Aktivister dømt for overfald
Et overfald på statsministeren og udenrigsministeren med maling blev i går i Københavns Byret takseret til henholdsvis tre og fire måneders fængsel til to aktivister fra Globale Rødder.
To aktivister fra bevægelsen Globale Rødder blev i går dømt hårde straffe for at have kastet maling mod statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) foran udenrigspolitisk nævn på Christiansborg i marts.
Overfaldet skete som protest mod den danske deltagelse i krigen mod Irak.
Den 22-årige Rune Eltard-Sørensen fik fire måneders fængsel, mens den 23-årige Lars Grenaa blev idømt tre måneders fængsel for handlingen. Rune Eltard-Sørensens straf blev hårdere, da han ligeledes blev dømt for at have sprøjtet ketchup mod Farums daværende borgmester Peter Brixtofte på valgaftenen den 20. november 2001. Desuden blev de dømt for at have været med til at besætte Sandholmlejrens fængsel under det danske EU-formandskab, hærværk mod Folketinget samt grafitti-hærværk på Østerbro.
Dagen igennem var der demonstration foran Københavns Byret, hvor godt 200 mennesker blandt andet kunne høre en sympatikoncert med Savage Rose. Da de dømte efter domsmandsrettens afgørelse blev løsladt efter 70 dages varetægtsfængsling, blev de under tumultariske tilstande hyldet som helte.
Anklager Michael Jørgensen havde procederet for, at de dømte skulle have mellem seks og ni måneders fængsel, men han var alligevel godt tilfreds efter domsafsigelsen - ikke mindst fordi, at retten fulgte anklageskriftet til punkt og prikke.
»Retten har lagt vægt på, at man ikke kan bruge den slags metoder. Ydermere blev der lagt vægt på, at handlingen foregik som et angreb mod folkestyrets repræsentanter og i Folketingets bygninger. Derfor er det tilfredsstillende med en ubetinget fængselsstraf,« sagde Michael Jørgensen.
Dommene var da også forholdsvis hårde i forhold til tidligere episoder - blandt andet blev en ung aktivist sidste år dømt 14 dages betinget fængsel for at have kastet æg i nakken på statsministeren.
Forsvarsadvokat Hanne Reumert glædede sig over løsladelsen, men var ikke tilfreds med dommens udfald.
»Det var meget hårde domme i en atypisk sag. Det vil dog være at tage munden for fuld at snakke om en politisk domfældelse,« sagde Hanne Reumert.
Hun havde så sent som mandag fået Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe varetægtsfængslingen af de to aktivister for Højesteret, men efter tirsdagens domsafsigelse var det uklart, hvorvidt spørgsmålet om varetægtsfængsling overhovedet ender i Højesteret.
Skærpende
Domsmandsretten kaldte det skærpende, at de to aktivister havde planlagt malingangrebet på statsministeren og udenrigsministeren, og det blev også fastslået, at Christiansborg er et offentlig tilgængeligt sted, hvorfor det også var en skærpelse, at de havde fremkaldt grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Blandt vidnerne var Peter Brixtofte, der roligt fortalte, hvor forskrækket han - og især hans datter - var blevet, da han blev oversprøjtet med ketchup. Til gengæld havde byretten afvist et krav fra Hanne Reumert om, at også Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller skulle vidne i sagen. Retten henholdte sig til, at sagen godt kunne belyses uden de to ministre i vidneskranken, selvom det er normalt at ofre for en forbrydelse føres som vidner.
Udover fængselsstraffen blev Rune Eltard-Sørensen og Lars Grenaa også dømt til at betale 3168 kr. til Peter Brixtofte, 4275 kr. til Anders Fogh Rasmussen og 3745 kr. til Per Stig Møller til dækning af nye habitter.
Et krav fra Folketinget om erstatning på 117.000 kroner for ødelagt gulvtæppe blev henvist til et civilt søgsmål.
På spørgsmålet om, de vil gøre det igen, svarede Rune Eltard-Sørensen kort efter domsafsigelsen:
»Vores malingaktion var en legitim aktion. Jeg vil gøre det igen, men har lært at man betaler en pris. Nu vil jeg gå hjem og tænke over, hvordan kampen kan fortsætte.«