Fortsæt til indhold
Indland

Lille tip førte til en af de største kriminalsager

30 personer dømt for hvidvask, transport af penge og bestilling af brandstiftelse.

Østre Landsret afsluttede tirsdag et afgørende kapitel i en af de største kriminalsager i nyere tid, da den 31-årige Lars Petersen blev idømt fængsel på livstid for drab, brandstiftelse, forsøg på indsmugling af store mængder kokain og indsmugling af 13 ton hash den største mængde, der nogensinde er afsløret.

Tre andre mænd blev dømt for deres rolle i hashsmuglingen. Den 65-årige Michael Leopold Izbicki og den 43-årige Kazimierz Matuzak blev hver idømt seks års fængsel Matuzak blev desuden udvist mens den 31-årige Ali Jbouri blev idømt fem års fængsel.

Politiet kom sporet af gangsterbanden i 2004 i forbindelse med efterforskningen mod bagmændene bag hashhandlen på Christiania. Her fik man blandt mange andre et tip om indsmugling af 60 kg hash fra Spanien til Danmark.

I den store bunke kæmpesager syntes den ikke af meget, så den fik lov at ligge nogle dage, men da politifolkene i Københavns Politis narkotikaafdeling fik kigget nærmere på personerne bag, blev den pludselig interessant. Lars Petersen var nemlig tidligere dømt for at smugle narko til Norge.

Solgte sexlegetøj

Han havde nogle forretningslokaler i Ole Suhrsgade, hvorfra han solgte sexlegetøj. Via aflytninger af de lokaler og Lars Petersens telefon blev flere og flere personer inddraget i det, der skulle vise sig at være den hidtil største sag om narkosmugling.

Den tog sin begyndelse i foråret 2003, da to polakker købte kapsejleren "Atlantic Privateer" og gik i gang med at sætte den i stand i St. Nazaire i Frankrig angiveligt for at sejle med turister. Men først skulle den altså bruges til at smugle 13 ton hash fra Marokko til Danmark.

Hovedmanden i affæren var ifølge politiets og anklagemyndighedens opfattelse forretningsmanden CM, der endnu ikke har været for retten. Hans håndgangne mand var Kim Simonsen, som Lars Petersen kendte fra fængslet.

Kim Simonsen og Lars Petersen tog til St. Nazaire, hvor Lars Petersen blev bedt om at sejle med skibet for at holde øje med polakkerne. Ifølge Lars Petersens forklaring kom det bag på ham, at "Atlantic Privateer" satte kursen mod Marokko i stedet for Danmark, og han nægtede i retten, at der var 13 ton hash om bord. Ifølge hans forklaring var der kun tale om 360 kg.

Ud for Marokkos kyst blev hashen flyttet over i kapsejleren, som derefter satte kursen mod Hundested, hvor Kim Simonsen stod klar til at modtage den ved ankomsten den 20. juni 2003. Hashen blev med gummibåde bragt i land på Orø, hvorfra den i første omgang blev bragt til Lynge. Her havde polakkerne indrettet et autoværksted på en nedlagt ålefarm.

Omkring den 10. juli blev Kim Simonsen slået ihjel, mens han sov. Lars Petersen brugte et jernrør eller et bat og slog igen og igen mod Kim Simonsens hoved, så stort set alle knogler i ansigtet blev knust. Lars Petersen slog også tænderne ud på liget. Desuden fik Kim Simonsen syv knivstik i brystet. Ifølge Lars Petersens søster har han fortalt hende, at det var en anden, der stak ham i brystet, men det er ikke lykkedes politiet at finde ud af, hvem den anden var.

Forsøgte med kokain

Hashen blev bragt til lagerhotellet Shurgard i Ishøj, hvorfra den blev distribueret i august og september 2003. Allerede i september var Lars Petersen ifølge dommen i gang med sin næste "forretning": Indsmugling af store mængder kokain fra Caribien til Danmark.

Det skulle ske i samarbejde med hovedmanden CM, der havde base i Brasilien, og som i samme forhold er tiltalt for forsøg på indsmugling af op til et halvt ton kokain.

I forbindelse med planlægningen lejede Lars Petersen et sommerhus i Rørvig, ligesom han lejede eller forsøgte at leje en fiskekutter til at sejle kokainen i land. Planerne om kokainsmugling blev dog af ukendte grunde ikke til noget.

Det kan have noget at gøre med et indbrud i en civil politibil i november 2004. Her forsvandt bl.a. overvågningsrapporter på navngivne medlemmer af gangsterbanden. Blot et par dage senere blev CM ringet op af en person, der kunne fortælle ham, at »jeg har fået bekræftet, at din teori er rigtig« altså, at han blev overvåget.

Under efterforskningen fandt politiet også frem til, at Lars Petersen sammen med sin bror satte ild til en villa i Kokkedal i juli 2002.

Med tirsdagens domme er knap 30 personer dømt i komplekset for bl.a. hvidvask, transport af penge og bestilling af brandstiftelsen, mens én sigtet i narkodelen fortsat er efterlyst.

Sagens formodede bagmand, CM, blev efter flere krumspring bl.a. søgte han asyl i Brasilien i september udleveret til Danmark. Han er nu tiltalt, og til september tager Københavns Byret hul på sagen mod ham.

/ritzau/