Fortsæt til indhold
Indland

Elsket platantræ på Gråbrødretorv bliver hult

Et af de mest elskede træer i byen, den store platan på Gråbrødretorv, har det skidt. Stammen rådner indefra og er ved at blive hul.

Af <a href=mailto:joakim.jakobsen@jp.dk>JOAKIM JAKOBSEN</a>

Derfor vil parkforvaltningen i Københavns Kommune frisere den 100 år gamle platan, inden den dør og ender som bolig for ugler.

Til efteråret skal kronen beskæres for første gang nogensinde.

Foto: Bo Svane

Dels er kronen blevet for stor og tung for træet, dels vokser den for ujævnt med pletter af døde grene.

»Vi bliver nødt til at lette kronen, så de store grene ikke knækker af i en storm,« siger sektionsleder Ole Løbner fra parkforvaltningen i Københavns Kommune.

Årsagen til, at det gamle træ skranter, ligger 30 år tilbage. Da blev Gråbrødretorv omlagt til den nuværende oase for fodgængere og café-kunder. Men det blev gjort så eftertrykkeligt, at selv fadølssjatterne nu har svært ved at sive ned.

Mange af træets rødder blev skåret over, og andre kunne ikke gro længere, fordi jorden blev presset hårdt sammen under brolægningen.

De ødelagte rødder begyndte at rådne, og det har bredt sig til stammen. Træet rådner indefra og vokser kun på ydersiden - stammen, der måler 387 centimeter i omkreds, er med andre ord ved at blive hul.

30-50 år endnu

Parkafdelingen tror dog på, at træet har en fremtid.

»Vi beskærer kun træer af hensyn til mennesker. I dette tilfælde er det et træ, som mange holder af. Og vi tror, at træet kan leve mange år endnu. 50 år, måske,« siger Ole Løbner.

I sin tid var Gråbrødretorv ellers et dejligt sted for platanen at slå rødder. Under brostenene ligger en gammel kirkegård, hvor mulden er fuld af næring fra afdøde borgere.

»Træet er faktisk meget stort i betragtning af, at det er 100 år gammelt. Det skyldes den frugtbare jord. Andre steder ville det måske være 150 år om at blive så stort,« forklarer direktør Niels Hvass fra træplejefirmaet Sitas i Ballerup.

Han har leveret en rapport til Københavns Kommune om træets tilstand.

Og han mener også, at endnu to-tre generationer af cafegæster vil få glæde af det grønne løv.

»Der er ingen garanti for liv, og vi kan ikke se, hvor hårdt rødderne er angrebet. Men hvis træet passes godt, kan det vel stå 30-50 år mere,« siger Niels Hvass, som anbefaler, at træet fremover beskæres hvert femte år.