Ny borgmester i Hørsholm
Borgmester Hanne Falkensteen (K), Hørsholm, har meddelt, at hun ønsker at forlade posten som borgmester i Hørsholm efter tolv et halvt år pr. 1. januar 2001, skriver Frederiksborg Amts Avis tirsdag.
Hendes efterfølger bliver civilingeniør Uffe Thorndahl (K), som har været medlem af Hørsholm kommunalbestyrelse de seneste ti år, men som forinden har været både folketingsmedlem og medlem af Birkerød Byråd samt for tiden også medlem af Frederiksborg Amtsråd.
Hanne Falkensteen begrunder sit ønske om at fratræde som borgmester med, at hun fylder 65 år en af de allerførste dage i det nye år og hermed har opnået pensionsalderen. Samt at hun har afsluttet en del store sager.
Hanne Falkensteen har beklædt en lang række tillidsposter, og hun har en
overgang også været medlem af Frederiksborg Amtsråd. Hun afløste Ove
Sundberg som borgmester i 1988 efter at have siddet i kommunalbestyrelsen i ti år.
- Min beslutning er truffet efter moden overvejelse for et års tid siden, og fordi jeg føler, jeg nu har nået en alder, hvor det er naturligt at træde tilbage, siger hun.
/ritzau/