Dansk raket er i tidnød
13 danske rumentusiaster har de seneste to år brugt al deres fritid på at bygge den ubemandede raket "Northstar".
Gruppen deltager i dysten om at vinde den amerikanske CATS-pris på 250.000 dollars, som gives til den første privatbyggede raket, der inden 8. november i år sendes mindst 200 kilometer op fra jordens overflade.
En lang række konkurrenter har opgivet. Og den danske raketforening Danish Space Challenge risikerer at blive den næste. Foreningen vurderer nemlig nu, at raketten formentlig ikke når at blive klar. Planen var ellers at sende den op fra Grønland 1. november.
»Vi er i uhyre tidsnød. En mulighed er måske at bede maskinfabrikker producere de dele, som vi mangler, frem for at konstruere alting selv. Men det er dyrt at bygge en raket, og vores kasse er tom,« siger Tommy Lind Larsen fra foreningen.
Rumentusiasterne har ellers netop med held testet en stor, hjemmebygget raketmotor, som efter planen skal sende "Northstar" ud på rumrejsen. Hvis affyringen 1. november aflyses, er det dog fortsat den danske gruppes plan, at raketten skal gøres færdig, så den kan fyres af næste sommer.
I forreste linie
»Vi er lige nu med i forreste linie i dysten om prisen. Så selv med en forsinkelse er det realistisk, at "Northstar" bliver den første private raket i rummet. De andre er også voldsomt forsinkede. Men prisen ser ud til at ryge,« siger Jeppe Locht, formand for raketforeningen.
»Vi har kæmpet i to år for at nå målet. Så selvom jeg tror på succes for selve flyvningen, uanset om vi udsætter affyringen, er det en bitter pille at sluge, hvis prisen ikke følger med," mener Jeppe Locht.
jesper.olesen@jp.dk