Fortsæt til indhold
Indland

Light er almindelig tobak

Tobakken i cigaretmærkerne Prince- og Prince Light er trods navneforskellen den samme. Indholdet af nikotin, tjære og andre skadelige stoffer i de mærker er, fastslår direktør Claus Bagger i Skandinavisk Tobakskompagni, fuldstændig ens.

Af JESPER HØBERG og MICHAEL STENVEI

Studerer man cigaretpakkerne, indeholder Prince Light imidlertid mindre nikotin og tjære end almindelige Prince. Det skyldes, at indholdet af nikotin og tjære ikke måles i selve tobakken, men i cigaretrøgen.

Modsat almindelige Prince er Prince Light-cigaretter udstyret med små ventilationshuller i filteret og cigaretpapiret, ligesom papiret er mere porøst. Tilsammen skal det sikre, at røgen - og dermed mængden af skadelig stoffer - fortyndes.

Men ventilationshullerne er placeret, så rygerne har svært ved at undgå at blokere for nogle af dem. Dermed fortyndes røgen ikke så meget, som det fremgår af de officielle tal, der står på cigaretpakkerne.

Skandinavisk Tobakskompagni erkender, at der er forskelle på tekniske målinger og de mængder rygere indtager i virkeligheden.

»Det er uomtvistet, at hvis man holder cigaretten mellem to fingre, som man normalt ryger en cigaret, og man suger, mens man holder, så kan man jo ikke undgå at komme til at blokere for nogle af hullerne,« siger Claus Bagger.

Alligevel mener han ikke, at betegnelsen Light på nogen måde er snyd.

»Vi synes ikke, det er snyd. Den målemetode vi anvender i dag, er lagt til grund i det seneste EU-direktiv på området. Og det er i øvrigt en målemetode, vi har brugt i umindelige tider i tobaksindustrien verden over,« siger han og understreger, at hvis der skal ændres i det, ligger bolden hos politikerne.

De konservatives sundhedsordrer Henriette Kjær mener, at det er vildledning af forbrugerne, når oplysningerne om nikotin og tjære på Prince Light-pakkerne til syvende og sidst ikke passer overens med virkeligheden.

»Det er vildledende oplysning. Oplysningerne bør gå på, hvordan det virker på kroppen. Og hvis det er sådan, at rygerne tager større sug, og i det hele taget rygere mere, så ved jeg ikke, hvor god en forbrugeroplysning det er at kalde cigaretterne Light,« siger Henriette Kjær.

Hun mener, at oven på de seneste dages oplysninger om cigaretter med mindre indhold af tjære og nikotin, er tiden ved at være moden til at ændre de nuværende mærkningsregler, så forbrugerne får korrekt information.

I næste uge beslutter EU, om betegnelser som Light og Mild skal forbydes, fordi de giver rygerne en falsk tryghed.

michael.stenvei@jp.dk

jesper.hoberg@jp.dk