Tilbage til 1980'erne

På det tidspunkt var vi mere indifferente i Århus, hvad mode angik. Vi var mere flippere. Jeg kan huske, at jeg følte mig skidegodt tilpas, da vi spillede på Christiania første gang. Det var på Loppen. De havde ingen døre til deres toiletter, så man sad og sked for åbent tæppe. Det var jeg rystet over.« Musikeren Thomas Helmig om at komme til hovedstaden

»De piger, vi ansatte, var ikke nonner. Snerpede typer ville aldrig finde plads. Det var Peter Wibroe, der stod for at hyre de forskellige piger, og det gik han vældig op i. Det kunne ske, at en pige blev ansat, fordi hun så fantastisk godt ud bagfra, men selv om det var vigtigt, at de så godt ud, var det ikke nok. De skulle også være dygtige. Pigerne var mere vulgære dengang, og drengene var frækkere. Det emmede af saft og kraft på Partners. Og sådan var tiden. Uanset hvad vi lavede af annoncer, så brød vi vores hoveder med, hvordan vi kunne få en nøgen kælling ind. Vi benyttede os meget af kvindelige kropsdele.« Bent Bærentzen fra reklamebureauet Partners

»Da var jeg inde i huset. Jeg stod oppe på 3. sal, og lige før det hele brød løs, blev jeg pludselig bange. Kom der nu bare den normale demo gående på 150 mennesker? Hvad var det, vi lavede? Men da jeg så mere end tusinde mennesker komme ned ad Trepkasgade, da forandrede det sig til noget, der lignede storhedsvanvid. Nu var vi endelig dér, hvor vi ville være. Nu havde vi for alvor meldt os ud af samfundet. Nu skete det! Drømmen om den definitive autonomi: Herfra min verden går og ikke længere.« Lotte Svendsen om nidageskrigen i Ryesgade 58 den 14. september 1986

Nikolaj Steen: »Der var flere klassiske Montmartre-looks: All Stars, slidte Levi's og hvid T-shirt. Sådan så vi ud. Og så var der Hella Joofs venner, der gik i meget stramme cowboybukser, stramme hvide T-shirts og helt spidse sorte herresko. Og så var der de mere flippede, som gik i stribede gøglerbukser.« Paprika Steen: »Det var Buz Stop-drengene.« Nikolaj Steen: »Pigerne havde generelt stort hår. Hippiepigerne stod i randen af scenen og dansede, og det var blandt andre Cæcilie Norby. De dansede sådan noget ild-i-hår-dans.« Paprika Steen: »Det var: Skubbe luft, ild-i-hår. Skubbe luft, ild-i-hår.«

»I 80'erne vågnede man hver dag og var deprimeret over atomtruslen og bed negle over, hvordan man skulle klare sig. Udsigterne var så håbløse, at man ikke gad lave noget.« Lars H.U.G.

»På mange måder mindede det om 20'ernes Tyskland. Der var en førkrigsstemning, og det kan sgu være lige meget, for lortet går ned, så lad os feste livet bort.« Aske Jacoby

Den ene kommer fra Helsingørs BZ-bevægelse, den anden dansede samba på Østerbro. De mødtes i 1980'ernes København, og nu har de sammen skrevet en bog, der udspringer af deres oplevelser dengang.

Vi mødes på 1990'er-stedet Hacienda i Ørstedsparken, tøjet er fra dette årtusind, og emnet er 1980'erne.

Martin Kongstad er lidt ukoncenteret. Han bliver distraheret af alle de gamle venner fra 1980'erne, der hele tiden går forbi eller sidder ved et af de andre borde. Og så må han lige hilse på og overrække en indbydelse til receptionen dagen efter, hvor hans og vennen Henrik Vesterbergs bog "Dengang i 80'erne" bliver officielt udgivet.

Selv om bogen handler om en historisk epoke, er den absolut ikke videnskabelig, og den er for detaljeret set ud fra en mere almindelig historieforståelse. I stedet er den ultrasubjektiv med over 100 artikler om små og store tidstypiske begivenheder, som har gjort indtryk på de to forfattere. Og for alle artiklers vedkommende - minus Thomas Helmig - er de en slags hverdagsberetninger centreret omkring København.

Storbyens årti

»Vi kunne da godt have skrevet om mange provinsting, men jeg kender ikke en skid til, hvad der foregik uden for København. Og jeg tror også, at størstedelen af de spændende ting skete her,« siger Martin Kongstad.

Henrik Vesterberg:

»Århus Festuge var da en stor ting, og hvad med hele den århusianske rockscene?«

Martin Kongstad:

»Den får Thomas Helmig lov til at repræsentere, og resten har nok bedst af at blive tiet ihjel.«

Henrik Vesterberg:

»1980'erne var storbyen: Det var byen, kroppen og natten. Og det var også dér, vi selv var.«

Men hvorfor har de to københavnersnuder skrevet en hel bog om 1980'erne? Bare fordi man havde det sjovt i sin ungdom, er det vel ikke nok til at skrive en hel bog?

Henrik Vesterberg:

»Det er typisk for vores generation, at mange ikke synes eller er bevidste om, at vi lavede noget betydningsfuldt i 1980'erne. Vi var nå-generationen i skyggen af ungdomsoprøret. Men vi skabte alligevel nogle ringe i vandet, som vi stadig lever med i dag. Og otte-ti af de ringe, synes vi, er så betydningsfulde og så typiske for 1980'erne, at de er spændende at beskrive i dag.«

Martin Kongstad:

»1980'erne var da spændende. Folk gjorde vilde ting. De opførte sig meget yderligtgående for at distancere sig til 1960'erne. Og 1980'erne har også allerede fået en slags mytisk klang blandt de unge i dag. Dem, der ikke selv var der. "Fortæl, hvordan det var, Martin," siger de til mig. De er fascinerede af den energi, der var. Var man trist, så var man rigtig trist og dyrkede døden i ekstrem grad, men der var også masser af energi i hele yuppiebevægelsen, hvor der var fuld fart på med stoffer og fester.«

De to forfattere har uafhængigt af hinanden haft tanker om en 1980'er-bog.

Tre års opsamling

I 1996 forsøgte Martin Kongstad at sælge ideen til nogle forlag, men der var ingen interesse.

Senere - i slutningen af 1990'erne - var Henrik Vesterberg blevet tilknyttet Politiken som fast freelancer, og nu fik de to afsat et par artikler om bl.a. BZ-bevægelsen og om det kendte sammenstød mellem lyrikeren Michael Strunge og Lola Baidel i 1984. Michael Strunge kaldte Lola Baidels digte for fiduskunst i bogprogrammet "Bazar".

Så var der pludselig mange interesserede forlag, og de to journalister kunne vælge det bedste tilbud. Siden har de brugt tre år på at samle oplysninger og lave i snesevis af interviews.

De to kommer selv fra to vidt forskellige baggrunde og færdedes heller ikke så meget de samme steder, da de begyndte at gå i byen i København. Men i 1989 arbejdede de samtidig på musikmagasinet Gaffa.

Henrik Vesterberg er født i 1962 og kommer fra Helsingør, hvor han var den første i sin familie, der blev student, og ligeledes den første i familien, der straks efter eksamen gik på bistandskontoret og hævede kontanthjælp. Så blev han tilknyttet de lokale aktivistgrupper, der havde forbindelser til BZ-miljøet i København. Set i bakspejlet var de en slags revolutionsromantikere.

Fra flipper til punker

»Vi brugte offensiv omklamring af myndighederne som strategi. Vi samarbejdede med myndighederne og truede samtidig med hærværk, hvis vi ikke fik vores vilje. Men om vi var socialister eller anarkister, eller om vi i virkeligheden bare gik rundt og kedede os, fandt vi vist aldrig ud af. Vi fik i hvert fald et ungdomshus til sidst,« fortæller Henrik Vesterberg.

Henrik Vesterberg var flipper frem til 1985, hvor han flyttede til København. Så begyndte han at gå i sort, arrangerede punkfestivaler og satte for guds skyld ikke sine ben på Montmartre, hvor alle overklasseløgene kom og hørte jazz og funky musik.

Paprika Steen på scenen

Til gengæld kom Martin Kongstad på Montmartre hver weekend, fra han var 15 til han var 26 år. Der var Paprika og Nikolaj Steen placeret højt i hierarkiet. Paprika stod altid på scenen og dansede.

Martin Kongstad er vokset op i Kartoffelrækkerne på Østerbro hos akademikerforældre, og i modsætning til Henrik Vesterberg var han nærmest den første i familien, der ikke blev student. Senere klarede han dog en HF. Han var med på det stormøde, hvor Københavns første karnevalsgruppe blev stiftet. Siden stiftede han Østerbro-gruppen, der fik 1200 medlemmer, og de næste to vintre var han sambalærer for nytilkommere hver tirsdag. I bogen fortæller han under pseudonymet Thomas om et sammenstød med politiet på Mekanisk Musik Museum på Frederiksberg, der fik ham til at miste sin tillid til det danske retssystem. Hans 1980'ere var en sær blanding af fester, musik og karneval, men samtidig var han også draget af de voldsomme og mørke bevægelser i tiden med sortklædte punkere og rabiate BZ'ere.

Det kolde årti

Henrik Vesterberg:

»Man oplever kun at være i tyverne én gang, og bogen er selvfølgelig også en naturlig refleksion over vores ungdom. Det var tydeligt, at tingene ændrede sig i 1990'erne. Folk blev mere venlige. Det var ikke længere noget borgerligt pis at gi' hånd og præsentere sig.«

Martin Kongstad:

»Jeg vidste allerede i 1980'erne, at det var noget specielt. Jeg havde mange ældre hippievenner, der talte meget om, hvorfor folk pludselig skulle være så kolde. Jeg følte mig ikke kold og uvenlig, men jeg blev bevidst om, at noget var ændret siden 70'erne. Da Master Fatman flyttede til København i 1987 med kitsch og venlighed, pegede han fremad mod 1990'erne.«

linda.bang@jp.dk