Satanister i Danmark organiserer sig

Bevingede fabeldyr vrider sig om søjlerne på kolde metallysestager med sorte lys på sofabordet. Højtalerne er pyntet med kaninskind, og et sort tæppe med det sataniske femstjernede baphometegn pryder væggen over en sort sofa i en lejlighed i Aalborg.

Her sidder Amina Lap - af satanister også kaldet Corax - her sidder Claus Bang alias Odal, og her sidder Ole Wolf med kaldenavnet Wolf.

Både Corax og Odal bærer baphometegnet om halsen, der symboliserer liv , men også, at de deler den samme overbevisning. Alle tre har de været med til at starte den nye forening: Satanisk Forum, der skal være et samlested for dansk satanisme, kæmpe for satanisternes rettigheder og mod den kristne opfattelse af satanister. De er trætte af at slås med folks fordomme om satanister, der bl.a. tæller historier om, at de spiser børn, at de går i læder og pisker hinanden, eller at de ikke er i stand til at elske andre mennesker.

Almindelige mennesker

»Vi er ganske almindelige mennesker. Vi har blot et andet forhold til etik og moral. Vi sætter det ikke op som rigtigt og forkert eller godt og ondt og har ikke regler for, hvad man må og ikke må. Vi lever, som vi finder det naturligt. Hvis det føles godt, så må det være godt. For eksempel sex,« siger Wolf og forklarer, at han - selv om han danner par med Corax - gerne må have sex med andre og omvendt.

»Vi mener også, at mennesker er dyr og ikke er over andre dyr,« fortsætter Odal og forklarer, at det er derfor, at et gedehoved pryder midten af baphometegnet.

»Den repræsenterer det dyriske. Dyr følger deres instinkter, lige som vi er ligefremme og ærlige. Vi undertrykker ikke vores følelser og siger, hvad vi skal sige. Hvis jeg for eksempel ikke havde lyst til at se min mor, jamen så så jeg ikke min mor. Man bliver jo syg i hovedet, hvis man ikke får lov til at følge de drifter, man har«at? Vil du have æblejuice.''

»Vi tror heller ikke som i den kristne tro, at der findes en åndelig dimension,« fortsætter Corax ivrig efter at forklare.

Syndebuk

»Der findes altså ingen gud til at tage ansvaret for ens handlinger og ingen djævel til at bruge som syndebuk. I virkeligheden er der ikke andre til at tage ansvaret for egne handlinger end en selv, og i og med at vi legemliggør ham i os selv, bliver det sværere at skyde skylden på ham. Pludselig fremstår satan jo som en person,« siger Corax, hvorefter Odal gør nar af, at grammy- eller OL-vindere ofte takker gud for deres talent.

»Nej, de har øvet sig,« siger han med et grynt og ryster lidt på hovedet.

Et andet af foreningens formål er at gøre op med de områder, hvor satanister bliver diskrimineret.

»Man bør skille religion fra staten. Vi vil for eksempel gerne have vores egne gravpladser. I dag kan vi kun blive begravet på indviet jord. Vi skal finde os i, at en uddannet præst er undervisningsminister. Ville du for eksempel bryde dig om, at en imman skulle bestemme, hvad dine børn skulle undervises i?« spørger Wolf.

»At blive gift er også en del af den kristne religion, som er blevet en del af samfundet og juraen, der har betydning i for eksempel arvespørgsmål,« siger Corax og fortæller, at et trykkeri engang nægtede at trykke deres blad Satanisk Bulletin - selv om trykkeriet ikke kunne pege på uddrag af bladet, der stred mod trykkeriets etiske regler. Politiet nægtede at gribe ind, og Rigsadvokaten bakkede dem op. Center for Menneskerettigheder ville heller ikke hjælpe, fordi satanisme ikke er en registreret religion.

»Og så er det jo et problem, at det bl.a. er kristne, der skal godkende satanisme som en religion. Havde det været muslimer, ville det blive kaldt racisme,'' siger Corax, som mener, at problemet for satanismen er, at det er de kristne, der definerer, hvad det er, og altså ikke satanisterne selv. Det er også årsagen til, at mange har fordomme om satanister,« mener hun.

»Vi ville være rigtigt mange satanister, hvis alle, der lever i overensstemmelse med sig selv frem for samfundets moralbegreber, også kaldte sig satanister,« siger Corax.