JP-interview: Danser med Hjejle

Det er verdens yngste scoretrick. Det blev født den dag Philips opfandt kassettebåndoptageren.

Det hedder: Et yndlingsbånd.

Lav et bånd med personlige tophits til dit hjertes udkårne, og vejen er - hvis udbuddet falder i smag - banet til resten af herlighederne.

Tricket genoplives i den amerikanske film "High Fidelity", der har dansk premiere 4. august.

Filmen har også danske Iben Hjejle i sin første store internationale filmrolle.

Så hvad er mere oplagt end at lave et favoritbånd til Iben Hjejle og tage det med til de afmålte 20 minutter, som hvert dagblad har fået tildelt.

Men det er ikke så ligetil.

For hvordan forklarer man sin hustru, hvorfor man pludselig er ved at indspille et bånd til en bedårende dansk filmskuespiller?

Specielt når første nummer er Rolling Stones' "Let's Spend The Night Together" og det næste var Bob Dylans "I want you"?

Nej vel?. Så det blev ved snakken.

Snakken om musik.

Nøgen med Tim

For snakken om filmen har Iben Hjejle efterhånden udtømt i ethvert tænkeligt medie.

Derfor handler denne artikel ikke om, hvordan Iben Hjejle i sin private luksuscampingvogn kunne vælge mellem 20 forskellige oste, eller hvordan hun lige præcis ikke var med den dag, da Bruce Springsteen var med på optagelserne.

Den handler heller ikke om, at det var ret svært at være nøgen med Tim Robbins eller for den sags skyld om, at John Cusack var sød, og at han stadig ringer til hende med tip om gode manuskripter.

Og læseren kan godt skyde en hvid pind efter sladderhistorien om, hvorledes ægtemanden og trommeslageren Emil De Waal og lille William på to rejser med på optagelse - eller at en stor rolle i "High Fidelity" betyder en smuk røvfuld af penge og næsten ligeså meget prestige, der kan bruges på længere sigt i hendes liv som filmskuespiller.

Bemærk, at det forslidte ord film stjerne ikke har sneget sig ind, for selv om Hjejle har den største kvindelige hovedrolle i "High Fidelity", så står hun kun som nummer seks på filmplakaten og som nummer syv i efterteksterne på filmen.

Og i det britiske filmblad Empire, lidt af en bibel for progressive biografgængere, nævner anmelderen hende ikke med et ord.

Musik til livet

Så film skuespiller er fortsat den mest rammende jobbeskrivelse.

"High Fidelity" handler først og fremmest om fyren Rob, spillet af John Cusack, der bliver svigtet af Iben Hjejle.

I resten af filmen forsøger han at vinde hende tilbage.

Hans sindsstemning danner parløb med hans livs anden store passion: Musik. De første ord i filmen er:

»Jeg kan ikke finde ud af, om jeg lytter til musik, fordi jeg er trist - eller om jeg bliver trist af at høre musik.«

I næste øjeblik scorer han Iben Hjejle, denne 29 somre danske dejlighed, ved at indspille et bånd med rammende favoritnumre.

Og derfor er vi tilbage ved det, denne artikel handler om.

Musikken i Iben Hjejles liv.

»Jeg har brug for underlægningsmusik - til at danse til, til at synge til, til at læse avis til og nogle gange bare til at lytte til. Andre gange har jeg brug for bare at slukke. Men ikke ret længe,« siger Iben Hjejle og ligner en kort øjeblik Eric Claptons blide guitarsolo på koncertudgaven af "Wonderful Tonight".

»Jeg køber tit plader på grund af ét enkelt nummer, jeg har hørt i radioen. Det spiller jeg, indtil det går fuldstændigt i stykker og er helt brugt op. Og derpå går jeg på opdagelse i resten af pladen,« siger dansk films p.t. næstmest kendte skuespillerinde (efter Connie Nielsen).

Musik til fest

»Sådan havde jeg det også som teenager. Første gang, jeg nogensinde selv købte en plade, splejsede jeg med min kusine til den plade med Lenny Kravitz' "Let Love Rule", hvor nummeret "Mr. Cabdriver" er på. Så sprang vi rundt som tosser hjemme i lejligheden, før vi skulle til fest. Vi kunne den udenad. Jeg hørte den så sent som i går - og jeg begynder helt automatisk at synge med, hvis den bliver spillet i radioen. Jeg kan hver frase, hvert et guitarriff,« siger Hjejle og hopper lidt i sofaen.

Bruger du, som Rob i filmen, også musik, når du er ked af det?

»Jeg har et afhængighedsforhold til hele Police's produktion. De har numre til enhver sindsstemning. De egner sig godt til de forskellige svingninger, der nu er i et parforhold.«

Hvad bruger du så f.eks. nummeret "Do do do da da da" til?

»At fjolle! Det er helt klart til at hoppe rundt og være glad. Spørg mig om nogle flere numre!!«

Øeh, nu er Police ikke lige min stærke....

»"Every Breath You Take" er fantastisk, når man er ulykkeligt forelsket. Og "Every little thing she does is magic" er også fantastisk. Det er begge to nogle utroligt gode kærligheds-erklærings-numre.«

Musik til sorg og glæde

Og hvis du skal være rigtig glad?

»Så kan jeg godt lide at sætte musik på, jeg lyttede til som teenager og som barn. Sneakers og Gasolin' er noget af det bedste, jeg ved. Og Spin Doctors.«

Spin Doctors? Kravitz? Police? Det er ikke lige de navne, der popper op konstant i "High Fidelity": Dylan, Elton John, Bruce Springsteen.

»Jamen, mange af de numre og de bands, der er med i filmen, siger mig ikke en pind. Jo, Stevie Wonder gør - og Katrina and the Waves.

Heller ikke The Boss, Bruce Springsteen, som har en lille rolle i filmen?

»Han har aldrig rigtig sagt mig noget. Han er den der karismatiske rockfigur - hans produktion er meget "mandet"...«

Han har dog skrevet stærke tekster til mange lejligheder - numre som "Bobby Jean", der er perfekt til en god vens begravelse - »we liked the same music, we liked the same bands..« - hvad ville du spille, hvis en god ven skulle begraves?

»Før Søren da.«

Iben Hjejle tænker sig grundigt om.

Mens hun tænker, danner der sig en melankolsk sangstrofe på hendes kind. Det er Elton John, der nynner sit farvel til "Norma Jean" - hyldestsangen til skuespillerinden, han drømte om fra 22. række i biffen, og som blev symbolet på alle de umulige drømme, livet er så fuld af.

Men Eltons musik er ikke Hjejles:

»Randi Laubek har lavet et fantastisk nummer "The Promise", som for mig handler om at mødes et utroligt dejligt sted uden for denne verden. Et smukt sted, hvor man kan håbe på at mødes igen, når man mister nogen - men også et sted, man kan mødes, når man er forelsket.«

Er det for oldnordisk for dig at spille Elton Johns "Funeral for a friend"?

»Jeg er mest til min samtid. Jeg er jo gift med Emil, som har været med hos bl.a. Randi Laubek og Lois og snart Marie Kønke - et fantastisk nyt navn, der snart udkommer. Det påvirker selvfølgelig min smag. Emil er velinformeret og en meget fordomsfri musiker. Da jeg var yngre, syntes jeg, det var pinligt, når jeg blev spurgt om min favoritmusik. Men Emil har lært mig, at man har ret til at kunne lide hvilken som helst musik.«

Musik til kærlighed

Er der noget speciel musik, du altid forbinder med dengang, I mødte hinanden?

»Ikke direkte,« svarer Hjejle og udsletter et klart billede af, at det burde have været Prince's "Nothing Compares 2 U" - i Rosie Gaines' mere sensuelt pågående version og ikke Sinead O'Connors næste-stop-er-selvmord-fortolkning.

»Vi mødtes til en Nytårsaften med 300 mennesker, hvor vi nærmest dansede stopdans, fordi der hele tiden var nogen, der kom til at hælde fadøl i anlægget. Det var Anders Berthelsen (skuespilleren fra Iben Hjejles gennembrudsfilm "Mifunes Sidste Sang", red), der holdt festen, og til sidst stillede han sig op på en stol og råbte: NU er det altså slut med øl i anlægget.«

Iben Hjejle griner.

»Men på grund af Emil har jeg et helt specielt forhold til Søs Fengers album "Camouflage". Søs er en vidunderlig sangskriver og en begavet sanger. Vi var til en slags premiere-gennemlytning i studiet, fordi Emil spiller med på den plade. Det var kort efter, vi havde mødt hinanden, og det var vigtigt for mig at se og høre, hvad han gik og lavede.«

Musik til forelskelse

Hvad hørte du, da du mødte din første kæreste? »Lad mig se.. Jo, det var David Bowies "Let's Dance" og det var min allerførste kæreste. Det var i 7. klasse, og det var sådan en rigtig holde-i-hånden sang. Jeg får stadig gåsehud, når jeg hører den.

Men det var som regel drengene, der lavede de festbånd, og kinddansen, det skulle altid være til ABBA's "The Winner Takes It All" - og kinddans, det var det der med at holde hinanden på skulderen - i strakt arm, mens man gik ét skridt til den ene side og ét til den anden,« siger Iben Hjejle, rejser sig og viser hvordan.

Hun husker også Slade og Sweet med det lange Bundesliga-hår og Diana Ross' krav om "Muscles" som en del af festrepertoiret.

Musik til gåsehud

»Men der er et helt andet nummer, der har gjort et dybt indtryk på mig. Det var Nirvanas "Smells Like Teen Spirit", som jeg hørte, mens jeg gik på Statens Teaterskole. Jeg var fuldstændigt rystet og totalt fascineret.... den der kæmpe aggressivitet og så enorm stor og meget smuk smerte. Det indeholdt hele den dobbelthed, som du næsten kun oplever i USA. Derovre identificerer de sig stadig med et glorificeret teenageland, hvor man kyssede hinanden på bagsædet af bilerne - uanset, at man nu har nye generationer, der doper sig og går i seng med hinanden som 12-årige. Udadtil prøver man stadig at fastholder cheerleader-facaden. Den dobbeltmoral og råddenskab blev udstillet hos Nirvana. At høre det første gang, må have været som første gang, den tidligere generation hørte The Beatles - dengang i 50'erne....«

Nej, det var nu altså i 60'erne.... Men Iben, hvilken musik vil du gerne forføres til? Stan Getz' sensuelle sax?

»Nej! Jeg kan lide at danse, og hvis man flirter og spiller op til hinanden, så er det dejligt at gøre, mens man danser til musik. Men når det kommer down to business, så skal der ikke spilles musik.«

Heller ikke Ravels "Bolero" som i filmen "10"?

»Nej! Det kan jeg ikke holde ud. Der skal være stille.«

Musik til arbejde

Bruger du noget musik til arbejdet? Jeg kunne forestille mig The Beatles "Act Naturally" ville være passende. Ringo Starr synger »They're gonna put me in a movie - they're gonna make a big star out of me - and all I got to do is: act naturally«

»Ja det ville være passende! Da vi lavede "Romeo og Julie" på Østre Gasværk, fik Trine Dyrholm og jeg raget en plade til os med Lenny Kravitz - der var han igen - og den fik på fuld skrue, før vi gik på scenen, så på den måde er ringen sluttet fra mine teenagedage.

Brugte du musik som opladning til indspilningen af "High Fidelity"?

»Det er faktisk lidt sjovt, for det er helt tilfældigt, og jeg opdagede det først bagefter. Men det er jo sådan en mandefilm, og jeg er jo stort set den eneste pige i handlingen. Og bagefter gik det op for mig, at jeg havde lyttet til udelukkende kvinder: Sheryl Crowe, Courtney Love, Laureen Hill - alle de der kvinder-er-stærke-plader. Så det passede jo meget godt...«

De 20 minutter er ovre.

Musik til fruen

Samme aften når jeg hjem umiddelbart før min vidunderlige kone, som jeg har kendt, siden Springsteen sang "Two Hearts". Da hun kommer ind ad døren, spørger hun overrasket:

»Hvad er det, du har der?«

»Øeh, det er en ny CD og den er til dig. Har du måske ikke hørt om Lenny Kravitz?«

anders.lange@jp.dk