Børnenes egen brillebutik
Børnebriller i mange former, farver og materialer fylder hylderne i en ny børnebrillebutik, der netop har slået dørene op på Vesterbro i København.
»Mor, se!«
Nana på fire år peger op på et par briller i Dame Edna-stil, der hænger og svæver i vinduet i det lille butikslokale. Den lyserøde brille ligner en sommerfugl på afveje, og Nana er tydeligvis fascineret af den sjove brille med den underlige placering.
Vi befinder os i en nyåbnet brillebutik på Værnedamsvej i København, der som den første butik i landet udelukkende handler med børnebriller. Indenfor i det lille lokale mærker man straks, at butikken er for småfolk. Alt befinder sig i børnehøjde, lige fra det store udvalg af briller til den lille slagbænk med tilhørende bord, hvor der er mulighed for at sidde og tegne, læse bøger eller lege med Legoklodser, mens mor og far forhandler prisen på plads.
På Nanas næse sidder et par røde briller og vipper. De er 14 dage gamle, og Nana har allerede vænnet sig til at have dem på. Ved en rutineundersøgelse fik lægen mistanke om, at Nana måske var nærsynet, hvilket efterfølgende blev bekræftet hos en øjenlæge. Så gik turen ned til brillebutikken for at finde et par briller.
»Nana ville først have et par Peter Plys-briller. Men der skar jeg altså igennem. Så fandt vi sammen med brillebutikken frem til et par røde briller, der klæder Nana, og som hun også selv kan lide,« fortæller Nanas mor, Anja Rathmann.
Børns smag
Ejerne af den nye børnebrillebutik, Elin Sørensen og Michael Bohnsack, har drevet almindelig brillebutik på Værnedamsvej i 12 år. Helt almindelig har den nu ikke været, for makkerparret har altid lagt vægt på, at der ved siden af voksenbrillerne også skulle være et stort udvalg af briller til børn. Da der blev et butikslokale ledigt på den anden side af gaden, slog de to optikere til og lejede sig ind. Den lilla facade og navnet Optikerne på Værnedamsvej tog de med sig i den nye butik og tilføjede ordene "For Børn" i navnet.
Konceptet i den nye butik er først og fremmest, at der skal være mange forskellige briller at vælge imellem.
»Vi synes, det er vigtigt, at børn får brugt deres briller. Men så skal de altså også have et par briller, de selv kan lide. Det kræver, at der er noget at vælge imellem. Hvis du går i en almindelig brillebutik, finder du typisk ikke mere end 8-10 forskellige modeller til børn. Og det er alt for lidt, for børns smag er lige så forskellig som voksnes,« siger Elin Sørensen.
Brillerne bliver hentet hjem fra messer i Köln, Paris, Milano, London og Madrid. Der er ikke altid den store fornyelse i de briller, der cirkulerer rundt blandt leverandørerne her hjemme, og derfor skal man til udlandet for at få de nyeste modeller.
»Ofte bliver vi herhjemme præsenteret for kollektioner, der har eksisteret i fem år, og hvor der så bare er puttet to eller tre nye modeller på. På de store brillemesser i udlandet er vi tit heldige med at finde nye, spændende børnebriller,« forklarer Michael Bohnsack.
Diskret eller skrigende
Kravene til de to butiksindehaveres pædagogiske evner er indimellem store, når mor og far sammen med barnet skal finde et par briller, fortæller Elin Sørensen. For det er langtfra altid, at forældrene og barnet er enige.
»Børn er tit meget impulsive. De går efter yndlingsfarven eller måske et par Harry Potter-briller. Mor og far går nogle gange mere op i, at brillen skal være diskret og holdbar. Så gælder det om at finde et kompromis, som både barnet og forældrene er glade for. Men generelt er forældrene gode til at lade børnene være med til at bestemme. De fleste er jo godt klar over, at det går noget nemmere med at få dem til at bruge dem, hvis de selv har lyst til at tage dem på,« siger Elin Sørensen.
Børnebriller er billigere end voksenbriller, på trods af at udgifterne til materialer og udvikling er de samme som til voksenbriller. Det hænger blandt andet sammen med, at børn skifter briller oftere end voksne, fordi de slider mere på deres briller, og fordi de typisk vokser fra deres briller i løbet af et par år,« fortæller Michael Bohnsack.
Elin Sørensen og Michael Bohnsack giver rabat på stærke styrker, der ellers koster ekstra, fordi glassene skal sendes på fabrik og slibes tynde.
»Det har vi valgt at gøre, fordi vi ikke vil risikere, at nogle forældre ikke vil betale det ekstra, det koster at få slebet glassene tynde. For så kommer børnene til at rende rundt med et par tykke, tykke glas, og det ser altså ikke godt ud,« fortæller Elin Sørensen.
»Egentlig er det mest for sjov, at vi har valgt at åbne en børnebrillebutik. Vi tjener flere penge på voksenbrillerne. Men det er klart, at vi så også håber på, at det trækker nogle kunder med over i den store butik,« supplerer Michael Bohnsack.
Flere bruger briller
De to optikere har gennem årene mærket en støt stigning i antallet af kunder til børnebriller. Noget skyldes, at rygtet om det store udvalg af børnebriller er gået, men også, at antallet af børn, der bruger briller, er steget, vurderer de to indehavere.
»Flere børn bruger briller. Forklaringen er delvis, at man er blevet bedre til at opdage behovet for briller tidligere. Men der er ingen tvivl om, at børns brug af computere og fjernsyn også spiller ind. Hvis barnet tilbringer mange timer hver dag foran en computer- eller tv-skærm, kan det godt være med til at udvikle nærsynethed. Øjet er ikke færdigudviklet hos børn, og derfor er en meget statisk brug af øjnene ikke godt. Linsen i øjet har brug for at arbejde, og det gør den bedst ved at skifte mellem kort og langt syn, forklarer Elin Sørensen.
Derfor anbefaler brillebutikken også, at børn, der sidder ved computeren, holder pause i mindst 10 minutter hver time. Det kan forebygge nogle former for nærsynethed og måske betyde, at barnet undgår at skulle have briller.
Men i de fleste tilfælde er behovet for briller arveligt, og så er der ingen vej uden om et par briller, også selv om det kan ruske op i gamle traumer hos forældrene.
»Min mand var meget bekymret i starten,« fortæller Nanas mor.
»Han så jo straks for sig, at Nana skulle have sådan et par ordentlige hinkestene, som han selv havde som barn. Der var vi altså nødt til at tage os en snak om vores indstilling, for den smitter jo af på Nana.«
Røde pigebriller
Nana fik ikke et par hinkestene, men derimod et par flotte, røde pigebriller, der har vakt nysgerrighed i børnehaven, men absolut ingen dril. Selv om Nana indimellem kan finde på at nægte at tage brillerne på i trods, vurderer Nanas mor, at Nana er glad for dem.
Hun kan jo mærke, at hun ser bedre med dem på. Og så er hendes lillebror misundelig - han vil også have et par. Og det hjælper jo også på Nanas begejstring.