En sømand af verden

Livet er behæftet med vigtige spørgsmål. Dybe spørgsmål. Spørgsmål af filosofisk og eksistentielt tilsnit. Mens vi vugger af sted som kapgængere under byrden af bristefærdige rygsække, stiller vi os selv et af slagsen.

Når vi færgen?

Det er tidlig morgen. Socialisterne på Livølejr drømmer sikkert stadig ideologisk korrekte drømme efter nattens fest, men fluerne på Skippervej er i fin form og kaster sig med beundringsværdig ildhu og præcision over vores svedende ansigter. Fotografen smider en trøje over hovedet og sakker bagud.

Fluerne er det eneste, vi ikke vil savne ved naturperlen Livø, hvis vi når færgen.

Det gør vi.

Ved Livø-Færgens ror, der slet ikke er et ror, men et joystick så lille, at det kun kan kalde på foragt fra en generation flasket op på Playstation 1 og 2, står kaptajn , og som fik sit liv vendt op og ned i forbifarten.

Heinrich Hammersholt Petersen sejlede i 25 år på Storebælt og havde den sidste nattevagt som skibsfører på det gode skib Arveprins Knud. Dagen efter sejlede færgen for sidste gang på ruten. TV2 spillede ombord, DR transmitterede live, og så var det slut.

»Der gik yderligere tre dage med at rigge mine ansvarsområder af. Men da jeg var færdig med det og gik væk fra skibet i Halskov, kunne jeg ikke lade være med at vende mig om og se tilbage. Da slog det mig, at det var forbi. Det var... mærkeligt,« fortæller kaptajnen os, men vi når ikke at få hele historien, før 20 minutter ved 5,5 knob har bragt os til fastlandet.

Så vi bliver inviteret på morgenmad i det lille hus på kajen i Rønbjerg, hvor Heinrich H. Petersen bor sammen med resten af besætningen, hvilket vil sige skibsassistent Bjarne Tolstrup Lauritsen.

Kaptajn og assistent bor på Fyn, men arbejder i toholdskift en uge ad gangen, og så er lokalerne med nye trægulve og terrasse ud til Limfjorden alt rigeligt.

Tog tjansen på plimsolleren

Da det var slut på Storebælt i 1998, gik Heinrich H. Petersen på rådighedsløn fra staten i halvandet år.

Om det var det, der blev udslagsgivende, forbliver gætterier, men efter 30 års ægteskab blev Heinrich H. Petersen skilt.

»Måske fordi jeg pludselig var så meget hjemme, men man kan ikke vide det. Vi er nu alligevel landet på benene og har det udmærket sammen og med vores børn,« siger han.

Det kunne synes, som om stiv kuling havde blæst en hård skæbne i hovedet på sømanden, men lykken vendte med en annonce i bladet ''Søfart''. Færgeruten til Livø blev i henhold til gældende EU-regler udbudt i licitation.

Heinrich H. Petersen overvejede at byde på ruten sammen med en kollega fra storebæltsoverfarten.

»Men vi havde, da det kom til stykket, alligevel vore sparepenge for kære.«

To skibsredere fra Kolding vandt licitationen. Heinrich H. Petersen greb telefonen, ringede til dem og sagde, at de altså var to skibsførere, der nok kunne sejle den plimsoller.

Det var nu formentlig ikke lige det ord, han brugte.

I juni sidste år begyndte Heinrich H. Petersen og Ebbe Rasmussen at sejle på ruten. Først i konkurrence med den oprindelige færge, og ikke alle var begejstrede over at se den gode gamle færgemand blive skubbet ud af et EU-direktiv.

»Det delte folk lidt, men de tog nu hurtigt godt imod os. Nu er den anden færge stoppet, og der er ingen problemer mere.«

Men lad os kigge lidt på proportionerne i den karrierekolbøtte, som Heinrich H. Petersen har slået.

Arveprins Knud kunne løfte 1500 passagerer. Livø-Færgen kan have 98 ombord, men så kan de heller ikke spille dæktennis.

Livø-Færgen bruger 25 liter dieselolie på en tur frem og tilbage, Arveprins Knud brugte 700 liter.

Og når Heinrich H. Petersen skulle navigere Arveprins Knud sikkert i havn, havde han fine fyrlinjer at tage pejling efter. I Rønbjerg Havn bruger han gavlen på en nærliggende gård.

Men kaptajn Petersen er landet på benene, som han selv ynder at udtrykke det.

Bor i Svendborg

Ganske vist sejler Livø-Færgen kun fra april til oktober, men alligevel overvejer kaptajnen indgående at sælge sit hus i Svendborg og flytte permanent til egnen.

»Her er man tæt på passagererne. De kommer ind og hilser på i styrehuset, og jeg tror, at jeg efterhånden møder flere mennesker, jeg kender, når jeg går på gaden i Løgstør, end jeg gør i Svendborg.«

Heinrich. H. Petersen står også for booking og billettering og har for resten fået en ny kæreste ikke så langt fra Limfjorden. Han virker som en tilfreds mand.

Hvem sagde, at 54 år er nogen alder?

Vi har spist morgenmad, varm kaffe og rundstykker, hvilket vi værdsætter på en helt primal måde, efter at vores økonomiske formåen er reduceret til ingenting.

Men vi siger først farvel til Heinrich H. Petersen ved Super Brugsen i Skarp Salling, hvor kaptajnen trods en nært forestående færgeafgang har fundet tid til at køre os hen.

Det tager en stund eller flere, før vi kommer videre, men det giver os lejlighed til at fundere over et andet af livets skelsættende spørgsmål.

En solid madpakke

Hvor og hvornår smager en æggemad bedst?

I en rundkørsel ved Møldrup sådan midt på dagen.

Denne nydelse bliver os til del, fordi Mona og hendes datter samler os op i Skarp Salling.

Datteren har været til en alternativ behandler, der har formået at fjerne en grim mavepine, hvor det etablerede måtte give op.

Vi fortæller selvfølgelig om os selv og vores mission, og fotografen får med små, elegante an- og hentydninger formidlet det budskab, at han - og sekundært jeg - er sulten.

Det medfører en reaktion, der stadig imponerer os dybt.

Mona ringer til sine forældre, der bor i Møldrup, og beder sin mor smøre en madpakke til os. Hun kører os til døren, og inden for får vi en god, meget god, gammeldags madpakke.

Mona sætter os så af i en rundkørsel ved Møldrup...

Siden fortsætter vi med skiftende held mod vest og når til Holstebro lige uden for kasernen, der huser Jydske Dragonregiment.

Her bliver vi samlet op af tre unge mænd i en hvid Mercedes.

Hvad det fører til, følger senere, men vi kan afsløre, at vi til aftensmad fik frikadeller, kartofler og chili con carne.