Danmarks dyreste frisør: Jeg er prisen værd
Skønhed har sin pris. Gun-Britt, Danmarks dyreste frisør, tager 800 kr. for en klipning. Hun har netop åbnet sin fjerde salon efter devisen: Folk skønner først for alvor på varen, når prisen er rigtig.
»Ja, jeg er muligvis Danmarks dyreste frisør. Men jeg er min pris værd.«
Indrømmelsen kommer prompte. Blikket i de blågrønne øjne er fast.
Gun-Britt Håkansson er ikke til jantelov, omsvøb og forsigtig følen sig frem. Hun ved, hvad hun kan, og hvad hun kræver af sig selv.
I branchen er nogle frisører fortørnede over, at hun tager 800 kr. Bare for en klipning! Dertil kommer naturligvis striber, farve, hårkur og hvad der ellers bimler og bamler i et fag, hvor priserne for at lade lokkerne falde spænder fra 120 kr. og op efter.
Kunderne ser anderledes på det. Der er i hvert fald nok af dem.
Det er Gun-Britts nagelfaste filosofi, at kunder først for alvor skønner på en vare, når prisen er passende.
»Frisørerne i Danmark skal være lykkelige for, at der findes sådan én som mig, for ellers rokkede priserne sig aldrig. Også de modeller, vi bruger i undervisning, skal betale for at være med, frem for gratis at sætte sig i stolen. 250 kr. skal de lægge, men så får vi også fat i andre typer. Allerede for otte år siden fik jeg 1500 kr. i timen for at klippe i USA. Da besluttede jeg, at jeg ville sætte min pris til det, jeg synes, jeg er værd. Så måtte det briste eller bære,« siger Gun-Britt.Med fremstrakt hånd, varmt smil og åben pande kommer hun blæsende ind fra kundeområdet og sætter sig på klapstolen i baglokalet til salonen på anden sal i Skoubogade, København.Kasser med shampoo står linet op, og koldt kildevand eller champagne - hvis kunden ønsker der - bliver serveret i høje glas prydet med guldkant og "Gun-Britt"-logo.
Stædighed og hårdt slid
Gun-Britt Håkansson ligner ikke én, der hjemsøges af mindreværd. Men ét er det ydre, noget andet er det, der rumsterer inderst inde.
Når man som hun kommer fra et kærlighedsløst hjem i Nordjylland, og som purung har valgt at bryde med al familie og hele ophavet, så har det sine årsager. Selvværd er ikke nødvendigvis det, der tynger mest i bagagen.
Men stædighed gør meget. Hårdt slid giver det sidste nøk. Og varemærket "Gun-Britt" har bidt sig fast.
Den danske frisør er ikke kun efterspurgte blandt modebevidste københavnere, men også som trendfrisør på gæstevisit i Milano og USA.
Den 19. marts åbnede hun salon nummer fire. Det skete på Strandvejen i Hellerup. De øvrige tre ligger på attraktive adresser i Københavns indre by - lige på eller omkring Strøget. I alt er der et par og tredive ansatte.
Gun-Britt gik selv i lære som frisør som 14-årig. Hun er født svensk, men moderen flyttede efter en skilsmisse til Mou ved Aalborg med sin 10-årige datter.
Gun-Britt talte dengang kun svensk, skilte sig på alle måder ud fra de andre på vejen og måtte se i vejviseren efter et opmuntrende klap på skulderen. Hun flyttede hjemmefra samtidig med, at hun påbegyndte sin lære, og gjorde sig selvstændig for nu akkurat 25 år siden.
I år fylder hun 51.
Hun er en smuk repræsentant for sin aldersgruppe. Rank, spinkel, energisk. Klædt i sort T-shirt og sorte lavttaljerede bukser med et tyndt lilla bælte om hoften.
På tiende år lever hun sammen med skuespilleren Torben Zeller.
Hver måned flyver hun til London på kursus, og de internationale dameblade er pligtlæsning på hotelværelset om aftenen. Hjemme igen arrangerer hun weekendkurser for frisører, sælger videoer med farve- og klippeteknik til kollegerne, har faste kunder blandt studieværter og kendisser, underviser hver dag sine egne ansatte, har en søn på 19 år og er - tempoet taget i betragtning - naturligt nok gået hen og blevet gråhåret.
Ja, nærmest hvid. Med blonde striber.
Spændende piger
Det naturlige look kommer sjældent af ingenting i denne verden.
»Pludselig er det, som om piger i 50'erne er ved at blive spændende. De er bevidste, men alligevel i tvivl om, hvad de skal stille op med deres forandrede udseende. Kan man have langt hår, når det er gråt, bliver jeg ofte spurgt? Og naturligvis kan man det, men det skal som regel blødes op med lidt kulør. Hormonændringerne gør håret tyndere, akkurat som det piger oplever, når de lige har født. Derfor skal man ikke flagre rundt med lang havfruemanke, når man er over 50; men der behøver bestemt heller ikke være kort. Korthårsfrisurer får let modne piger til at se damede ud,« mener Gun-Britt Håkansson.
Ligesom andre frisører drejer hendes professionelle liv sig om at tage stilling til andres udseende. Spotte hvad der oppe i tiden og kombinere det med den enkeltes ønsker. Men de, der booker tid hos Gun-Britt herself, gør det i forvisning om, at hun ved bedst.
»De stoler på, at det jeg har valgt til dem, er det rigtige. Den tillid giver mig mulighed for udfoldelse, men uden ærlighed, interesse og solidt håndværk, var det jo aldrig kommet hertil.«
Derfor var starten som selvstændig en ganske anden. Ikke mindst som enlig mor. En fast ung pige i lejligheden var løsningen gennem 12-13 år.
Men nu da rouletten kører, er Gun-Britt ikke bleg for at se det positive i at være del af en opadgående spiral. For et godt ry giver attraktive kunder.. giver kontrakter i udlandet ... giver presse ... giver flere kunder ... giver gode frisørelever ... giver ... ja, maskinen kører slet og ret.
Uddannelse og inspiration
»Jeg har konstant 13 elever i mine saloner, men alle ansatte får hver uge to timers undervisning. Det jeg lærer hos Vidal Sasoon i London skal videreformidles. Jeg tror, at undervisningen er det vigtigste for succesen. Undertiden har vi også helt andre gæstelærere på besøg, som for nylig, da vi lærte om kropssprog. Det gælder om at holde de ansatte vågne og gøre dette til en inspirerende arbejdsplads, hvor jeg kan holde på de bedste. Det er en stor udfordring at have med personale at gøre - og at gøre det rigtige.«
De ansatte beskriver Gun-Britt som en »bestemt chef«.
Bag det milde, nordiske udseende gemmer der sig en hardcore forretningskvinde. Tag endelig ikke fejl af det.
Skemaer, statistik og hver enkelt frisørs omsætning blinker på hendes computer.
Når en ansat først har tjent sin grundløn hjem, kan vedkommende beholde 15 pct. af det beløb, den enkelte omsætter for her ud over. Den bedste frisør tjener over 300.000 kr., og det er noget af en gulerod for de øvrige.
»Det kan de færreste hente hjem som selvstændige,« siger Gun-Britt Håkansson:
»Frisørfaget er blevet et modefag. Det er ikke længere gammeldags "damefrisører", der søger læreplads, men ambitiøse unge med god smag og ønske om at arbejde kreativt.«