Muslimsk gravplads i Brøndby
Muslimer i Danmark får nu tilbudt et område i Brøndby til deres egen begravelsesplads.
Det sker, efter at INDsam, de etniske mindretals sammenslutning, i sidste uge kritiserede, at der ikke var sket noget, siden daværende kirkeminister Margrethe Vestager (R) i september i fjor lovede, at muslimerne inden for en måned ville få tilbudt en begravelsesplads.
Johannes Lebech manede til besindighed og lovede, at muslimerne ville få tilbudt et område inden 1. juli, og det løfte holdt han.
Arealet er på fem hektar, det svarer til 50 store parcelhusgrunde, og ligger sydøst for Brøndbyskoven i nærheden af Holbækmotorvejen og Motorring 3.
Kirkeministeren glæder sig over, at det ligger blot 15 kilometer fra København og med god mulighed for offentlig transport.
»Jeg mener, dette område lever op til INDsams ønske, og det kommer til at blive tilbudt til en overkommelig pris,« siger Johannes Lebech, som fortæller, at det har taget tid at finde det mest egnede område.
Amager inde i billedet
Johannes Lebech fastslår, at de endelige forhandlinger om prisen skal foretages af muslimerne og Brøndby Kommune, hvor borgmester Kjeld Rasmussen (S) har sagt god for projektet.
I første omgang var han ellers skeptisk, men borgmesteren erkender, at området må være det mest velegnede ved København.
»Vi kan jo ikke være bekendt, at folk skal sendes til Tyrkiet eller Nordafrika, når de dør, hvis deres religion siger, at de skal begraves på en bestemt måde. Det her er nok et af de områder tæt på København, hvor der er det største frie areal,« siger Kjeld Rasmussen. Gruppeformanden for Venstre i Brøndby, Bente Ritter, undrer sig dog over, at ingen andre partier end Socialdemokratiet har været involveret i planerne. Ud over området i Brøndby har der også været kig på et areal tæt på København. Men det viste sig at være temmelig dyrt.
JP København erfarer, at det drejer sig om området på Amager, hvor en stormoske længe har været undervejs.
INDsam er tilfreds
Ikke alle afdøde muslimer i Danmark sendes til hjemlandene. Johannes Lebech fremhæver, at der nu er begravet 1165 på muslimske afsnit på danske kirkegårde, og at der er flere på vej.
Muslimerne har dog længe ønsket deres helt eget sted på linje med jøderne, da muslimer ikke må begraves i kristen indviet jord, og der hører en række ritualer til deres begravelserne, som ikke vil passe på danske kirkegårde. Og så skal muslimer ligge i en grav til evig tid.
»Vi er tilfredse med, at man nu er parat til at overholde muslimers menneskerettigheder. Det er en positiv udvikling for integrationen, at danske muslimer får egen gravplads,« lyder det fra Mohammed Hassan Gelle, formand for INDsam.