Lundin tiltalt for tredobbelt drab
Peter Lundin blev mandag tiltalt for tredobbelt drab på Marianne Pedersen og hendes to børn, oplyser statsadvokat Erik Merlung.
>- Jeg har netop skrevet anklageskriftet under, og det lyder på tre gange manddrab og tre gange usømmelig omgang med lig, siger Erik Merlung til Ritzau.
Drabstiltalen var ikke nogen overraskelse, efter at Peter Lundin tidligere selv har erkendt for en dommer, at han var skyld i sin tidligere kæreste Marianne og hendes sønner Dennis og Brian Pedersens død. Lundin har dog nægtet sig skyldig i drabene.
Statsadvokat Erik Merlung siger, at han efter alt at dømme vil kræve Peter Lundin idømt livsvarigt fængsel, når straffesagen kommer for i Østre Landsret.
- Ifølge mentalerklæringen er Peter Lundin strafegnet, og foreløbig vil min påstand være fængselsstraf på livstid, siger statsadvokaten.
Retslægerådet er dog ikke færdig med at gennemgå sagen, så det er ikke afgjort, om Peter Lundin også efter Retslægerådets mening er strafegnet, påpeger Erik Merlung.
- Anklageskriften bliver mandag sendt til Østre Landsret, og så håber jeg, at sagen kan begynde ved et nævningeting den 5. marts, siger statsadvokaten.
Peter Lundin har været i politiets varetægt siden den 4. juli sidste år. Han blev anholdt allerede dagen efter, at pårørende til Marianne Pedersen - der sidst blev set i live den 16. juni - henvendte sig til politiet.
Ifølge Peter Lundins forklaring, der blev læst op ved et retsmøde i oktober, dræbte han Marianne Pedersen og hendes to sønner under et voldsomt skænderi den 17. juni. Men på trods af hans forklaringer er det ikke lykkedes for politiet i Hvidovre at finde ligene af de døde.
Peter Lundin - der kom til Danmark efter at have afsonet halvdelen af en amerikansk dom på 15 års fængsel for drab på sin mor - har alene ville erkende sig skyldig i det, der i USA kaldes "manslaughter". Noget tilsvarende findes ikke i dansk strafferet, men det svarer til enten en meget grov form for uagtsomt manddrab eller vold med døden til følge.
/ritzau/