Armenien - den lidende nation

Jerevan Armenien er den udvalgte og lidende nation. Se bare på Andranik Ozanjan. Hans sidste rejse hjem til Armenien varede næsten hele det 20. århundrede.

Det lille folks forgudede nationalhelt blev tvunget til at forlade sit hjemland i 1919 og stoppe sin indædte krig mod tyrkerne i Kaukasus og på Balkan.

I 1927 døde Andranik i Californien. Først for nylig lykkedes det omsider at hjemføre Andraniks jordiske rester til Armenien. Sidste søndag valfartede Jerevans befolkning til den nye heltekirkegård i udkanten af den gamle hovedstad for at markere den gamle frihedshelts 136 års fødselsdag.

Militærfolk i uniform og civile i en skøn blanding. Der blev fortalt gamle historier, legender og deklameret poesi om den mytologiske figur, der nu kan dyrkes som en helt.

I dag deler armenierne ikke Andraniks længsel efter fædrelandet. De emigrerer i hobetal fra et land, der både er frit og demokratisk. De flygter fra fattigdom, arbejdsløshed, usikkerheden og jordskælvene. De forsøger at få deres del af rigdommen i Vesteuropa og USA.

I løbet af de sidste ti år menes op mod 1 mio. mennesker at have forladt Armenien. Det svarer til omkring 20-30 pct. af den samlede befolkning. Menneskestrømmen flyder med så stor hast, at den armenske regering ser det som et problem for nationens overlevelse. Det sker, selv om landet ikke længere er i krig med Aserbajdsjan, og selv om Den internationale Valutafond (IMF) fremhæver den armenske økonomi som en reformsucces med konstant økonomisk vækst siden 1994.

Men alt er som bekendt relativt. 55 pct. af den armenske befolkning lever ifølge Verdensbanken i ekstremt fattige kår, 23 pct. af dem menes ikke at kunne brødføde sig selv, og Armenien har de største indtægtsforskelle i hele den forhenværende østblok.

I Nor Armavir, en støvet og gudsforladt landsby 50 kilometer vest for Jerevan, drømmer folk også om at komme til udlandet for at tjene penge. Langs landevejen ligger gigantiske fabriksarealer fra Sovjetunionens velmagtsdage øde hen. Knuste ruder og ramponerede bygninger får sceneriet til at minde om en krigszone. I befolkningens forestillingsverden er selv det hårdt plagede Rusland et eldorado, hvor det flyder med mælk og honning, hvor folk - som en taxachauffør udtrykker det - lever, som de lyster. Det gør armenierne ikke.

De er efter det tyrkiske folkedrab i 1915 blevet spredt ud over det meste af verden - 2,5 mio. bor i Armenien, mens ca. 5,5 mio. bor i Rusland, Frankrig, USA, Iran og en række andre lande - og derfor har de som regel forbindelser, der gør det lettere at rejse, hvis pengene rækker.

Khatjik, 32 år, og Tigran, 25 år, har sammen med de øvrige indbyggere i Nor Armavir intet at lave, og derfor har de ikke midler til at begive sig ud i verden. De sidder på en bænk og spiller kort dagen lang, mens en bil nu og da rumler forbi. Andre spadserer hvileløst frem og tilbage i de jordede gyder.

Det var ikke desto mindre i dette frugtbare land, at Noahs efterkommere trådte de selv samme stier, da vandet efter syndfloden var væk. Fra landsbyen skimtes armeniernes hellige bjerg Ararat i det fjerne. Det var her, at arken stødte på grund ifølge overleveringen. Men den udsigt kan beboerne ikke leve af.

»Vi ville alle sammen rejse, hvis vi fik muligheden,« sukker Khatjik og spørger, om vi ikke kender nogen, der har brug for arbejdskraft.

Fransklærer overlever

Zorik Aivasjan, tidligere fransklærer i landsbyskolen, dyrker som de andre jorden for at overleve. Udelukkende for at overleve. Ikke for at leve. Det rækker udbyttet slet ikke til. For Monsieur Aivasjan er byens eneste erklærede intellektuelle, og han føler sig fejlplaceret. Hans naboer betegner ham som landsbytosse, men de sidder jo heller ikke og lytter til den franske radios elitære program 1. Zorik Aivasjan er en lurvet klædt og ubarberet herre på 52 år, men han er parat til at pakke sin kuffert og tage det næste fly til Paris.

»Jeg har læst så meget om Paris, at jeg kender byen lige så godt som vores egen hovedstad, selv om jeg aldrig har været i Frankrig. Desværre sætter man ikke pris på intelligente mennesker her, så det kan ikke betale sig at arbejde,« brummer han.

Danmark rangerer også højt på listen i beboernes drømmeverden.

»De, der er kommet tilbage fra Danmark, siger, at livet er meget, meget godt der,« kommenterer Tigran med et henført blik.

Det danske politi har identificeret en gruppe på 60 armeniere, som over en længere periode søgte asyl i Danmark og som på den ene eller anden måde er i familie med hinanden. Flere af dem stammer fra Nor Armavir. Nogle har begået kriminalitet, og er blevet sendt ud af landet.

Herlig ferie i DanmarkDen 26-årige Gago, - der ikke oplyser sit efternavn - hans kone og to små børn, er en af de familier, som for nylig har fået afslag på sin asylansøgning, og er vendt tilbage til landsbyen. Vi møder ham hjemme hos borgmesteren, da de øvrige indbyggere i Nor Armavir ikke ønsker at påtage sig ansvaret for at sætte os i forbindelse med de hjemvendte familier.

Gago, mørkklædt mager fyr, fortæller, at han kom til Danmark som turist for halvandet år siden. Han og familien fløj til Ukraines hovedstad Kijev, og kørte derfra med bus til Vesteuropa. Han husker ikke gennem hvilke lande og byer. Han blev så glad for det han så, at han fik lyst til at leve lidt i Danmark, en 4-5 år, og derpå rejse tilbage. Han og familien blev indkvarteret i et asylcenter på Langeland.

»De halvandet år i Danmark er den bedste ferie, jeg nogensinde har haft,« smiler Gago, der kun har lovord til overs for sine værter.

»Det er mit indtryk, at de behandlede os bedre end deres egne borgere. Jeg ville rejse tilbage i morgen, hvis jeg havde mulighed for det, men vi har ingen penge lige nu.«

Nu er der el og gas

Ifølge Gago skal han nu i gang med at dyrke jorden, tomater, agurker, abrikoser og vindruer. Sammenlignet med da han rejste er situationen i Nor Armavir blevet bedre. Der er nu el, og den nærmeste landsby har sågar fået gas igen, så det går fremad, om end med sneglefart. Det store problem for de armenske landmænd er, at priserne på deres varer er så lave, at de sjældent dækker omkostningerne. De får 25 øre for et kilo ferskener, og 1 krone for et kilo vindruer, hvoraf hovedparten købes af landets store vin- og cognacfabrikker. Cognac er en af Armeniens førende eksportartikler.

Gago og de hundrede tusinder i Armenien, der længes efter et bedre liv i Vesten, har skabt et umætteligt marked for menneskesmugling. Selv om Armenien i år kan fejre 1700 året for indførelse af kristendommen som statsreligion, så er der en del, der ikke lever efter Bibelens Ti Bud.

Kriminelle grupper forsøger at tilfredsstille efterspørgslen på enkeltbilletter til det forjættede land, hvor man kun kan slippe ind illegalt. Indtil for nylig har det også hjulpet, at den franske ambassade i Jerevan med relativ rund hånd har udstedt Schengen visa til armenske statsborgere, som fra Frankrig er rejst videre til Tyskland, Belgien, Holland og Danmark.

»Vi udsteder mange visa,« siger konsul Jacques Fauveau, som ikke vil oplyse de præcise tal.

Han gør opmærksom på, at mange kommer til Vesten med falske illusioner, og at han giver en masse interviews til armensk TV for at forklare, at Vesteuropa ikke er noget paradis, men foreløbig giver det ikke resultat.

Fauveau viser et eksempel på et falsk visum, som er fremstillet i Rusland. Det er angiveligt udstedt på den franske ambassade i Beograd. Det armenske bagmandspoliti har konfiskeret 17 af den slags visa, men ved ikke, hvor mange der er i omløb.

Bagmandspolitiet efterforsker en lang række tilfælde af illegal emigration. Problemet er så stort, at sagerne sorterer under en særlig afdeling. Ifølge oberstløjtnant Hakub Akopjan afslørede 2. afdeling sidste år 13 firmaer, der gemmer sig bag etiketten "rejsebureau", men i virkeligheden beskæftiger sig med menneskesmugling og svindel. Mange sælger hus, hjem og ejendele for at betale for trafikken til Vesten - 2000-2500 dollar for falske dokumenter - får intet ud af det og vender hjem til en tilværelse i fattigdom og hjemløshed.

Folk brænder broerne

»Folk brænder alle broer bag sig og har intet at vende tilbage til. Det er en menneskelig tragedie,« siger han.

Immigrations- og flygtningemyndighederne opfordrer Danmark og andre vestlige lande til at støtte reintegrationen af disse armenske lykkejægere. Myndighederne påpeger, at af 1500 armenske asylansøgere, som blev udvist af Tyskland i 1997 og sendt tilbage, har 90 pct. forladt Armenien igen, fordi der ikke er muligheder i hjemlandet.

Akopjan tilføjer, at de kriminelle grupper har et vidt forgrenet netværk i Armenien, en række lande i den vestlige del af det opløste Sovjetunionen, Centraleuropa og Vesteuropa.

»De er ganske udspekulerede, og finder på nye ruter og metoder i takt med, at de gamle bliver afsløret og hullerne lukket.«

Ifølge Akopjan køber armeniere f.eks. af disse svindlere falske dåbsattester, der angiver, at de er født i Aserbajdsjan, eller falske vielsesattester med oplysninger om, at de er gift med aserbajdsjanere. De kan så sige til asylmyndighederne i Vesten, at de er flygtet fra Aserbajdsjan, som fra 1988 til 1994 var i krig med Armenien om den armensk dominerede enklave Nagornyj Karabakh.

Andre svindelnumre omfatter falske visa og pas, som de rejsende først får udleveret undervejs. Turister begiver sig til Ukraine, hvortil armeniere ikke behøver visa. Her sidder de og venter, indtil deres "rejsebureau" skaffer nye falske pas fra det gamle Sovjetunionen, som stadig gælder i Europa, og derpå går turen videre til f.eks. Italien, og derfra rundt i Europa. Andre rejser via Polen, Tyrkiet og Grækenland.

Vesten udnyttes

Menneskesmuglerne udnytter kynisk de vestlige landes lovgivning.

»Vi havde én, der rejste til Europa og erklærede, at han blev forfulgt som homoseksuel, selv om alle her vidste, at han ikke var homoseksuel. De misbruger bevidst nogle landes respekt for menneskerettigheder,« påpeger Akopjan.

Det armenske bagmandspoliti erkender, at menneskesmugling og anden organiseret kriminalitet udgør en trussel mod retssamfundet. De er parate til at stille oplysninger til rådighed for deres danske kolleger, og understreger behovet for personlig kontakt mellem politimyndigheder i forskellige lande.

»Vi skal nå et niveau af gensidig tillid, hvor jeg kan tage telefonen og ringe til København for at få oplysninger og omvendt. Desværre er de kriminelle meget bedre til at etablere kontakter og samarbejde på tværs af grænser end vi er,« fastslår Armen Jeritsjan, chefen for det armenske bagmandspoliti.

flemming.rose@jp.dk