JP-baggrund: Balladen om en bombe

Den 15. februar 1951 landede de første amerikanere på den lille vejrstation i Thule i det nordvestlige Grønland. Det blev begyndelsen til anlæggelsen af Thulebasen, der gennem de følgende 50 år skulle komme til at spille en central rolle i dansk og amerikansk sikkerhedspolitik.

I al stilhed og uden at nogen af de lokale indbyggere i Thule eller Pituffik, som stationen hed, blev informeret, begyndte amerikanerne nu at anlægge en militærbase. Og godt en måned efter amerikanernes ankomst var henved 600 amerikanske soldater rykket ind på det barske Thule-område.

Den danske kolonibestyrer Torben Krog anede således ikke, hvad der foregik, fremgår det af hans indberetninger hjem til Danmark. Han havde uden held forsøgt at henvende sig til Grønlandsdepartementet i København. Og den 19. marts sendte han et telegram til landshøvdingen i Godthaab for at gøre opmærksom på den stigende aktivitet.

12.000 udstationeret

På det tidspunkt landede der dagligt to maskiner med materiel, og mandskabet blev forøget drastisk, lød meldingen fra Torben Krog. Men landshøvdingen kunne heller ikke give nærmere oplysninger om aktiviteterne. Da basen var fuldt udbygget, var der 12.000 mand udstationeret på det, der nu officielt var kendt som Thule-basen.

I 1957 gav den daværende danske statsminister H. C. Hansen amerikanerne tilladelse til, at Thule-basen kunne overflyves af amerikanske fly med atomvåben ombord. Thule indgik nu som en del af den amerikanske operation Chrome Dome, hvor atombevæbnede U.S. Airforce-fly døgnet rundt overfløj Grønland som led i den amerikanske atomforsvarsstrategi.

Det fatale styrt

Den 21. januar 1968 gik det imidlertid galt. Et B 52 fly med fire brintbomber i lasten styrtede ned på havisen ud for Thulebasen. Seks af de syv ombordværende besætningsmedlemmer overlevede ved at springe ud med faldskærm, mens én omkom ved styrtet, og flyet blev knust på havisen.

Først den 23. januar blev det danske Folketing underrettet om, at et amerikansk bombefly med fire brintbomber var styrtet ned ved Thule. Amerikanerne havde straks sendt et oprydningshold på 75 mand fra den særlige enhed Strategic Air Command (SAC) til Thule for at ryddet fuldt og helt op efter flystyrtet. Oprydningsarbejdet betegnet som Project Crested Ice blev gennemført sammen med et stort antal danske Thule-arbejdere, der var tilknyttet basen.

Al radioaktivt forurenet sne inden for en nærmere angiven afstand omkring nedstyrtningsstedet blev derpå skrabet sammen og samlet i store stålcontainere, ligesom alle vragdele fra styrtet blev samlet sammen. Alt blev derpå sejlet til nærmere undersøgelse i Den Amerikanske Atomenergikommissions anlæg i Savannah River i USA.

I en fax-indberetning dateret den 4. februar 1968 skrev SAC-enheden, hvor de enkelte brintbomber med angivelse af serienumre havde ligget i B 52-flyet. Der bliver også gjort opmærksom på, at der var etableret en zone omkring nedstyrtningsstedet på tre gange en miles, som var det område, der skulle gennemsøges og renses op.

Eftersøgningen efter vragdele og bomberester var færdig den 30. marts 1968. I sin indberetning til staben i U.S. Atomic Energy Commission den 19. marts skrev undersøgelsesenhedens chef, general Edward B. Giller, at alt, hvad der totalt er identificeret efter våbnet (brintbomben-red.) SN 78 252, er en fire tommer styre-faldskærm, en 64 tommer hovedfaldskærm og faldskærmshylsteret.

Og i endnu en indberetning dateret den 12. april skrev SAC til hovedkvarteret i den amerikanske atomenergikommission, at det var lykkedes at identificere komponenter fra de tre serienumre på brintbomberne i det nedstyrtede fly. Den fjerde brintbombe med serienummeret 78252 var der ikke blevet fundet komponenter fra.

Ubåd sat ind

Trods forsikring overfor de danske myndigheder om, at alt var ryddet op, sendte amerikanerne imidlertid alligevel en miniubåd op til Thule midt i august. Der blev foretaget i alt 11 dykninger. Og der blev lavet videooptagelser, der ifølge en rapport fra undersøgelseslederen general Edward B. Giller gav mistanke om, at et objekt af ballistisk karakter kunne findes bag en større koncentration af vragdele på havbunden.

Af Gillers rapport, der er dateret 6. september, fremgår det imidlertid også, at selv om der var bevilget en ekstra dykning for at få spørgsmålet opklaret, så blev alle aktiviteter indstillet. Dykningen, der skulle have fundet sted den 28. august, blev annulleret på grund af dårligt vejr. Men den blev ikke gennemført senere, operationen blev lukket ned, og eksperter konkluderede dengang, at ulykken ikke medførte en helbredsrisiko for mennesker.

Først i 1986 kom der igen opmærksomhed omkring Thule-ulykken. Nye oplysninger fik de danske Thule-arbejdere, der havde været på basen, da B 52 flyet styrtede ned, til at danne foreningen for Stråleramte Thulearbejdere. Og en undersøgelse påviste i 1987 en overdødelighed blandt de tidligere Thulearbejdere.

Regeringen afviste imidlertid i 1988 et ønske om en omfattende undersøgelse og tilbød i stedet en mindre helbredsundersøgelse. En lægerapport konkluderede, at der ikke var fundet plutonium i urinprøverne fra en række Thule-arbejdere. Og en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen slog endnu engang fast i 1991, at mistanken om øget sygelighed ikke kunne bekræftes.

Hansens dobbeltspil

I begyndelsen af marts måned 1994 var Thule-arbejdernes formand Marius Schmidt imidlertid i USA for at hente yderligere dokumentation i de amerikanske arkiver. Og samme forår kom det frem, at H. C. Hansen havde ført dobbeltspil om den danske atompolitik ved at tillade USA at overflyve dansk territorium på Grønland med fly udstyret med atomvåben.

Skandalen om den socialdemokratiske regeringsleders dobbeltspil førte til, at det uafhængige forskningsinstitut DUPI blev sat til at lave en udredning af og en redegørelse for det politiske spil under hele forløbet under under og efter H. C. Hansens statsministerperiode. Rapporten udkom i 1997 med titlen "Grønland under den kolde krig. Dansk amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68" - den såkaldte DUPI-rapport.

Marius Schmidt var i øvrigt blevet lovet en høring, der skulle kaste lys over oprydningsarbejdet. Høringen fandt sted i Cirkusbygningen i København den 8. oktober 1995, og den resulterede i en begrænset godtgørelse på 50.000 kroner til Thule-arbejderne som kompensation for deres gener i forbindelse med arbejdet på Thule-basen.

Kampen fortsatte

Foreningen af Stråleramte Thulearbejdere var imidlertid langt fra tilfreds med afgørelsen, og den har siden forsøgt med hjælp af den amerikanske sagfører Ian Andersson at få indbragt deres sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Samtidig har en arbejdsgruppe på fem personer gravet videre i de amerikanske arkiver godt hjulpet af deres advokat i USA og den private arkivorganisation National States Archives NSA i Washington. Det er dette detektivarbejde, der nu er ført til, at gruppen er i stand til at identificere de fire brintbomber med serienumre.

Gravearbejdet i de amerikanske arkiver har samtidig gjort Thule-gruppen i stand til at fremsætte teorien om, at bomben med serienummeret 78252 sandsynligvis aldrig blev fundet - hverken i form af fragmenter knust på havisen eller som en intakt brintbombe. Den manglende bombe må derfor ifølge gruppens konklusioner på arkivundersøgelserne formodes fortsat at ligge på havbunden ud for Thule.