Fortsæt til indhold
Indland

Som om Solen kom for tæt på

Brandfolk har mistet en kollega. To børn mangler deres far. En hustru sin mand. 2.000 mennesker venter stadig på at få lov til at komme hjem, hvis der overhovedet er noget hjem at komme hjem til. Dette er historien om den værste brandkatastrofe i Danmark i nyere tid.

Af SØREN FLOTT, THOMAS LAURSEN og OLE SØNNICHSEN

14-årige Anna Bindzus Petersens hjerte bankede så højt, at hun kunne høre det.

Hun havde lagt fysikopgaven fra sig, da de første svage rystelser onsdag omkring kl. 15.30 fik fjernbetjeningen til at falde på gulvet, og nu forsøgte hun at greje, hvad det var, der foregik ude på Lerbjergvej.

Sirenerne, der ellers skulle advare hende, blev overdøvet af larmen udenfor. Det lød, som når styrtregn falder på et halvtag, og den gjorde Anna forvirret. Skulle hun gå derud, eller skulle hun blive i stuen?

Så gik døren op, og hendes mor kom ind.

»Skynd dig! Kom med - hurtigt,« sagde hun til Anna og hev efter vejret.

Anna tog familiens hund op i sin favn. Den sprællede og ville ned, men hun gav ikke slip. Udenfor mødtes de med Annas far og lillebror og satte kursen op mod nogle af familiens venner i sikker afstand fra branden.

Der lugtede udenfor. Det var som om, der stod en hel flok rygere og pustede cigaretrøg lige ind i hovedet på hende. Højt over hende glimtede himlen i grønne, røde og gule farver, mens de blå lys på brandbilerne blinkede på jorden.

Ved en ambulance så hun en brandmand. Hans ene arm var helt smurt ind i blod, og det så bare ud til at gøre ondt.

Længere oppe ad vejen så hun, hvordan folk, hun ikke kendte, begyndte at stimle sammen. En mor med en lille dreng på armen knipsede løs med sit kamera.

Paddehattesky

Kim Halle havde kun ét i tankerne: Løb!

Rundt om ham kunne han se, hvordan politibetjente og brandmænd smed sig til jorden, men hans ben fortsatte med at spæne væk, væk, væk fra ilden, varmen og eksplosionerne.

Højt over ham svulmede røgen sig op i form som en paddehat.

Så kom trykbølgen. Den slyngede ham ind i et plankeværk, der bøjede sig, som om det var lavet af gummi. Han tænkte på sin kone og lille datter, der var i sikkerhed hos svigerfamilien, men han var ikke sikker på, at han selv ville slippe levende fra infernoet.

Da han genvandt balancen, fik han øje på et par drenge, der spurtede ned ad vejen.

»Vent!« råbte han efter dem, der var kridhvide i hovederne af skræk.

Han satte efter dem og greb fat i dem.

»I løber den forkerte vej. Det dér er ned mod fabrikken,« prustede han.

Det første blik, der mødte politiassistent Preben Degn var ild og spruttende raketter. Det virkede ikke farligt. Blot spektakulært.

Nye brag

Nogle minutter senere virkede det endda, som om lysglimtene tog af i styrke.

»Kollegerne og brandfolkene er nok ved at få kontrol over situationen,« tænkte han for sig selv.

I næste øjeblik blev store metaldele flænset op i luften med et brag, der mere lød som et kort knald end en egentlig eksplosion. Metaldelene dalede stille ned fra himlen og landede hårdt på marker og huse omkring fyrværkerifabrikken.

Preben mærkede trykket de 500 meter væk på Bakkeskolen. Overraskelsen over det voldsomme brag lagde sig hurtigt.

Klokken nærmede sig 18.15. Bakkeskolen var tømt for evakuerede. De var i stedet flyttet ind til Aalykkeskolen, der ligger længere væk fra de stadigt tiltagende flammer. Preben stod tilbage sammen med to ansatte fra skolen bag en betonmur. De stirrede alle mod flammehavet. Pludselig steg en kæmpe ildkugle højt, højt op i luften og lyste den sorte aftenhimmel op i et klart lys.

I det næste nu rullede et enormt dumpt brag hen over himlen. Politiassistenten kastede sig mod jorden og trykkede sig ind mod betonvæggen.

»Jeg skal helt ned at ligge. Helt ind til muren. Nu kommer der noget susende,« nåede han at tænke.

Hvad der egentlig ramte først - braget eller trykbølgen - er han stadig ikke sikker på. Men til alt held faldt ingen vragdele ned over betjenten, der følte stor afmagt over situationen.

»Vi har ikke længere styr på tingene.«

»Det eksploderer!«

Anna og hendes mor, far og lillebror havde søgt tilflugt hos familien Lidegaard på Hostrupsvej. Datteren i huset, Amalie, og Anna er gode veninder, og fra vinduerne på første sal, kunne de følge dramaet udenfor.

Klokken var 17.45.

Et par bump fik forældrene nede i stuen til at hæve stemmerne.

»Er det jer, der larmer sådan deroppe...?« nåede Amalies mor at spørge, før himmel og jord flængedes i et øresønderrivende, dundrende, rullende brag.

Et brag med en efterfølgende rystelser, der forplantede sig så langt væk som Vestsjælland, og fik Richterskalaen i Mønsted Kalkminer til at reagere og vise 2,0.

»Det hele eksploderer!« skreg Amalie, hvorefter trykbølgen væltede hende om på sengen.

Så så de den: Guldkuglen, der splintrede sig gennem himlen.

Det var, som om Solen kom for tæt på jorden.

På Aalykkeskolen samlede hundredvis af koldingensere onsdag aften sig om uvisheden om deres hjem. Beredskabskorpset indrettede sengepladser i klasselokalerne, og der blev bragt mad ind fra både Bilka og nogle af de lokale plejecentre. Samtidig rykkede krisepsykologer ind med hjælp fra sygehuset.

Ud på aftenen lagde Vibeke Hornshøj-Svensson sig på gulvet hos 7.a. og trak den udleverede dyne over sig. Meget søvn blev det ikke til.

»Selvfølgelig kunne vi have sovet bedre end på skummadrasser sammen med 17 andre i et klasselokale, men alting var meget velorganiseret, og folk var søde til at hjælpe. Men nu trænger vi bare til at komme hjem,« siger hun.

Den høje pris

Torsdag aften, halvandet døgn efter katastrofen, brænder fabrikken stadig. Brandfolkene kæmper en desperat kamp for at undgå, at flere containere med fyrværkeri bryder i brand og eksploderer.

Koldingenserne kan se tilbage.

Katastrofen har kostet en brandmand livet. 85 mennesker har været indlagt med røgforgiftning, høreskader og mindre kvæstelser.

750 huse med 2.000 beboere kan stadig ikke vende hjem - knap halvdelen af hjemmene er så beskadigede, at de ikke bliver beboelige foreløbigt. Nogle er brændt ned til grunden, andre er blæst omkuld af trykbølgerne.

Kattekillingen

Vagter i camouflagedragter fra Politihjemmeværnet sørgede for, at ingen nærmede sig området, hvor ueksploderet fyrværkeri også gjorde det livsfarligt for mennesker og dyr at opholde sig.

De to veninder, Amalie og Anna, nærmede sig forsigtigt. Ingen af dem havde sovet særligt meget i nat.

»Jeg har ikke kunnet spise noget siden i går,« betroede Amalie sig.

Anna var nervøs. Hendes hus ligger næsten midt i katastrofeområdet.

»Jeg er bange for, hvad der er sket med det. Vi har to store akvarier,« sagde hun.

»Jeg har aldrig været så bange før. Sådan rigtig panisk. Men bagefter finder man også ud af, hvor mange der egentlig holder af én. Folk har ringet til mig hele tiden,« tilføjede Amalie.

Med en dyb brummen passerede en kortege af udrykningskøretøjer fra Horsens, Esbjerg og Billund.

Pludselig samledes alles opmærksomhed om et buskads inde på det afspærrede område. En sort og hvid killing stavrede ud på vejen og mjavede på en - for et menneske - sørgmodig måde.

»Herregud!« udbrød en granvoksen mand og tog det lille myr op i sine store næver og varmede det under frakken.

Dommen

Killingen var ikke den eneste, der havde brug for varme og trøst torsdag formiddag, efter en af de værste brandkatastrofer i nyere tid. På Aalykkeskolen stimlede børn, unge, voksne og gamle sammen i skolegården for at høre nyt om de hjem, de i al hast måtte forlade i går.

Mellem de mange mennesker stod Kim Halle.

»Jeg husker det i enkelte detaljer. Drengene, der løb forkert. Og trykbølgen,« fortalte han.

Foran ham bevægede sig en kø frem mod et par politifolk, der med lister i hænderne kunne fortælle hver enkelt familie, hvad der er sket med deres hjem.

Reaktionerne var næsten lydløse. Et klem i hånden og et lille smil, når nyhederne var gode, og stille tårer i trætte ansigter og en fælles skælven i en omfavnelse, når beskeden var den værste.

Flere af dem fortsatte ind i den bygning, hvor personale fra Kolding-Fredericia Sygehus sad parat til at yde psykisk førstehjælp til de mange ramte, der er i fare for senere at få symptomer på post-traumatisk stress på grund af den voldsomme oplevelse.

»Jeg må hellere se at finde ud af, hvad der er sket,« mumlede Kim og forsvandt i mængden.

Et ældre ægtepar trådte ud af køen. Manden blinkede igen og igen med øjnene, mens han krammede sin kasket i hånden. Hans kone trykkede sig ind til ham. Hendes tårer dryppede fra hagen og ned på jorden.

Parret bor et stenkast fra fyrværkerifabrikken.

»Vi vidste det jo nok godt, men det er ikke til at forstå. Alt er væk, og jeg kommer hele tiden i tanke om nye ting. Billederne - alle billederne... « næsten hviskede konen, der ikke ønskede at få sit navn i avisen.

Anders Hegnet havde ventet mere end et døgn på at finde ud af, hvad der var sket med familiens hus på Skovlundvej. De forlod stedet i bil, mens baghaven stod i flammer og gløderne regnede ned over familien.

»Jeg nåede at tænke over, om dækkene på bilen ville eksplodere, så vi pludselig ikke kunne køre videre. Heldigvis gik det ikke så galt, men da vi kom i sikkerhed lå der store stykker af tagplader, som havde ramt bilen undervejs. Det er fuldstændig vanvittigt,«

Han og familien sad rundt om fjernsynet i kælderen under Aalykkeskolen og ventede på nyt om deres hus. Men meddelelserne var nedslående på informationsmødet i skolens gymnastiksal. Oppe over skolen kunne de høre de F-16 fly, som torsdag eftermiddag blev sendt ind over området for at lave termiske målinger, der skulle afsløre skjulte lommer med brand. Samtidig var der stadig eksplosionsfare i en af containerne, så familierne må vente i uvished til i hvert fald senere i dag.

»Vi går alle sammen rundt med en underlig fornemmelse i mellemgulvet, fordi vi ingenting ved. Vi er jo alle dybt rystede, men jeg tror, at den helt store reaktion på alt det her først kommer senere,« sagde Anders.

»Men sammenholdet her på skolen er fantastisk. Folk kommer udefra med mad, videofilm og anden hjælp, og alle bakker hinanden op, så vi kan få tingene talt igennem. Der burde være mere af den slags i hverdagen, og det er pudsigt, at der skal ske en tragedie, før vi bliver bragt tæt sammen,« konstaterede Anders.

Krigszone

På Falckstationen på havnen i Kolding brugte områdechef Heino Svenningsen torsdag aften til at få et overblik over situationen hos de mere end 400 brandmænd, der arbejdede med at slukke branden. 180 brandfolk havde været igennem krisehjælp, og flere var endnu indlagt på sygehuset til observation for røgforgiftning.

»Alle er meget rystede. Vi har mistet en kollega, og det fylder folk med afmagt,« forklarede han kort efter en køretur gennem det hærgede kvarter i Koldings sydlige del.

»Det er som at køre rundt i en krigszone, noget man kun har set på tv. Store elementer fra bygninger er flyttet flere hundrede meter, og mere end 10 brandkøretøjer og ambulancer er brændt helt ud og står efterladt derinde,« sagde han.

Rundt omkring i Kolding gik flagene torsdag på halv.

Knaldene fra fyrværkerifabrikken, der stadig står i flammer, bølger i varierende styrke ud over byen.

indland@jp.dk