En hvid løgn
Den eneste forskel på ligt- og almindelige cigaretter er papiret og filteret.
Ud fra oplysningerne på cigaretpakkerne burde almindelige Prince-cigaretter være farligere end Prince Light, alene fordi indholdet af tjære og nikotin er højere.
Piller man imidlertid tobakken ud af det hvide hylster og analyserer indholdet, viser det sig, at de to cigaretmærker er 100 procent identiske: Fuldstændigt den samme tobak, samme blanding og samme indhold af tilsætningsstoffer, nikotin og tjære.
»Hvis du sammenligner indholdet af en Prince og en Prince Light, så er indholdet det samme,« konstaterer direktør i Skandinavisk Tobakskompagni, Claus Bagger.
Han forklarer, at den eneste forskel på de to cigaretmærker består i papiret og i filteret.
På en Prince Light er der mikroskopiske ventilationshuller i filteret og cigaretpapiret. De findes ikke på en almindelig Prince.
Lufthullerne gør, at rygeren suger mere luft ind, så cigaretrøgen fortyndes. Samtidig bliver røgen køligere og nemmere at få helt ned og vende i lungerne.
Som Jyllands-Posten tidligere har omtalt, ser både internationale og danske forskere dette som svaret på, at sundhedsmyndigheder flere steder i verden oplever en markant stigning i antallet af nye tilfælde af den særligt farlige type lungekræft, adenokarcinom.
Tobakskompagniet vidste besked
Selvom antallet af lungekræft tilfælde generelt er faldende, registrerer danske læger også en stigning i antallet af adenokarcinom-tilfælde, og kræftformen er nu den hyppigste type lungekræft blandt kvinder.
Tobaksindustrien kendte allerede i 1970'erne til, at rygerne ændrede adfærd, hvis de blev stillet over for cigaretter med et mindre indhold af nikotin, end de var vant til.
Således konstaterede en medarbejder ved British American Tobacco i 1978:
Hvis de (rygerne, red.) vælger et mærke med lavere nikotinindhold, hvor tjæreindholdet sammenlignet med deres sædvanlige mærke er større end nikotinindholdet (hvilket ofte er tilfældet med produkter med lavere nikotinindhold), vil rygerne faktisk øge den mængde tjære og røg, de inhalerer, for at opnå samme nikotinmængde.
Medarbejderen, D. E. Creighton, havde tidligere udarbejdet to rapporter omkring emnet i 1976 og 1977. Begge rapporter blev sendt til Skandinavisk Tobakskompagnis daværende forskningschef Jan Kruszynski.
British American Tobacco er i dag storaktionær i det danske tobakskompagni.
Herhjemme forklarer læger den ændrede rygeadfærd med, at hver ryger har et bestemt nikotinniveau, der skal fyldes. Det betyder, at hvis cigaretterne indeholder mindre nikotin end ellers, vil rygeren blot ryge flere - og dermed inhalere langt mere røg end ellers.
Kritik af målemetode
Der er stor forskel på, hvor mange skadelige stoffer, man risikerer at få ned i lungerne, når man ryger en Light-cigaret. Men det meget usandsynligt, at der er nogen rygere, som ikke indtager mere tjære og nikotin end den mængde, tobaksfirmaerne oplyser på Light-pakkerne.
Det skyldes, at indholdet fastsættes ud fra røganalyser på særlig rygemaskiner, som er i stand til at måle indholdet af nikotin og tjære i den cigaretrøg, maskinen suger igennem en tændt cigaret.
Metoden - den såkaldte ISO-metode - har været brugt i den internationale tobaksindustri gennem årtier. Og i dag er metoden en del af det EU-direktiv, der dikterer grænserne for nikotin og tjære i cigaretter.
Men ingen rygere ryger på samme måde som maskinerne. Det fremgår bl.a. af en undersøgelse fra Canada, hvor myndighederne testede cigaretterne på rygere i stedet for maskiner.
Resultatet afslørede, at rygere indtager meget større mængder røg og sundhedsskadelige stoffer, end det fremgår af tobaksfirmaernes standardmålinger.
Tobaksfirmaer kender fidusen
Forklaringen er de små ventilationshuller i cigaretterne. Når rygemaskinen ryger og måler på indholdet af cigaretrøgen, er der intet, der kan dække for hullerne i hverken filter eller cigaretpapir. På den anden side vil enhver normal ryger, der holder cigaretten mellem to fingre ikke kunne undgå at dække for i hvert fald nogle af hullerne. Derved bliver røgen ikke i samme grad fortyndet som den røg, røgmaskinerne måler på.
Claus Bagger fra Skandinavisk Tobakskompagni medgiver, at angivelserne på Light-pakkerne ikke er korrekte.
»Vi kan med sikkerhed sige, at der er ingen, der ryger, som de rygemaskiner, man nu engang har besluttet at måle på. Men man kan også sige, at man skal være ualmindeligt skrap som ryger, hvis man kan blokere alle ventilationshullerne på én gang, for de sidder jo hele vejen rundt om cigaretten,« siger han.
Blandt tobaksproducenterne ved man udmærket, at man snyder rygerne med målingerne fra ISO-metoden. Således har forskere bag Norges offentlige tobaksudredning "Tobakindustriens erstatningsansvar" fundet flere dokumenter, som tydeligt illustrerer tankegangen bag industriens udvikling af moderne cigaretter.
Et dokument fra British American Tobacco i 1977 viser, at firmaet direkte overvejede, om det ville være korrekt at snyde rygerne ved at omgå den standardiserede målemetode.
I mange år har sundhedsmyndigheder arbejdet aktivt for at få sænket tjære og nikotinindholdet i cigaretter. Men den seneste forskning på området har imidlertid fået danske forskere til at sætte et stort spørgsmålstegn ved, om det nu også er den rigtige vej at gå.
Indtil videre afviser Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen, at der er tilstrækkelig videnskabelig dokumentation til at bryde med den mangeårige praksis.
jesper.hoeberg@jp.dk
michael.stenvei@jp.dk