Kærligheden kommer senere
John Præstegaard Nielsen ved godt, at hans thailandske hustru, Mong kun giftede sig med ham, fordi han var en adgangsbillet til Danmark. Men tre år efter brylluppet holder parret stadig sammen i et ægteskab, som giver dem begge, hvad de søgte.
Det var på en aftencykeltur på vejene omkring Hundborg, at John Præstegaard Nielsen fandt ud af, han ville giftes med en kvinde fra Thailand.
Han havde som 46-årig været gift tre gange, men efter en skilsmisse året forinden var den nordjyske fabriksarbejder igen alene, og han havde stadig lysten til at finde en kvinde, som han kunne skabe en hverdag sammen med.
En aften cyklede han forbi et hus, hvor der boede et dansk-thailandsk ægtepar, som han kendte perifert. Ægteparret vinkede, da han cyklede forbi.
»Jeg tænkte: Der er altid liv, kærlighed og varme i det hus. Det ægtepar har altid smil på, og jeg har aldrig hørt, at de er adskilt,« fortæller den i dag 50-årige nordjyde.
Da han et par uger senere mødte manden fra huset, spurgte han forsigtigt, hvordan han skulle gribe tingene an, hvis han ville finde en thailandsk kone. Derefter gik det stærkt. John Præstegaard Nielsen blev sat i forbindelse med en thailandsk kvinde fra Thisted, som havde en niece i Bangkok. Niecen hed Mong. Han skrev et brev om sig selv, som blev oversat til thailandsk. I skjorte og grøn sweater på en gråmeleret baggrund smilede han hos en fotoforhandler i Thisted til den fremmede kvinde, som siden skulle blive hans hustru.
Tre uger senere fik han billede og brev tilbage fra 30-årige Mong.
»Jeg kunne ikke få øjnene fra det billede, jeg var simpelthen så forelsket med det samme. Jeg var klar til at blive gift, inden jeg overhovedet havde mødt hende,« fortæller han.
Overdænget med blomster
I sommeren 2003 landede John Præstegaard Nielsen alene i lufthavnen i Bangkok. Han trak rullekufferten ud i ankomsthallen, hvor han fik øje på en flok thailændere, der holdt et skilt i vejret med teksten "Mong". Det var hans kommende svigerfamilie. Kvinden fra billedet gav ham en buket.
»Jeg blev overdænget med blomster, og jeg smeltede fuldstændig. Hun var simpelthen også så lykkelig og glad. Men vi kunne bare ikke snakke sammen,« fortæller John Præstegaard Nielsen, som havde medbragt en thai-dansk ordbog på turen. Den hjalp parret til at kommunikere, da de samme dag indlogerede sig på et hotel i Bangkok. Dagen efter købte de to guldringe, og efter en uge blev de gift i den landsby 350 km nordøst for Bangkok, hvor Mong er vokset op.
I dag bor Mong i Hundborg 13 km uden for Thisted. Til sommer er det fire år siden, hun fik Nielsen som efternavn, og hun går på sprogskole en gang om ugen og arbejder ellers på fiskefabrikken Pandalus i Hanstholm. Hun har sat sit præg på indretningen af det lille hus på Vorupørvej. I bare tæer går hun rundt i den blå stue, hvor kunstige blomster, vifter, Buddha-figurer og billeder af rullende vandfald med lysstofrør bagved får vintervejret uden for vinduerne til at ligne en kedelig film. Varmen fra brændeovnen fuldender illusionen af Thailand.
»Jeg meget elsker Danmark« siger hun på et ivrigt dansk, som hun endnu ikke mestrer helt. På parrets forrige besøg i Thailand fik hun tatoveret en permanent sort makeup-streg rundt om øjnene, som gør det svært at se, hvornår hun mener sine smil. Men hun smiler meget. Mong har taget 6-7 kg på, siden hun kom til Danmark og sidder i sofaen i en behagelig hjemmedragt. I et glasskab bag hende viser et ur, hvad klokken er i Thailand, og stuens tv har thailandske kanaler kodet ind på kanal 1 og 2. I et pigeværelse i kælderen bor Mongs 13-årige datter Mai, som kom til Danmark halvandet år efter sin mor.
Mong lægger ikke skjul på, at hun ledte efter en dansk mand, som kunne tage hende og datteren med til et bedre liv i Europa.
»Jeg ville gerne komme til Danmark. Jeg var ligeglad med, hvor gammel manden var,« forklarer hun alvorligt.
»Du var ikke engang forelsket i mig,« spørger John i forstilt forargelse, men stemmen klinger svagt af ægte skuffelse over at høre hende sige det højt.
»Det var nok ikke noget med kærlighed fra hendes side, det tror jeg ikke « siger han. Præmissen for ægteskabet er ikke noget, de plejer at tale om.
Mong forklarer om problemerne i Thailand. Om eksmanden som drak, om alt for få penge, om sine fem mindre søskende og om kusinerne, som kom til Danmark og fik det godt.
Hver måned sender Mong 500 kr. hjem til sin 15-årige lillebror, som hun har haft ansvaret for, siden deres mor døde for 11 år siden. Han bor i et gammelt træhus i landsbyen, men har lige fået et toilet, som skylles efter med vand i stedet for et hul i jorden. Da Mong mødte John, arbejdede hun på en blæksprutte-fabrik til en løn på ca. 12 kr. om dagen.
»Du kunne så slet ikke lide mig, første gang du så mig,« spørger John og sætter kaffekoppen på bordet.
»Jeg kunne godt lide dig, men lige meget, jeg ville gerne komme til Danmark.«
»Hun ser lidt anderledes på det. Kærligheden kommer bagefter,« forklarer John.
Mong er enig:
»Ja, kærligheden den kommer. Det var godt, han kom til Thailand og hjælpe mig,« siger hun med blød stemme.
Forskellige projekter
Ægteparret i Hundborg har mødt hinanden på samme måde, som mange andre af de 2-300 dansk-thailandske par, der hvert år siger ja til hinanden. Antallet af ægteskaber er faldende på grund af stramningerne i dansk udlændingepolitik, som gør det sværere at få turistvisum til Danmark eller blive familiesammenført. I 1999 blev 283 thailandske kvinder gift med danske mænd, mens tallet i 2005 var faldet til 190. I stedet søger kvinderne i stigende grad til de andre nordiske lande.
Fælles for de par, som indgår ægteskab, er, at manden og kvinden ofte har gang i to vidt forskellige projekter, fortæller antropolog Sine Plambech, der har forsket i migration og menneskehandel fra Thailand til Europa.
»Kvinderne rejser fra Thailand med en ultimativ målsætning om at hjælpe familien derhjemme. Det kan de gøre ved at få en dansk opholdstilladelse, og den får de ved at gifte sig med en dansk mand. Mændene har derimod gang i et individuelt projekt om at få kærlighed og omsorg og skabe en familie sammen med en kvinde, som måske ikke stiller så store krav, for at sige det meget generelt.«
Gennem de seneste 20-30 år har kvinder rejst fra landområderne i Thailand til Bangkok og de omkringliggende rigere lande som Taiwan, Malaysia og Japan for at tjene penge. I dag kan de tjene flest penge i Europa, så derfor håber mange, at en åbning til de europæiske lande dukker op i form af en mand.
»Mange af kvinderne drømmer også om at blive respekteret af en mand, blive mødre og skabe en familie, men de vil helt klart gå meget længere end danske kvinder for at opfylde behovene hos familien i Thailand,« siger Sine Plambech.
I stuen i Hundborg ringer telefonen og Mong slår over i thailandsk. Hun har et vidtforgrenet netværk af andre thailandske kvinder med bopæl i Nordvestjylland.
»99 pct. af de gange telefonen ringer, er det på thai. Hun har det jo godt,« siger John.
Nu er vi mand og kone
Han ligger ikke søvnløs om natten over, at hans hustru i begyndelsen så ham som en adgangsbillet til Danmark.
»Det gør mig ingenting, for jeg får så meget kærlighed i dag. Set i bakspejlet kan jeg også mærke forskel på hende dengang og nu. Jeg vil ikke sige, at jeg har formet hende, men vi er mand og kone nu. Det er blevet et ægteskab,« fortæller han, mens Mong taler i telefonen.
Parret har på grund af sprogvanskelighederne svært ved at føre længere samtaler med hinanden, men det har John lært at leve med, fortæller han.
»Når jeg er på arbejde, snakker jeg med de andre, og når jeg kommer hjem, er det sådan her. Vi fungerer godt sammen," siger han.
Under ægteskabelige uenigheder er det Mong, der taler højest. »Hold kæpt,« råber hun skarpt til John, og så tier han stille. Han lagde engang en Lottokupon op på reolen til Buddha, så den kunne få lidt held. Det gør han aldrig igen.
»Jeg vandt ingenting. Så sagde jeg til hende, at jeg ville vende ham om, så han kiggede ind i muren. Bare det, at jeg sagde det, var nok til, at hun stejlede. Så troende er hun. Man må ikke engang bare drille, så det gør jeg selvfølgelig heller ikke,« siger John. For ham er det afgørende, at Mong er meget hjemme, og at han føler, han kan stole på hende. I tidligere ægteskaber har han haft uheldige oplevelser med utroskab.
»Danske kvinder vil på diskotek, men det kender Mong ikke til. Hun vil have hjemlig hygge, og det er så dejligt. Hvis vi er til en thaifest, må hun da gerne danse med andre, men det vil hun helst ikke. Det kan jeg godt lide,« siger John, som også mener, at der er flere kærtegn, når man er gift med en thailandsk kvinde.
»Hun er kælen over for mig. Når vi kommer i seng, lægger hun armen over mig og holder i hånd. De små kærtegn har jeg ikke prøvet i et dansk forhold, og det har jeg mange gange savnet,« siger han.
Om tre år får John udbetalt en større sum penge fra banken. Så bygger parret et lille fritidshus i Thailand på den grund, hvor Mongs barndomshjem står i dag.