Tegning til en skæbne

Den venlige dame smiler til Malte. Hun viser ham et billede, der ikke rigtig forestiller noget, for det er bare en blækklat på er stykke papir, der er blevet foldet sammen og foldet ud igen.

»Hvad synes du, det ligner? Det skal ikke ligne noget, men hvad synes du, det ligner?« spørger damen.

Malte tænker sig om. Han er syv år og har en god fantasi, så han kan sagtens finde på noget, det ligner. Han fortæller frit fra leveren. For han ved ikke, at svaret på den venlige dames spørgsmål kan ændre hans liv fundamentalt. Hans svar er et led i en undersøgelse, der meget hurtigt kan føre til, at Malte bliver fjernet fra sit hjem og anbragt på en institution eller i en plejefamilie langt væk. Den venlige dame er psykolog, og hendes vurdering vil komme til at veje tungt, når det kommunale udvalg skal træffe beslutning om tvangsfjernelse eller ej.

Eksemplet er frit opfundet. Men sognepræst Peter Fergo kender mange af dem. Han har i 17 år arbejdet som bisidder for forældre, der trues med at få fjernet deres børn. Han gik ind i arbejdet på baggrund af en personlig indignation, og hans virke har bl.a. skaffet ham fire års betinget fængsel for at have skjult et barn fra de sociale myndigheder.

En psykologisk undersøgelse er en del af den faste procedure, som er fastlagt i Lov om Social Service. Paragraf 38 taler om undersøgelse af truede børn og slutter:

»Kommunen skal som led i denne undersøgelse inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejerske, pædagoger, psykologer, lærere eller andre, jf. § 37 a. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en psykolog.«

En psykologisk undersøgelse af et barn kan antage mange former og være af varierende længde. Typisk består undersøgelsen ud over en samtale med barnet af en række forskellige test, hvoraf tydningen af blækklatten kun er én. Blækklattesten hedder Rorschach efter den schweiziske psykiater Hermann Rorschach, der allerede i begyndelsen af forrige århundrede begyndte at interessere sig for personlighedsanalyser baseret på tolkninger af blækklatter og i 1921 udgav bogen ''Psykodiagnostik'', som i dag anses for en klassiker.

Ustruktureret materiale

Rorschach-testen er en af flere såkaldt projektive tests, altså psykologiske undersøgelser, der bygger på tolkninger af testpersonens tolkning af et ustruktureret materiale. Grundtanken er, at testpersonen projicerer sit indre liv ud i materialet.

En anden er Lüscher-testen, der beder testpersonen om at rangordne otte forskellige farver og ud fra disse valg kortlægger den sjælelige tilstand. En tredje, den såkaldte Baum-test, der tager udgangspunkt i testpersonens tegning af et træ.

Værdien af sådanne tests er internationalt stærkt omdiskuterede, og de har været udsat for kraftig kritik fra psykologer, der fandt dem upålidelige og tilfældige. Mange steder er man derfor gået væk fra at bruge dem. Men i Danmark er de i forbindelse med sager om tvangsfjernelse af børn stadig flittigt benyttet, når kommunen skal bruge en psykologisk erklæring om et truet barn.

»Det er heksekunst«

»Problemet er, at psykologien ukritisk lader sig bruge som redskab for forvaltningen i disse sager,« mener Peter Fergo.

»Psykologens svar får et videnskabeligt skær, selv om det i realiteten bygger på noget, der bedst kan sammenlignes med astrologi, numerologi og læsning i håndflader. Det er heksekunst iklædt hvide kitler. Senere i forløbet ligner resultatet en urokkelig realitet. En sag bliver f.eks. anket til Landsretten, der fastholder den kommunale afgørelse på baggrund af barnets udprægede angst for sin mor. Men denne angst er ikke fastslået ved, at barnet har givet udtryk for den, men gennem tolkningen af barnets associationer ved synet af en blækklat nummer syv, som barnet syntes lignede en stol. Det får de juridiske dommere ikke at vide.«

Det har ikke været uden vanskeligheder for Peter Fergo at skaffe sig adgang til psykologernes råmateriale. Flere gange fik han afslag på aktindsigt med henvisning til, at der var tale om internt arbejdsmateriale. Først efter henvendelse til Justitsministeriet lykkedes det at få undersøgelserne at se, og Justitsministeriet sendte afgørelsen videre til Socialministeriet, der orienterede samtlige kommuner om, at materialet er omfattet af aktindsigten.

Luftige regler

Hvor mange børn, der bliver tvangsfjernet i Danmark og af hvilke grunde, kan det være vanskeligt at få hold på.

Dels er begrebet tvangsfjernelse tvetydigt, fordi forældre ofte går med til at lade deres barn fjerne under truslen om, at hvis de ikke indvilger, så fjerner kommunen barnet alligevel. Altså en slags frivillig tvang.

Dels er lovens formuleringer om, hvad der skal til, før man fjerner et barn fra hjemmet, noget luftige. Paragraf 42 i Lov om Social Service siger, at et barn kan tvangsfjernes, hvis der er

''en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) vold eller andre alvorlige overgreb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.''

Der er almindelig enighed om, at vold eller andre alvorlige overgreb (f.eks. incest) bør medføre en tvangsfjernelse. Men hvad er "utilstrækkelig omsorg", tidligere kaldet omsorgssvigt? Hvor meget - eller hvor lidt - skal der til? Og hvad betyder lovens ord om »begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet?« Er det den tilstand, der opstår i hvert andet parcelhus i hvert fald én gang ugentligt, når det hele brænder sammen, og den skrøbelige tidsplan i den moderne familie brister? Eller skal der mere til?

Det skal der nok. Men grænserne er flydende, og afgørelserne beror på individuelle skøn. Det har nogle forældrepar benyttet sig af ved straks at flytte fra kommunen, når der var optræk til en tvangsfjernelse.

Bred politisk enighed

Da Folketinget i april 2000 behandlede en ændring af loven, var der bred enighed om både det gode formål og det gode resultat, man nu var nået frem til. Villy Søvndal (SF) kunne trække på sine egne erfaringer:

»Jeg har selv som kommunalbestyrelsesmedlem deltaget i 11 år i afgørelser om tvang og har været dommer i Vestre Landsret, og inden man nu bliver alt for rørstrømsk om familieforholdene, var det måske klogt lige at huske, hvad det er for børn, vi taler om. Det er børn, der har været udsat for seksuelle overgreb. Det er børn, om hvem vi har fået en anmeldelse af vold fra en skadestue. Det er sager, hvor misbrug gør, at forældreevnen er væk, eller det er sager, hvor sygdom gør, at forældreevnen er væk. Det er formentlig 90 procent af de fjernelser, vi taler om. Og dér tror jeg, at hele Folketinget - og det synes jeg er det gode i den nuværende situation - er enigt i, at her har vi en helt gennemgående pligt til at beskytte de børn.«

Villy Søvndals udtalelser er i tråd med den almindelige opfattelse af, hvad tvangsfjernelser er. Opfattelsen har også bred politisk tilslutning. Under samme debat fastslog f.eks. Inge Refshauge fra Dansk Folkeparti i en bisætning, at tvangsfjernelse er ''en foranstaltning, som tages i brug, når barnet eller børnene er så omsorgstruede, at der ikke er andet at gøre, og det må absolut være sidste udvej.''

Der er imidlertid også foretaget en række undersøgelser af tvangsfjernelsessager, og de bakker ikke nødvendigvis Søvndals vurdering op. I en undersøgelse af 170 tvangsfjernelsessager når Bo Ertmann frem til, at der har været tale om incest i tre procent af sagerne. Nogenlunde samme andel når Anne-Dorthe Hestbæk frem til i en undersøgelse med titlen ''Når børn og unge anbringes'' (Socialforskningsinstituttet 1997). Mogens Nygaard Christoffersen finder i en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet 2002, der bygger på 900 børnesager, at der har været tale om seksuel eller anden fysisk mishandling i omkring hver ottende sag. Og i en undersøgelse fra Socialforvaltningen i Københavns Kommune (1995) hedder det, at ''vold, incest og mishandling ses som en ringe eller næsten fraværende faktor blandt forældrenes problemer.''

Resten af tilfældene er mindre oplagte, selv om de naturligvis kan være grelle og ubehagelige nok. Den svigtende omsorg er af en anden art end den, der kendetegnes ved en far, der voldtager sin datter og tæver sin søn med et bælte. Der findes mange andre former for svigt. Det er bare sværere for forvaltningen at underbygge deres mistanke og fornemmelser i disse tilfælde. Her kommer psykologerne ind i billedet.

»En tvangsfjernelse er den vanskeligste beslutning at være med til at træffe for en politiker, og jeg mener derfor ikke vi må fraskrive os nogle metoder til at skaffe os en viden om forholdene. De psykologiske tests må selvfølgelig aldrig stå alene, men de kan bidrage med oplysninger, vi ikke kunne få på anden vis. Men jeg siger ikke, at der ikke sker fejl, for det gør der. Til den ene og den anden side. Det er uundgåeligt i disse her spørgsmål,« siger Villy Søvndal.

Den første mistanke

En tvangsfjernelsessag begynder typisk med en indberetning fra børnehaven, vuggestuen eller skolen. Naboer og andre kan også henvende sig - anonymt - med mistanke om, at noget er galt fat, og det vil blive undersøgt. Eller måske har forvaltningen på forhånd en formodning om, at der er problemer, f.eks. fordi man ved, at forældrene er enten narkomaner eller alkoholikere, dømt for kriminalitet eller måske er psykisk syge. En stor del af fjernelsessagerne vedrører børn af enlige mødre.

Det er altså typisk de svagest funderede medborgere, der er i søgelyset. De er oppe mod systemet, et system, der kan en masse ord. Overinkorporation. Avoidantstilen. Stimulusfeltet. Kognitiv udvikling. De psykologiske rapporter er fyldt med klinisk klingende begreber. Og deres konklusioner kan godt være i modstrid med de løbende indberetninger fra vuggestue, børnehave og skoler.

Peter Fergo har bogen ''Psykologien som forvaltningens redskab i fjernelsessager,'' der udkommer i disse dage, samlet omkring 100 eksempler på sager, som han har haft med at gøre. Det er kun eksempler og næppe alment dækkende for, hvad der foregår, al den stund en mand som Peter Fergo først kommer ind i billedet, når pressede forældre opsøger ham for at få hjælp i kampen mod forvaltningen.

Men eksemplerne er ikke desto mindre forbløffende. Børn, der gennem et helt institutionsforløb har fået gode skudsmål som glade, sociale, muntre og legende bliver efter en kort undersøgelse hos kommunens psykolog diagnosticeret som tidligt skadede, grundangste, paranoide og skizofrene. Helbredelsen er i nogle tilfælde lige så forbløffende. Efter et kort ophold hos en plejefamilie eller på en institution er det tidligt skadede, angste barn pludselig normalt fungerende igen.

En god forretning

De psykologiske domme virker i eksemplerne tilfældige og hastige. Peter Fergo er ikke i tvivl om grunden:

»Inden en psykolog undersøger et barn, får han eller hun tilsendt alle papirer i sagen og kan således tydeligt se, hvor forvaltningen gerne vil hen. Og man giver forvaltningen, hvad den vil have, for den er en stor kunde.«

Omkring 15.000 børn og unge i Danmark er anbragt uden for deres hjem. Udgifterne beløber sig til syv milliarder kroner året. Der er mange, der lever af at hjælpe de truede børn. En meget flittige psykolog kan hvert år udskrive regninger på mere end million kroner til kommunen.

Fjerner staten for mange børn? For få? Mange har en mening om det, væsentlig færre bekymrer sig om, hvordan beslutningen om tvangsfjernelser bliver truffet.

Kun en enkelt kritisk røst skabte uro i den almindelige konsensus under Folketingets forhandlinger. Det var Peter Fergos hustru, nuværende kirkeminister Tove Fergo (V). Hun var bekymret for forældrenes retssikkerhed og slog til lyd for deres ret til at føre vidner i den sag, hvori de var under anklage for at være utilstrækkelige forældre.

Ingen støtte

Hun mødte ingen opbakning til sin kritik ved den lejlighed.

»Jeg bliver nødt til at sige til fru Tove Fergo, at når vi behandler lovforslaget her, så er det bl.a., fordi der er mange, som arbejder professionelt med det her, som har været optaget af, at der har været alt for mange situationer, hvor vi har ladt barnet i stikken, og derfor har lovforslaget her jo netop taget udgangspunkt i: Hvad er bedst for barnets tarv? Og det synes jeg sådan set som princip modsvarer det, som fru Tove Fergo efterlyser,« sagde daværende socialminister Henrik Dam Kristensen (S) og lagde dermed tillidsfuldt sagerne i hænderne på eksperterne.

Det springende punkt er her, at en tvangsfjernelse ikke er en straf i juridisk forstand. Selv om de fleste forældre ville betragte dette at få fjernet børnene som et indgreb langt værre end en fængselsstraf, så ser staten ikke sådan på det. En tvangsfjernelse er en hjælp til barnet. Eller som det tidligere hed i loven: en ''hjælpeforanstaltning uden samtykke.''

Hjælpeforanstaltningerne sættes - som den tidligere socialminister kunne berolige tinget med - ind efter professionel vurdering og overvejelse. Men hvem kontrollerer de professionelle?

»En industri«

Peter Fergo:

»Min påstand er, at forvaltningen og psykologerne har en selvstændig interesse i at holde denne industri kørende. Forestillingen om behandlersystemet som en objektiv størrelse, der kun vil det bedste, er efter min mening naiv. Derfor er retssikkerheden så afgørende. Forældrene er værre stillet end rovmordere og voldtægtsforbrydere. Hvis de vil føre deres egne vidner i form af en alternativ psykologisk undersøgelse - hvad de nu har fået ret til - så skal de selv betale den. Det koster rask væk op til 20000 kroner - det har en enlig mor på bistandshjælp ikke råd til.«

En afgørelse om tvangsfjernelse træffes i det kommunale børne- og unge udvalg efter indstilling fra forvaltningen. I udvalget sidder folkevalgte repræsentanter, en dommer - og en psykolog. Afgørelsen kan ankes til Den Sociale Ankestyrelse. Her sidder embedsmænd og medlemmer beskikket af kommuner og af faglige organisationer - og en psykologisk konsulent. Ankestyrelsens afgørelse kan ankes til Landsretten, der fælder den endelige dom. De juridiske dommere har til at støtte sig en psykologisk konsulent.

Hensynet til barnet

Er det tilstrækkelig retssikkerhed for forældrene?

»En tvangsfjernelsessag er ikke en retssag og skal ikke være en retssag. Hensynet til børnene vejer tungest, og mange af de ting, der foregår inden for hjemmets fire vægge, kan være svære at bevise i en retssal. Så konsekvensen af at lade disse sager afgøre som traditionelle straffesager ville være, at vi efterlod mange flere børn under uacceptable forhold,« mener Villy Søvndal, der dog gerne vil se nærmere på mulighederne for fri proces, så forældrene ikke selv skal betale

Reglerne om forældrenes ret til også selv at lade børnene undersøge af en psykolog efter eget valg er forholdsvis nye. De blev indført i vejledningen til paragraf 55 efter henstilling fra Ombudsmanden, der havde fået en klage fra Peter Fergo. I den konkrete sag havde kommunen anvendt 11 psykologer, men ville ikke give forældrene lov til selv at indhente en alternativ vurdering.

lillelund@jp.dk