Fortsæt til indhold
Indland

Kørelærere tilbydes sex af elever

Forfatter Per Straarup Søndergaard har netop udgivet en bog om unges erfaringer med prostitution. Fænomenet er mere udbredt og accepteret end hidtil antaget.

Af JOHN ALBERTSEN

Unge piger er ifølge flere kørelærere parate til at prostituere sig selv for at modtage gratis køreundevisning. Jyllands-Posten har talt med i alt 12 kørelærere fra hele landet, og fire havde oplevet at blive tilbudt sex i forbindelse med deres arbejde, mens to ikke ønskede at tale om sagen.

»Det er typisk unge studiner eller enlige mødre, som ikke kan få pengene til at slå til på grund af dårlige køreegenskaber. Og så er det, at eleven bliver desperat og får den tanke, at de måske kan tilbyde lidt sex og til gengæld opnå gratis undervisning,« siger Bjarne de Dahl, der har arbejdet i branchen gennem 25 år og ifølge eget udsagn er blevet antastet 15 til 20 gange. I den anden ende befinder sig en kørelærer fra Odense, som engang i begyndelsen halvfemserne blev tilbudt sex mod et komplet undervisningsforløb.

En 29-årig kollega fra Århus, der har været i branchen i halvandet år og også ønsker at være anonym, har allerede oplevet to tilbud.

»Begge situationer opstod, da de unge piger skulle til at afdrage på deres køretimer. Samtalen blev langsomt drejet over på, om de ikke kunne få lov til betale i "naturalier" i stedet,« fortæller den 29-årige kørelærer. Han betegner oplevelserne som ubehagelige.

»Du sidder over for et individ, der har store problemer og forsøger at løse dem på en måde, der overskrider dine grænser. Tilbud om sex var noget, man hørte om under uddannelsen, men jeg troede ikke rigtig på det,« siger den unge mandlige kørelærer fra Århus.

Per Straarup Søndergaard er uddannet lærer og forfatter til den nyligt publicerede bog "I den grå zone" om unges erfaringer med prostitution. Han oplyser, at tendensen ikke er unik inden for køreskolebranchen.

Gør meget for penge

»Unge mennesker betragter i højere grad end tidligere sex som en vare, man kan købe og sælge. Det virker som om, at noget af deres følelsesliv er blevet materialiseret, og jeg er ofte blevet overrasket over, hvad nogle af dem er rede til at gøre for penge,« siger Per Straarup Søndergaard, der undervejs i sin research stødte på unge mennesker fra alle sociale lag. Størstedelen brugte internettets chat- og dating-sider til at sætte aftaler med kunder i stand.

»Det er fortsat oftest ungdommen, som bliver tilbudt sex af voksne, men jeg har også mødt adskillige taxi-chauffører, der er blevet tilbudt oralsex i stedet for kontanter,« siger Per Straarup Søndergaard som i forbindelse med sin bog udførte en stikprøve blandt omkring 300 elever i 8., 9. og 10. klasse på forskellige danske skoler. Den viste, at 1,4 % procent af dem havde solgt sex, og tallet er ifølge forfatteren formentligt højere blandt unge over 18 år med mulighed for at opnå et kørekort.

Samtlige kørelærere afviste ifølge eget udsagn tilbuddene om sex.