

»Vi har bare så mange løse ender, vi føler slet ikke, at vi ved noget. Og hvorfor har alting taget så lang tid,« spørger Karin Sloth og fortsætter: »Jeg ved ikke, hvad vi ville have gjort uden bedemanden fra Samsø, Jens Peter Mikkelsen. Han har været os meget behjælpelig gennem hele sagen.«

På det danske generalkonsulat i Barcelona ved generalkonsul Hanne Pape ikke mere end familien, men hun har en teori om, hvad der kan være sket i Paul Pedersens telt på campingpladsen.

»Jeg kunne forestille mig, at nogen har været inde i teltet for at ville stjæle noget, mens han sov. Det sker ofte på campingpladserne. Måske er Paul Pedersen så vågnet, er blevet forskrækket og begyndt at råbe op, og det har kostet ham livet,« gætter hun.

Generalkonsulen tvivler på, at sagen vil blive opklaret.

»Ikke når det ikke er sket endnu. Så skal det være ved et tilfælde, hvor politiet anholder en for noget andet, og så tilfældigvis får kædet det sammen. Men jeg tvivler ærligt talt på, at det vil ske,« vurderer hun.

stine.daugaard@jp.dk