Otte års fængsel for tilfældig nedskydning
Prisen for helt umotiveret at skyde en tilfældig mand ned blev tirsdag af Østre Landsret sat til otte års fængsel til den 25-årige Raza Ahmad.
Den dømte havde om mandagen fortalt nævningene, hvordan paranoia og panik fik ham til at skyde en tilfældig rengøringsmand fire gange en tidlig september morgen sidste år ved Føtex i Brønshøj.
Østre Landsret satte straffen for drabsforsøg i den høje ende til otte års fængsel, fordi nedskydningen ifølge dommerne var helt umotiveret og meningsløs og desuden skete på kort afstand.
Karakter af likvidering
Raza Ahmad afviste mandag, at det var hans hensigt at slå den 29-årige rengøringsmand ihjel og nægtede sig derfor skyldig i drabsforsøg.
Han erkendte sig dog skyldig i grov vold, fordi han på tre til fire meters afstand affyrede fire skud med en pistol mod offeret, der blev ramt i maven og brystet med to skud, mens to andre projektiler ramte en arm og et knæ. Det 29-årige offer blev efter en længere operation på Rigshospitalet erklæret udenfor livsfare.
Sagens anklager, konstitueret assessor Henrik Aagaard sagde i retten, at nedskydningen "nærmest har karakter af likvidering".
Tiltalt truet på livet
Den 25-årige tiltalte forklarede i retten, at han før nedskydningen havde fået fjender, som flere gange havde truet ham på livet.
Den 27. september sidste år gik den tiltalte sig en tur i de tidlige morgentimer og nåede til Føtex på Frederikssundvej i Brønshøj, hvor den 29-årige rengøringsmand stod og fejede.
"Da jeg kommer tæt på ham med fire-fem meters afstand, ser jeg ham lave en hurtig bevægelse - og så går der panik i mig. Folk havde blot en uge før truet mig på livet, og jeg troede, at han var en fjende. Jeg kunne ikke se, hvad han lavede, så jeg tog ladegreb på min pistol og begyndte at skyde fire gange lige efter hinanden mod han," sagde den tiltalte.
Politiet var efter skyderiet på bar bund med efterforskningen, fordi der ingen forbindelse var overhovedet mellem den tiltalte og hans tilfældige skudoffer. Efter tre uger henvendte en anonym kvinde sig imidlertid og sagde, at den 25-årige stod bag skyderiet.
Raza Ahmad blev også dømt til at betale rengøringsmanden en erstatning på ca. 90.000 kroner.
/ritzau/