Fortsæt til indhold
Indland

Jehova på Brøndby Stadion

I disse dage mødes 15.000 danske Jehovas Vidner til et internationalt stævne med over 10.000 trosfæller fra mere end 40 lande.

Af RUNE MELCHIOR SJØRVAD

Brøndby Stadion er fyldt til bristepunktet. Alle sæder er optaget, og stemningen blandt de 25.000 tilskuere er i top. I merchandise-butikken går det dog knap så godt. Her er der hele dagen ikke blevet langet så meget som et eneste Brøndby-klistermærke over disken.

I stille desperation over den noget aparte situation har butikken forsøgt at omstille sig til salg af is, men lige lidt hjælper det. De mange tilrejsende er hverken kommet for at støtte Brøndbys fodboldhold eller spise is. De er kommet for at høre om fred og næstekærlighed. Nogle endda fra så eksotiske steder som Toga, Surinam og Curacao.

Langvejs fra

Allerede i toget på vej fra Nørreport til Brøndby mærker man, at alt ikke er helt, som det plejer. Spredt i den bagende varme togkupé sidder flere mennesker i skjorteærmer, slips, folder i bukserne og med en attachemappe ved siden. På brystet bærer de et blåt skilt med skriften: GIV GUD ÆRE.

For hver station kommer der flere blå skilte til. En af skiltebærerne hedder Hannah Kirkland. Hun er dansker, men til daglig bosat i Uganda med sin mand. Hun er rejst den lange vej helt fra Afrika for at være med til årets internationale stævne i Danmark.

»Når det internationale stævne bliver holdt i Danmark, er det en selvfølge for os at være med. Så er det ligegyldigt, om der er lidt langt at rejse. Desuden kommer der folk fra alle afkroge af verden, så vi er nok ikke engang dem, der har rejst længst,« forklarer Hannah Kirkland.

Fodbold og forkyndelse

På Brøndby Stadion er fodboldklubbens bannere skiftet ud med blomsteropsætninger i sarte farver, og ud af højtalerne toner sagte klassisk musik. Fadølsanlæggene er afmonterede og diskret skubbet ind til væggene.

Det samme er pølsevognene og pop-corn-maskinerne. I stedet kan man - mod aflevering af en madbillet - få sig en Jehova-menu, komplet med frugtsalat, kyllingebryst og Vagttårn-logo.

Ifølge arrangørerne er formålet med det store arrangement at vise, at mennesker med vidt forskellig racemæssig og etnisk baggrund sagtens kan forenes om deres tro og leve i fred med hinanden.

»Jehovas Vidner deltager ikke i krig eller politiske stridigheder. Vi er forenede over hele verden igennem vores fælles ønske om at ære Jehova. Det er en af de vigtige ting, som et internationalt stævne som dette er med til at demonstrere. Og i disse tider er det vel vigtigere end nogensinde,« siger Kurt Ferslev, der er en af de mere end 3000 frivillige, der er med til at få stævnet til at forløbe smertefrit.

25.000 ikke-rygere

På de fyldte tribuner er stemningen afslappet men spændt. De voksne har salmebøgerne klar, og de mange børn har farveblyanter og malebog. Den foretrukne læskedrik er i dagens anledning skiftet fra fadøl til kildevand. Og selvom der er mere end 25.000 mennesker samlet på et sted, er risikoen for at blive udsat for passiv rygning ikke eksisterende.

»For et Jehovas Vidne er der intet galt eller forbudt i at tage sig et glas vin eller en øl, men det er ikke det, vi er samlet her for i dag. Med hensyn til cigaretterne, så er det jo for længst bevist, at det er skadeligt for helbredet. Og har man først bekendt sin sjæl til Jehova, så har man samtidig forpligtet sig til også at passe godt på sit legeme,« siger Bjarne Mønster, der arbejder under stævnet.

Berusende

Med hensyn programmet for åbningsdagen, er der ikke planlagt specielt spektakulære optrin. Det primære er at være samlet fra nær og fjern, og selvom der hersker en spændt og forventningsfuld stemning, er alle klar over, at det, der skal foregå, såmænd ikke er synderlig anderledes end det, der normalt foregår rundt om i de små menigheder.

»I den menighed, hvor jeg normalt kommer, er vi cirka hundrede medlemmer. Der synger og beder vi - ganske som vi gør i dag - men når 25.000 fra hele verden pludselig er samlet og gør det på samme tid, virker det ganske særligt. Det er ganske enkelt berusende,« siger Kurt Ferslev.

rune.sjorvad@jp.dk