Københavns privilegier

Københavns stadig voksende rolle som handelscentrum gjorde den attraktiv for kongemagten. Under Erik Klipping blev rådet ændret til at bestå af fire rådmænd "consules". Men i 1274 får bispestolen atter byen tilbage. Biskop Johannes Krag forbød i en ny stadsret 1294 "alle gilder og forsamlinger", der ikke var indstiftet af ham selv.

I den følgende tid skiftede København hænder flere gange. Men i 1342 overtog Valdemar Atterdag byen, som han gav en ny stadsret, hvor to borgmestre "proconsules" nævnes første gang. Efter Valdemars død i 1375, faldt byen tilbage til roskildebispen. Byens råd styrede kollegial, og der var ingen fordeling af fagområder. Borgmestrene var de fornemste medlemmer, og rådets forhandlinger var hemmelige. Et medlem der røbede dets "Ærinde og Raad", skulde miste sin hals og have sin hovedlod forbrudt. Især købmandsstanden fik plads i rådet. Kun bryggere og guld-smede blev anset som købmændenes lige. Andre håndværkere var udelukket.

Kongens by

Omsider i 1416 lykkes det kong Erik af Pommern at bemægtige sig København, der herefter blev den danske kongemagts hovedsæde. Han gav byen samme rettigheder som de øvrige kongelige købstæder. Dog bestemmes det, at håndværkere ikke kunne blive borgmestre og rådmænd, bl.a. med argumentet "skomager, bliv ved din læst". I 1443 øger Christoffer af Bayern den kommunale selvstændighed med en ny stadsret, hvor byens råd fik lov at supplere sig selv. Den borgmester der var formand for borgmestrene, magistraten - der var den udøvende magt, blev kaldt "præsident". Men alle bystyrets beslutninger var underlagt kongens godkendelse.

Først i 1581 får København en stadsret, hvor borgerne får lov til at vælge to kæmnere, der skal aflægge regnskab for byens indtægter. Men en revision af byens regnskab i 1618 afslørede artige misligheder. Christian IV's krige øger velstanden hos Københavns borgerskab, da den voksende købmandsstand stod som hovedleverandører til både hof og hær. Den nye rigdom øger i høj grad borgerstandens selvbevidsthed. Allerede under forhandlingerne til kongevalget af Frederik III i 1648 begyndte "Tredje Stand" at stille krav. To år senere modsætter magistraten og borgerne sig i en protestskrivelse skattepålæg, og kræver at de "højere Stænder" skal dele byrderne på lige fod. Det resulterede i, at de to højeste borgmestre måtte stå skoleret for kongen, og på byens vegne modtage en irettesættelse for "usømmelig Skrivemaade...med haarde och ubekvemme Ord".

Borgerne stillede krav

I 1658 gik svenskekongen Carl X Gustav over isen fra Fyn, og stod pludselig i Tåstrup. Kongen og Rigsrådet stod i en alvorlig knibe, og tilbød nu København nye privilegier "...naar Gud giver bedre Tilstand, saa I skal have Aarsag os at takke, og I selv deraf kan have Ære og andre Eksempel". Men efter Roskildefreden blev løftet glemt - dog ikke af københavnerne. En række af byens mest fremtrædende borgere og statskreditorer fremsendte i sommeren 1658 et forslag til nye privilegier. Selv om magistraten dæmper kravene lidt, var det ikke småting der blev forlangt. I forslaget krævede københavnerne at få eneret på al udenlandshandel, med Helsingør som undtagelse. Herudover krævedes frihed for indkvartering af soldater, hoffolk, skat og lempelser af told. Alle byens indbyggere, adelige som borgerlige, skulle stilles lige. Ved anskaffelse af jordegods eller bøndergårde, ville borgerne have samme frihed som adelen. Herudover krævedes udbredt selvstyre og oprettet et særligt byråd på 32 medlemmer. Det var noget af et krav af "ufrie" mænd fra "Tredje Stand". I kancelliet blev kravet da også arkiveret uden yderligere kommentarer.

Byens privilegier

Men pludselig blev de højaktuelle, da Carl X Gustav brød Roskildefreden, og den 7. august 1658 stod i Korsør med 6000 mand.

Nu blev der i hast indkaldt til møde på slottet med konge og rigsråd på den ene side, og borgmestre, med Hans Nansen i spidsen, rådmænd og borgere på den anden. Her blev det vedtaget, at byen skulle sættes i forsvarsstand, og at borgerne straks skulle have alle de privilegier, de havde forlangt. Kun spørgsmålet om de 32 mænd blev udsat til senere behandling. Især det velhavende borgerskab var villige til at kæmpe for byen. De havde også over én million rigsdaler tilgode hos staten. Hvis svenskerne vandt, ville svenskekongen næppe indfri denne gæld. Nu fik københavnerne lige rettigheder med adelen ved besiddelse af jordegods og ved adgang til embeder og æresposter, samt skattemæssig ligestilling. Da privilegierne blev udstedt den 24. marts 1659 var alle krav opfyldt. Byen fik sine 32 mænd, og tilmed to pladser i Rigsrådet. Torsdag den 14. april valgte borgerskabets øverste lag, samt laugnes oldermænd og bisiddere for første gang borgerrepræsentanter, der sammen med den kongevalgte magistrat skulle styre byen. Det var handelsstandens førende mænd, der fik sæde, selv om byens håndværkere ekstraordinært fik fem pladser. Men de forsvandt snart igen.

Enevældets indførelse

Efter at svenskerne var ude af landet, indkaldte kongen til stændermøde i København for at få styr på rigets finanser, der lå i ruiner efter krigen. Det var adelen, borgerskabet og gejstligheden. Både borgerne og gejstligheden var "ufri" stænder. Fjerde Stand, bønderne der udgjorde 80% af befolkningen, var der ingen der regnede med. Stændermødet endte med et regulært statskup, hvor Frederik III blev indsat som arve- og enevoldskonge, og adelens magt blev knækket. Især Københavns borgere havde støttet kongen, men overså den detalje, at ved afskaffelsen af den gamle styreform, havde de også afskaffet deres nyvundne privilegier.

Efter edsaflæggelsen på slotspladsen, trak Frederik III og hans svoger Hannibal Sehested borgmester Hans Nansen til side, og forhandlede længe fortroligt med den borgerlige hovedmand i kuppet. Den 24. juni 1661 fik byen nye privilegier, som var noget modificeret. Eftersom monarken blev enevældig, var Rigsrådet, og dermed københavnernes regeringsindflydelse, afskaffet. Skattefriheden blev også afskaffet, da alle klasser nu var lige under den enevældige konges vilje. Men København fik sit eget byvåben, titel af residensstad og dens borgere fik mulighed for at opnå landets højeste embeder. I 1747 indføres titlen "overpræsident" for den borgmester der leder magistraten. De 32 mænd fra købmandsstanden supplerede stort set sig selv. I 1769 anklages de for kun at udpege "deres egne yngre Svoger- og Broderskabs Anhæng". Først i 1800 åbner kongen rådet for den "arbeidende Klasse af Borgere" samt "Kunstnere, Fabrikører eller Haandværkere".

Demokratiske tilstande

Denne styreform var gældende frem til den 1. januar 1840. Da blev Københavns kommunale forfatning nyordnet. Ifølge en ny lov skulle borgerne vælge 36 borgerrepræsentanter, og rådmændene vælges af Borgerrepræsentationen. De tre borgmestre og overpræsidenten, magistraten, blev til 1857 udpeget af kongen. Valgretten var temmeligt indskrænket. Ud af 121.000 borgere havde kun 1929 stemmeret. Først i 1865 lempes betingelserne for valgbarhed. I 1938 indføres overborgmester-embedet, overpræsidenten trådte ud af magistraten og blev en slags amtmand.

Siden er Københavns bystyre justeret flere gange. Rådmændene, og fra sidste kommunevalg også magistraten, blev afskaffet. Der er stadig i Københavns forfatning rester af de privilegier, bl.a. byvåbnet, som borgerne fik for at forsvare byen i 1658.